Tobias Prætorius, Caroline Baldwin og Sebastian Haynes i ‘Et folkesagn’ på Det Kgl.s Gl. Scene (Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
LURMÆRKET
Genopsætningen af ’Et folkesagn’ er en lystfyldt og virtuos leg med et af Den Kgl. Ballets klassiske slagnumre. Et lurmærket dansk eventyr.
’Et folkesagn’ spilles på Det Kgl. Teaters Gl. Scene indtil jul, derefter i Musikhuset i Århus 29. og 30. december.
******
SE nu først Claus Seidels tegning. En pragtfuld sort danser svinger sig i et spring over ’Et Folkesagn’s yndige Hilda. Ved deres fod står den lille fiffige trold Viderik og ser sjov ud.
Ingen af dem – hverken Sebastian Haynes, Caroline Baldwin eller Tobias Prætorius – er med i ’Et folkesagn’ ved den forestilling, som vi anmelder denne lørdag eftermiddag. De tre dansede om fredagen. Og allerede lørdag aften danser tre andre i de samme roller!
Tag det som et eksempel på den forbløffende rigdom af dansere, Den Kgl. Ballet kan mobilisere. Eller hvad? Er de for mange derinde? Nogle vil sikkert hævde det. Det er i hvert fald en forestilling, der giver ekstravagante rokeringsmuligheder i et korps, hvor jævnbyrdighed og individuel og kollektiv udvikling ustandselig afprøves.
GAMEMAKER
Nu de tre, vi så denne eftermiddag. Gregory Dean, Hillary Guswiler – kønt og yndefuldt par som Junker Ove og Hilda, der glimrer gennem alle trængsler på vej til det finale-bryllup, der sætter alle vores velpolerede hormoner i sving til tonerne af Gades brudevals.
Og så den lille trold Viderik, denne aften danset og især spillet af Elisabeth Dam – spillet siger vi, for selv om min 7-årige ledsager undrer sig over, at hverken Viderik eller de andre siger et ord, og det må forklares, at dét gør man normalt ikke i ballet, så er vi med på, at denne Viderik er alle pengene værd i al sin gnistrende, talende tavshed!
En mimisk gamemaker, der er her der og alle vegne, småforelsket i Hilda, jublende pjanket, da hun efteraber det unge pars dansetrin, med hjertegribende udtryk for skuffelse, hjælpsomhed, frækhed, charme – alt hvad du kan ønske dig i roller son denne, der er et kernepunkt i, hvad vi forstår ved Bournonville-stil: Mimisk overskud og fortællelyst.
HERLIGT
Bare en enkelt, men talentfuld præstation blandt de utallige spillemæssige detaljer, der er født i Nikolaj Hübbes og Sorella Englunds præcise og aldrig overspillede leg med mulighederne i Bournonvilles koreografiske partitur.
Lige så herligt pindet ud i Alba Nadals rasende og sprængfarlige udførelse af den forbyttede heksedatter Birthes parti som i alle troldes, troldeungers, elverpigers og husalfers mylder af roller.
Det er en genopsætning af den nyskabende iscenesættelse af ’Et folkesagn’, som de to lavede i 2011. Fortællingen om de forbyttede piger, der vokser op, den ene i herregårdsmiljø, den anden i troldenes elverhøj.
En fortælling, der kan give os de mest håndfaste tanker om forskellen på arv og miljø – troldepigen Birthe udvikler sig til den mest uregerlige rappenskralde på den fredeligste danske herregård, du kan tænke dig. Og herregårds-datteren forbliver det milde, lyse mønsterbarn, ligegyldigt, hvor meget troldene flår i hende.
Socialpsykologi lige efter bogen.
Genopsætningen kan gøre os næsten forpustet af henrykkelse over Mia Stensgaards eventyrlige dekorationer, med orgiet af vældige papirklip, troldehøjen, der toner frem, så det undervejs strejfer os, at en genopsætning af Heibergs ’Elverhøj’ må kunne bære et lignende skud frisk adrenalin.
Det er en drømmeforestilling på alle ledder.
gregersDH.dk