Jomi Massage og Klaus Risager i ‘Bag 7 døre’ (Tegning: Claus Seidel)
SÅ UDANSK OG ANDERLEDES
Den egensindige Klaus Risager har gendigtet myten om Hertug Blåskæg og Judith – og skrevet en opera. Et enestående og stærkt udspil.
*****
DER er noget udansk ved ham Klaus Risager. Navnet klinger af bøgeskov og Ingemanns morgen- og aftensange. Men han er som en fremmed fugl, skaber egensindige figurer, skriver egensindig musik, er påtrængende, grænseoverskridende, manieret i sit udtryk.
Den slags væsener har vi heldigvis også i vores teaterlandskab.
Det stykke teater, han nu har begået har fanden-ivoldske kvaliteter, som bringer os ud over kanten af køkkenbordets rød- og hvidternede dug.
Risager har gendigtet den klassiske myte om hertug Blåskæg, der gifter sig med den uskyldige Judith og lader hende åbne dør efter dør til sin gruopvækkende sjæl, døre, der driver af mord og blod. Indtil den sidste dør lukker sig bag hende som endnu en af de myrdede hustruer.
ORKESTER
Bartok skrev sin dystre opera over det tema. Risager har også skrevet en opera – eller, men jo: Det ér en opera. To personer synger sig gennem forløbet – Risager selv og pigen med det sære navn Jomi Massage, sær, for hun er også i en særklasse, en jazz/pop-sangerinde med Anisette-kvaliteter – intet bliver talt i denne timelange sceniske fortælling, alt bliver sunget.
Og mere, som gør det til en opera: Der er orkester med. Ikke Bartoks volumen, men immervæk: Strygere, slagtøj, blæser – ni mands besætning, plantet i den vældige Kanonhals ene side, åbent ud til det næsten nøgne scenegulv. We are impressed! Et off-off københavner-teater, der gi’r den med live orkester af en vis størrelse!
KROPPEN
Opera. Og så ikke bare opera: Også ballet. Ballet? Ok: Dans. Risager og Jomi – han et bengel i garderhøjde. Hun en tæt og halvt så høj – ingen af dem er dansere, men de danser. D.v.s. de bruger kroppen. Koreografisk, mimisk. Som Risager næsten altid bruger kroppen i de forestillinger, han er med i. Men her foldet ud i et kropssprog, der har energi som en tiger, bevægelighed som en domptør, præcision som en hugorm. Jomi – Signe hedder hun hos folkeregistret, fortæller programmet – har energien, ikke Risagers jonglerende krops-styring, men musikaliteten og stemmen har hun, og vi tror på hende! Hvor Risagers er soyafarvet, er hendes tonet af hvidløg – særprægede stemmer begge to, brugt som instrumenter, der lægger teksten ud i gåseøjne, citater af Kafka, Blake, Lorca. You name them.
Risager har taget for sig af litteraturen, for at fortælle sit drama.
Som ikke helt er Bartoks og mytens, som vi kender den.
Risagers mand og hans kvinde gennemlever et jævnbyrdigt forhold i fire faser af forelskelse, helvede, stille hverdag og død – fælles død til en tekst af Lorca, der fortæller om musen, som ved synet af fælden vælger at lade sig æde af katten.
VARSLER
Der er forsonende øjeblikke i levnedsbeskrivelsen. En henrivende ’Singing in the rain’-scene, hvor vi nærmest er på komedie – indtil parret pludselig konfronteres med sig selv som grå oldinge: Et par statister toner frem på Martin Tulinius’ åbne drejescene, der huser væggen med de tungsindige døre til hemmelighederne og fortielserne… toner frem som varsler om livets forkrænkelighed.
Indholdsmæssigt er vi altså til en ukompliceret beskrivelse af et parforholds banale løbebane. Men formmæssigt må man nok sige, at det er noget særligt på spil. En danset kammeropera, præcist formuleret i et partitur, der forløber i satser, i mol som en næsten konstant grundtone, og med et rytmisk drive, der nøje følger handlingens elementer. Forelskelsen farvet i et blidt, euforisk instrumentalt lys, kærlighedsakten som ekstatisk bakkanal, konstante skift i tonefald og tempo.
DEN RØDE MÅNE
Det hører usvigeligt med til dette opera/dansedrama, at belysning, sceneelement og en vældig videovæg bruges symbolsk og stemningsskabende. Tårer, der er som havet, den blodrøde måne, der passerer bag de to aktører – en blodig måne er det tyvende århundredes grusomheds-varsel i kunsten. ’Der Mond ist blutig’, synger soldaten i Wozzeck.
Et udansk spil – også i kraft af sin gennemførte konsekvens og professionalisme. Prætentiøst ind imellem. Men vi siger tak til.
