Henrik Koefoed, Christiane Gjellerup Koch, Louise Mieritz og Henrik Lykkegaard i ‘Jeg elsker dig’ (Tegning: Claus Seidel)
DET KOMISKE PARFORHOLD
Herlig pjank om parforholdets charme og vanvid i musical-komedien ’Jeg elsker dig?!’ på Folketeatret.
På turné fra 19.2. til 10.4. Derefter på Folketeatrets Hippodromen fra 13.4. til 4.5.
****
DET begynder med en stribe fjumsede dating scener. Og det ender med en jublende flirt under en begravelse.
Vi er rimeligt underholdt i starten af ’Jeg elsker dig?!’, og vi ender med at være stormende underholdt.
Alt – ok, meget… står og falder med, hvordan noget, der sådan set ikke er andet end en stribe sketcher, kommer op at vende med fire skuespillere, der skal synes, at parforholdets charme og vanvid er en ubetalelig forlystelse og fornøjelse. At fremstille. At se absurditeten og lyksaligheden i. Og nyde den ubetalelige komik, det er at tumle rundt i alle tænkelige forsøg på at få parforhold til at fungere.
De fire på scenen er Louise Mieritz, som altid har lurende et lille impertinent smil bag sine replikker, Christiane Gjellerup Koch, som ejer den sundeste, hard core, kontante udstråling, Henrik Koefoed, som med den mest ophøjede ro og imødekommenhed kan brænde uforskammede vittigheder af, og endelig Henrik Lykkegaard, som enhver mor vil holde om, når han betuttet og undrende udsættes for livets farlige og uventede tilskikkelser.
HÆSBLÆSENDE
Vi møder de fire i ustandselig skiftende situationer, nye indfald, nye udfordringer, hele tiden face to face med den lyksalige og umulige mand eller kvinde i deres omtumlende liv. En syndflod af omklædninger er de igennem – der må stå en hærskare af påklædere i kulissen og hænge garderobe til et helt kræmmermarked – hæsblæsende går det, især i 1. akt, mere i ro i 1. akt, hvor vi i øvrigt får de sjoveste optrin.
Sjoveste, men også de mest rørende. Slutscenen f.eks., hvor Henrik Koefoed med en tilforladelig, let fedtet pågåenhed under en begravelse lusker sig ind på den noble, tilbageholdende Christiane Gjellerup Koch, og de to ender med en stille vals omkring gravstedet – en ubetalelig scene, der kunne være designet af Jacques Tati eller Woody Allen.
Men også grotesk og gribende komik, når Henrik Lykkegaard går op i limningen over sin nybagte faderværdighed og nærmest voldtager barnets dukke i overstadighed.
Eller gavtyven Louise Mieritz, der i al ensomhed synger en sang, om hvordan det er altid at ende som brudepige, når man nu så gerne vil giftes selv og gør sig den største umage med at iføre sig alskens attraktiv elegance. Sangen sunget lettere fornærmet med en tekst, der ikke nægter sig at rime: ’en Gucci/jeg ligner en mus i’. Et eksempel på de digteriske påfund, der dumper ned fra oversætteren Fini Høstrup.
MUSICAL
Høstrup?? Pianisten? Ja, såmænd, det kan han også. Og vi er aldrig i tvivl om, at det er ham, der står for musikken i denne forestilling, som faktisk er en musical, lige så meget som den er revy og komedie. For Høstrup sidder synlig i en boks i scenens bagdel suppleret af en nydelig violinistdame, og han er ubetvingelig strømførende kapelmester til det raffinerede partitur.
Et partitur, der sandelig også sætter skub i de fire med den ene kvartet efter den anden og med akkompagnerede recitativer, der skal sidde i skabet.
Intet planter os i store dybsindigheder med ’Jeg elsker dig’ – men det er vittig og storartet underholdning i to timer, lastet med frygtindgydende genkendeligheder for de fleste af os.
Geir Sveaass har muntret sig med iscenesættelse, og Marianne Nilsson har scenograferet.
GregersDH.dk