NEDTUR PÅ DET NY

 
Klassikeren ’Evita’ halter på Det Ny Teater. Charlotte Guldberg har sanglige problemer i titelrollen. Og Jesper Lohmann som Peron ser ud til at kede sig på scenen. Men Tomas Ambt Kofod holder som Che vores humør oppe.
 

’Evita’ spiller på Det Ny Teater indtil 4. maj

***

RÅT. Helt råt. Hvis man skal sige det på den måde: En ’Evita’, der ikke rigtig holder. Opsætningen mangler en Evita, der kan synge rollen.
Charlotte Guldberg kan på en måde spille den.
Hun har sans for den selvcentrerede, ambitiøse underklassedulle, der svinger sig op i et samfund med de midler, kvinder af en bestemt type kan dét. Og sans for den gudhengivne frækhed, som Evita udnytter under erobringen af den folkelige opbakning. Hun har også stærke udtryk for alt det melodramatiske hokuspokus, som Lloyd Webber, tekstforfatteren Tim Rice, og instruktøren Daniel Bohr lægger hende i munden gennem hendes nedtur og endeligt som 34-årig.
Vi har set andre Evita’er, der hverken har kunnet synge eller spille rollen. F.eks. Sanne Salomonsen på Bellevue Teatret for nogle år siden.
Men når vi taler om Charlotte Guldberg, så er problemet, at rollen kræver, at man skal kunne svinge stemmen op i et format, der kan rumme de store følelsesladede udbrud.
Det intime klarer hun. Men stemmen bliver skarp og skinger, når det gælder virkelig udfoldelse. Derfor kan hun fange os, når hun f.eks. i slagnummeret ’Don’t cry for me, Argentina’ langt hen ad vejen synger det som en afdæmpet betroelse til os. Men korthuset bryder sammen, når sangen skal kulminere.

  
SCENISK OPMUNTRING

Ærgerligt nok. For opsætningen på Det Ny Teater er ellers en del for sig. Daniel Bohr og koreografen Adam Cooper har mestret flotte danse- og korarrangementer, og i graven er den altid rutinerede, faste kapelmester Per Engström den rigtige til at få Lloyd Webbers musikalske arrangementer til at fungere, pumpet med latinamerikanske rytmer, som de er, især tango.  Hovedtemaet får ikke for lidt rundt omkring i denne musical. Vendt og drejet, men vi har svært ved at få nok.
Og der er da sandelig scenisk opmuntring at hente hos Tomas Ambt Kofod, Det Ny Teaters faste, mandlige klasse-skuespiller og sanger. Han har her rollen som Che i en konferencier-udgave, som Bohr har broderet festligt på, en charmende dandy, der rykker ud og ind i spillet, og som virkelig kan synge partiet, klingende og frit. Med en tekst, der flyder som knitrende fyrværkeri fra ham, hvad enten det er politiske eller ironiske kommentarer, der stikker næsen frem. Det er en fornøjelse.

DØDSSEJLER

Mindre fornøjelse hviler over Jesper Lohmanns rolle som Juan Peron, præsidenten, der får drejet hovedet af led af den intrigante Evita. Vist heller ikke en fornøjelse for Lohmann selv at spille rollen. Han keder sig tilsyneladende. 
Det kan skyldes, at figuren er en dødssejler. Hvis man kan tale om, at Peron stod i skyggen af Evita – også i den historiske virkelighed – så er Peron på Det Ny Teater i hvert fald reduceret til en papfigur som skåret ud af en tegneserie.
Lohmann har en pæn sangstemme, vi kender ham som en glimrende sanger i andre sammenhænge, Four Jacks og Tom Kristensen-kabareten f.eks. I ’Evita’ har han ikke en chance for at udfolde sin charme og vitalitet. Det kan være en pointe: Charme og vitalitet er ikke det, Evita falder for hos Peron. Det er magten. Den, hun kan bruge.
Det Ny Teater har genskabt klassikeren ’Evita’ som et godt ensembleshow, men uden de toppræstationer i hovedroller, som vi er vant. I spejl-kulisser og kostumer, der er fikse, men slet ikke med den ekstravagance, teatret normalt byder os.

gregersDH.dk