Jonas Nerbe i ‘William’ på Kronborg  (foto: Kim Agersteen)

UTÅLELIG

’Hamlet Festivalen’ har hentet den svenske skuespiller Jonas Nerbe til Kronborg med monologen ’William’. En fantasifuld musical. Med en utålelig performer. Denne anmelder gik i pausen. 

 

’William’ spiller 2. gang i aften torsdag 7. august kl. 20 på Kronborg.

 

***

KAN man skrive en anmeldelse af en halv forestilling? Selvfølgelig kan man det. Denne anmelder forlod showet ’William’ på Kronborg efter at have set første del.
Første akt sagde så meget om idéen med ’William’ og om dens performer, den svenske skuespiller Jonas Nerbe, at det var tilstrækkeligt til at tage stilling.
En god idé. Og en ret utålelig performer.
Stykket er en slags musical. Det fortæller om et nøgletidspunkt i Shakespeares karriere: Perioden omkring 1592-93, da han skriver gennembrudsstykket ’Richard 3.’ og de fleste af sine sonetter.
Godt nok.

FIKTION

Nerbe spiller Shakespeare i en fiktiv monolog skrevet af den skånske dramatiker og komponist Jan-Erik Sääf i 2006 med det udmærkede udgangspunkt, at vi ved meget lidt om Shakespeares virkelige liv. Så der er frit slag til at digte. Det gør Sääf og Nerbe så. På engelsk. Nerbe har haft succes i USA med opførelsen.
Sääf og Nerbe koketterer f.eks. med, at Shakespeare nok var svensk født. Så pyt. Når vi nu alligevel ved så lidt om digterens baggrund.
Ind imellem er ’William’ i dialog med andre, bl.a. dramatikerkonkurrenten Christopher Marlowe (der dør ung netop i 1593) og den unge jarl af Southhampton, der er opdragsgiveren til sonetterne. De spilles begge af Nerbe selv i hurtige skift. Eneste medspillere er ellers en kvindelig strygekvartet, som giver ’William’ stikord og kommentarer ud over at håndtere vignetagtige musikindslag.
Metoden bruges til mange gode påfund, som har en del charme. Vi bliver optaget af Shakespeares tænkte overvejelser om publikums blodtørst i forbindelse med ’Richard 3’. Og vi bliver engageret i hans lige så tænkte forhold til Southhampton-jarlen, der muligvis spøger i visse skikkelser i sonetterne som ’The Fairy Lady’ og ’The Black Lady’. Den sublimerede erotik og den seksuelle.

KRUKKERI

Det utålelige ved Nerbe er hans selvoptagethed og krukkeri. Han spiller ikke Shakespeare. Han spiller sig selv. Ekstremt optaget af sin macho-charme Værst i den type ekskursioner i publikumskontakt, der er særegen for nogle typer i music hall-genren eller stand up. Publikum skal lege med. Det går med fællessang. Men det er en provokation, når enkelte publikummer inddrages med kys og karakteristikker, besøg og knus på rækkerne i én uendelighed, opfordringer til at svare på navn o.l.
Den type kan nogle scenekunstnere håndtere – som vi netop har set Søren Østergaard gøre det i Zirkus Nemo – med en blanding af uforskammethed og selvironisk charme. Hos Nerbe oplever vi spilleren, der indkasserer latteren på ofrenes bekostning. Den simpleste og pinligste måde at score bifald på hos et publikum som det danske, især et midaldrende, kultiveret publikum, der er venligt forstående og uskyldig over for leflende, uventede provokationer.
Forestillingen, der spilles endnu engang i aften, 7.august, er tildelt tre stjerner for det sindrige og ind imellem vellykkede eksperiment med at ramme et afgørende tidspunkt hos Shakespeare og fabulere over dét. Som det opleves i 1. akt.
Ingen stjerner for krukkeriet.

gregersDH.dk