Morten Burian i ‘Rocky’ på Husets Teater (foto: Henrik Ohsten)
Jo, Reumert hylder i høj grad nyskabende kunst, der formår at sætte en dagsorden
Jeg er helt uforstående over for kritikken af, at vi i Reumert-juryen ikke skulle se og støtte det nye. Lad mig give en række eksempler på det modsatte.
DET svirrer med ord i kommentarerne til Bikubenfondens planer om at stoppe ’Årets Reumert’. Alt det, man påstår, at priserne ikke er, men burde være: Dagsordensættende! Nyskabende! Udviklende! Fremadrettet! Aktuel! Modig! Anderledes!
DE nemme klichéer flyver gennem luften. Men de rammer langt fra virkeligheden. Det undrer mig at se en ellers fornuftig teaterforsker som Stig Jarl i Berlingske sige, at man hidtil har ”støttet det, der er, og har svært ved at se nyt”. Og det undrer mig endnu mere, at min jury-kollega Monna Dithmer glider med på den kritik i Politiken. Hun siger, at ”når Bikubenfonden nu ønsker at være dagsordensættende og nyskabende, så passer det ikke til prisuddelingen, for det har aldrig været Reumerts opgave.” Har det ikke? Det kommer bag på mig efter at have siddet tyve år i juryen og gang på gang truffet beslutninger sammen med hende og de andre jurymedlemmer om at nominere skuespillere, dramatikere og andre teaterkunstnere netop fordi de viste os noget nyt og anderledes.
MONNA DITHMER siger da kloge og behjertede ting om Årets Reumert, der fungerer som ”en fælles platform, hvor man har kunnet samle dansk teater og skabe interesse om det, dansk teater kan.” Jo da. Men i juryen har vi sandelig altid gjort det enormt vigtigt i vores valg af nominerede, at nomineringerne bevidst rettes mod præstationer, som er ’dagsordensættende eller nyskabende’. Vi kan diskutere, hvori dét præcis består – og det er sandelig mange gange gået hidsigt til ved vores jurymøder med definitioner af grænser og med profetier om udvikling.
MEN der er ikke nogen tvivl om holdningen og bestræbelserne. Vi ser, så skarpt vi kan, på hvad der for os er anderledes, overraskende, nyt og fremadrettet. Hvorfor skulle vi ellers have nomineret forestillinger som Christian Lollikes dristige forsøg på at bore sig ind i baggrunden for Anders Breiviks mord på de unge norske socialdemokrater på Utöya? Og når vi nu er ved Lollike og hans nyskabende kreativitet: Hvad med hans opera-eksperiment ’Leaves’ i undergrundsregionerne på det gamle Kommunehospital? Eller hans krigsballet ’I føling’ på Det kgl. Teater, hvor samspillet mellem danske krigsskadede Afghanistan-veteraner og ballettens dansere var en debatskabende og kunstnerisk nyskabelse? Eller hans temmelig rystende ’Living Dead’ på Aarhus Teater, en forestilling, som i sin nervepirrende slowmotion ramte danskeres afværgemanøvrer over for flygtninge? Vi ikke bare nominerede flere af Lollikes banebrydende forestillinger, men de fleste af dem fik priser.
HVORFOR har vi valgt en dramatiker som Thomas Markmann og givet ham først en talentpris i 2009 og så kåret han til ’Årets dramatiker for ’Beton’ på Aalborg Teater i 2015? Hvorfor har vi givet dramatikeren Line Mørkeby en talentpris også i 2009 og året efter Reumertprisen for Bedste Børneteater med stykket ’6 P LR K’? Nu i 2018 er hun nomineret for forestillingen ’Jeg løber’. Hvorfor har vi i år nomineret den kontroversielle dramatiker og instruktør Tue Biering for ikke mindre end fem forestillinger, og specielt givet ham iscenesætterprisen for én af dem, den hårrejsende ’Rocky’ på Husets Teater. Tilmed givet prisen for bedste mandlige hovedrolle til samme ’Rocky’ – til Morten Burian, der nærmest vover liv og helbred på at spille forestillingen?
ALT sammen og meget, meget mere, fordi det er ’modigt’ og viser nye veje for dansk teater. Tue Biering har gjort det, og gør det lige nu – sammen med Lollike og Madame Nielsen på Teater S/H med den stærkt diskuterede opsætning af Nielsens ’Den sorte Madonna’ – dén kommer vi virkelig til at snakke om på kommende jurymøder som… anderledes.
HVORFOR gav vi Kirsten Dehlholm hædersprisen i 2016 for hendes kontroversielle, billedmæssigt mættede, forbløffende præstationer? Og året efter en nominering i performance-kategorien for ’NeoArtic’ på Det Kgl. Teater? Og hvorfor fik Fredericia Teater prisen for ’Årets musikteater’ i 2017 for ’Klokkeren fra Notre Dame’? Det fik teatret af flere grunde, men især, fordi opsætningen havde en nyskabende scenografisk, videobaseret iklædning.
SÅDAN kan man blive ved. Otte eller ti talentpriser hvert år! Unge, der vejes og takseres som kandidater til en fremtidig karriere, fordi de præsterer noget særligt. Når man går tilbage i listerne ser man, hvor mange gange, det har givet bonus. Lige fra en Mia Lyhne, der fik en Reumert talentpris i 2002 for den figur, hun skabte på Det Kgl. i Houellebecq’s ’Udvidelse af kampzonen’ – tænk, hvad dét udviklede sig til! – og frem til en sopran som Lise Davidsen, der i denne weekend kunne høres i Tivolis Koncertsal. En talentpris fik hun for bare tre år siden, nu synger hun hovedpartier på Wiener Operaen og Covent Garden. Det er ikke småting, vi har spottet gennem de tyve år og fået bekræftet. Fordi vi holder øje med de nye og hvad der er nyt i faget.
VI er ikke spåmænd og spåkoner med overnaturlige evner, men forsøg på fremsynethed er en betingelse og et krav i vores lille jury-gerning. Forsøg, der selvfølgelig baseres på ”det, der er”, som Stig Jarl udtrykker det.
HVAD skulle det ellers være baseret på?
Gregers Dirckinck-Holmfeld
medlem af Reumert-juryen
