Det ni mands ensemble i ‘Beton’ indleder med at at vågne til liv som mikroorganismer i ur-havet. (Foto: Lars Horn)
*
*
*
*
*
DET SMULDRENDE BABELSTÅRN
Den unge dramatiker Thomas Markmann har skabt et overraskende, sprudlende drama til Aalborg Teater om et forbløffende emne: Beton.
‘Beton’ spiller på Aalborg Teaters Ll. Scene indtil 20. december
Instruktion: Nicolei Faber. Medvirkende: Andreas Jebro, Martin Ringsmose, Steffen Eriksen, Jørgen W. Larsen, Martin Bo Lindsten, Allen Helge Jensen, Caspar Juel Berg, Henrik Weel og Mads Rømer Brolin-Tani.
*****
ET sted slæber en ældre byggearbejder sin tunge sæk cement over scenen. Sætter den på den cirkelrunde scenekant, der drejer som et samlebånd. Sækken kører retur. Den bliver en ny sæk at slæbe. Næste…
Dario Fo strejfer i erindringen: Hans monolog, der sarkastisk beskriver livet ved et samlebånd i industrien. I Thomas Markmanns ’Beton’ – og i Nicolei Fabers iscenesættelse af stykket – møder vi elementer af den stil, vi kender fra Fo. De præcise, karikerede udlevering af morderiske arbejdsprocesser. Og i det hele taget den skarpe, underfundige politiske og sociale satire over samfundsmæssige vilkår.
Beton. Umiddelbart et mærkværdigt emne for et drama. Men sandelig om ikke det lykkes over mere end to timer at holde os totalt fanget af de ni skuespillere, som er på scenen. Lutter mænd. Et bundt arbejdere og entreprenøren, der bygger.
I en mægtig slynge starter det med, at vi er tilbage i urhistorien, hvor skuespillerne er mikroorganismer, kokolitter, fundamentet for udviklingen af cement. Og vi fortsætter udviklingen i tigerspring frem til nutiden, hvor cement og beton er grundlag for, hvad vi bygger med, bor i, glor på, får i hovedet, når det braser ned, kort sagt hader og ind imellem elsker. Lever og dør med.
SPRÆLLEVENDE
Det lyder måske lidt som en dramatiseret instruktionsbog for Teknisk Skole-elever.
Men nej. Det er en sprællevende beskrivelse af nogle mennesker, der tilfældigvis er havnet i den branche. Og alt, hvad det kan medføre.
Andreas Jebro fungerer som den lapsede, slimede entreprenør, der øjner et landområde, der kan bygges fabrik på, og som minsandten også har en undergrund, hvis kalkgruber kan blive guldgruber for produktionen.
Han pakker snildt flokken af bønder på egnen ind i sin dybe forståelse for deres modvilje mod at sælge deres jord. Og snedig som en Mark Antonius i Shakespeares ’Julius Cæsar’ taler han dem til at sælge, og oven i købet slippe stalde og marker for at blive jord- og betonarbejdere på fabrikken.
Sidstemanden vil ikke makke ret – han gemmer som Osvald Helmuth ’sine tyve tønder land’, ikke for at spekulere i dem som Osvald, men slægtsgården skal bestå og gå i arv. Kun lavkriminelle midler får ham ud.
SKÆBNER
Siden følger vi de mange enkeltskæbner, vildnisset af hårdt arbejde, konflikterne med polske arbejdskraft, interne magtkampe, der veksler med solidaritetsaktioner, små- og storkorruption, lønfnidder, mellemleder-fiduser, døds-ulykker – alt sammen løst i enkeltscener og hurtige skift i den fremragende scenografi (af Christian Albrechtsen), som i hele forestillingen er et sindbillede på biblens Babelstårn, tårnet, der skulle rejses som menneskehedens samlende bygningsværk, men som Vorherre lod knuse, så samme menneskehed skulle spredes og snakke sort på hver sin måde, hvor de indtil da ellers forenedes i samdrægtigt tonefald.
Rørende scener skifter med brutale episoder omkring det monstrøse byggeprojekt, et kulturhus – vi er vist ikke for ingen ting I Aalborg, hvor man får både Portland Cement Industri og storbyggeri af koncerthus i tankerne.
Men det er ikke nogen hjemstavnshistorie eller lokalkritisk komedie, det er en blomstrende, almen beskrivelse af menneskers skalten med hinanden og deres egne liv. Som nu samfundssituationen byder dem det. Materialiseret i betonen og dens lyksaligheder og viderværdigheder.
Som sagt, Dario Fo spøger – også i den sprudlende, koreografiske iscenesættelse, hvor instruktøren Nicolei Faber og koreografen Katrine Engberg fører arbejderholdet frem i ren commedia del’arte-stil, arbejder- eller bondekollektiver i elskværdig eller aggressiv adfærd, gerne tilføjet a capella-korindslag.
Vi keder os aldrig, men holdes i ånde af en balance mellem sort humor, yndefuldt drama og samfundskritiske piskesmæld.
Det er brillant teater.
gregersDH.dk
