TAMT LØVEBRØL
Tungt og knirkende incest-drama på Svalegangen i Århus
’Rovdyr’ spiller på Svalegangen indtil 8. februar.
**
’ROVDYR’ hedder stykket. Titlen henviser til en ganske lille episode i historien om en far og hans datter. Et besøg i Zoologisk Have.
Men den fortæller ikke noget brugbart om, hvad det er for et stykke. Vi er i hvert fald grumme længe om at se pointen i associationen til den slemme løve i Zoo.
Kristian T. Erhardtsen er en dramatiker, vi forbinder med nogle gode fortællinger. Han dramatiserede ’Populærmusik fra Vittula’, den besynderlige roman om teenagerdrømme i den nordsvenske ødemark, og han har gjort godt stof ud af livet i Aalborg: ’Fucking Aalborg’ og ’Cimbertyrens nosser’ var to af titlerne.
Hans nye stykke spilles på ’Svalegangen’ i Århus. Det har kun fire medvirkende, alle kvinder. Den omtalte far optræder kun med lidt bulder mod væggen, han ligger syg af kræft, han skal dø – dø og begraves med tre kvinder i hidsig konfrontation: Hans søster, der gemmer en slem viden om, hvad broren engang har begået mod den ene af døtrene. Den hjemmegående datter, der slider med at passe faren. Og den anden datter, som er flygtet hjemmefra på et tidligt tidspunkt og er offeret for det, fasteren slæber rundt på af pinefuld viden.
’FESTEN’
Vi nærmer os denne viden under omstændelige manøvrer. Først en meget lang scene med fasteren, der frekventerer en psykolog, som maser med at få fasteren til at løse op for det, der trykker hende. En scene, der spilles godt igennem af Merete Voldstedlund som vrangvillig patient og Pia Mourier som psykologen – som af uklare grunde sidder i rullestol.
Uden dekorationsskift rykker vi så til hjemmet med den døende far, og vi får den gamle incestaffære revet op i et hidsigt opgør mellem fasteren og de to søstre, udspillet til sidst omkring – ikke en fest som i Vinterbergs ’Festen’, men omkring farens begravelse. Parallellen er ellers nærliggende.
Anne Ur Konoy spiller den hjemmegående datter og Neel Rønholt er pigen, der er vendt hjem for at gøre op med fortiden.
Opgøret springer op som bølger af erindringer og enerverende pres fra gamle traumer hos alle tre.
Spillerne arbejder hårdt for at forsvare deres roller. Men meget virker som konstruerede manøvrer, der tvinger både de medvirkende og instruktøren Kamilla Bach Mortensen til at skrue spillet op i gear og presse replikker og dialoger ud i utroværdigt overspil.
Bach Mortensen forsøger med lys- og lydeffekter at skabe uhyggestemning, psykologen dukker pludselig spøgelsesagtig op, et eller andet – et dyr? En kat? – passerer uden for i den mørke have, hændelser, som i øjeblikke kaster en duft af engelsk gyser over historien. Lige meget hjælper det. Heller ikke, at fasteren til sidst haler løvebamsen – rovdyret – op fra kassen med den forulempede datters vraggods af legetøj og kyler hen til hende. Blot en tung og klodset association.
