'Puritanerne' Tivolis koncertsal 9.8.2014 Anm.

Sarah Coburn                                        Lawrence Brownlee
i ‘Puritanerne’                                         i ‘Puritanerne’
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

OPERAENS LUKSUSKLASSE

 

Blændende sangeroplevelser i aftes med Bellinis ’Puritanerne’ i Tivoli

 

*****

 

KÆRE OPERAVENNER – er det lige til at overkomme?? Som denne sommer dog er en kavalkade af sangere, der kaster om sig med talent, brus af stemmer og sangkunst i luksusklassen!

Først fik Henriette Bonde Hansen Reumertprisen som Årets sanger for blændende udfoldelser som Lucia i Lucia de Lammermoor.
Så satte Juli måneds Copenhagen Opera pynt på kransekagen med en opførelse af  Massenets ’Manon’ med Patricia og Jean-Francois Borras slynget ud for alt folket ved Torvehallerne på det gamle Grønttorv. For ikke at tale om Vivaldis ’Ottone’, der væltede Teater Republique under Lars Ulrik Mortensen barokke, olympiske sangersport med forbløffende solister som den belgiske sopran Sonia Prina og hendes søster udi koloraturkunsten Sofie Junker samt vores egen Sine Bundgaard.
Og nu i Tivoli denne aften: Bellinis ’Puritanerne’ med sangere, der kan få marker til at gro med eller uden regn, den amerikanske sopran Sarah Coburn og hendes landsmand Lawrence Brownlee – Brownlee hørt for tredje år i træk i Tivoli, denne sorte tenor, der konkurrerer med Gigli og Caruso i både statur og stemme og kaster sin lasso-tenor omkring de sværeste bel canto-partier i Rossini-tidens uforskammede genre – i aften under anførsel af Giancarlo Andretta, en dirigent, der tumler det store orkester, inklusive kor, med samme ildsprudende gejst som Lars Ulrik Mortensen tumler sit kammerorkester.
Hvad vil vi mere? I Tivoli er dette en festlig kraftpræstation.

 

MED BÆVENDE HJERTE

Ikke fordi nogen skal kalde Bellinis ’Puritanerne’ et operalitteraturens absolutte mesterværk.
Det er bare en opera, der byder sangerne op til vokalt show. Indholdsmæssigt er det en urimelig love story, der udspiller mellem mennesker, der befinder sig på hver side i Englands 1500-tal: Royalister på den ene side, puritanere, d.v.s. oprørske calvinister på den anden. Kærlighed på tværs, uden at vi snakker om Romeo og Julie-niveau. Pigen Elvira bliver naturligvis vanvittig undervejs. Det bliver pigerne i den tids operaer.
Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht klarede det sammenbindende handlingsreferat undervejs i den næsten tre timer lange aften, og tog med rette på sagen med tunge i kind og glimt i øje.
Handling er handling, og Bellinis musik er samtidig skabt sådan, at man har svært ved at overse og overhøre de uendelige gentagelser af motiviske greb, hans kilometerlange, parallelt førte terts-duetter og de bralrende skrald i messing og slagtøj, lykkeligvis alt ført i marken af Andretta og orkestret i bevidstheden om, at man må tage det alvorligt som en god historie, der bare ville være fortalt bedre af en Verdi, hvis det havde været ham, der fortalte den.
Nu koncentrerer vi os om sangerne, der sandelig er nødt til at tage opgaverne seriøst med teknikken holdt på plads og hjertet bævende for det drama, der udfolder sig.

 

EN NYDELSE

DET er dem, sangene, vi bøjer os for. Dem, der gør os åndeløse. Dem, der får os skiftevis til at smile og tabe vejret.
I dramaet tjeneste tager vi det ikke som et dramatisk clou, at Brownlee spenderer et højt F over det høje C. Det er en vokal sportspræstation. Mere imponerende og nærmest bjergtagende, at han bruger sin tenor som en violin, stryger stilsikkert og utrolig musikalsk gennem sine passager. Sopranen Sarah Coburn kan oven i det samme køb tilføje en dramatisk frasering og et ekspressivitet, der i ekstrem grad fortæller og udpensler sensitive udtryk, får os til at tro på lidelser og desperation, midt i de eventyrlige, virtuose koloraturer og højdespring. Det – og hun – er en nydelse.
Ligesom det i denne koncertudgave af Bellinis opera afstedkommer mange fornøjelser at høre de øvrige solister, barytonen Palle Knudsen, bassen Roberto Scandiuzzi, den nybagte baryton Henning von Schulmann og tenoren Jens Chr. Tvilum.
En sjældent overtruffen sanger-oplevelse, denne aften i Tivoli. Sjælden med det forbehold, at vi oplever den ene efter den anden af den art i denne sommer i København.
Næste uge følges op af den maltesiske tenor Joseph Calleja.
Hvad har vi gjort, at vi skal begunstiges i den grad?

 

gregersDH.dk

1 Comment

  • Jam anmeldelsen giver et levende indtryk af den fornemmelse man som tilskuer og tilhører havde af at blive overvældet med musikalske gaver. Af sangligt storslåede talenter, af et spil mellem de agerende, der både tog spillet alvorligt og serverede det med en humor.
    Blændende samarbejde mellem alle parter, dirigent , kor, musikere, solister. Og præsentaionen ved H.Engelbrecht.
    Og vi var taknemlige og begejstrede som publikum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *