Rikke Lykkoff og Nils P. Munk i ‘Den der hvisker lyver’ (Foto: Claudi Thyrrestrup)

FIS I HORNLYGTEN

Kirsten Dehlholm og Hotel Pro Forma på tynd is, for ikke at sige gennem tynd is med stykket ’Den, der hvisker lyver’.

Spiller indtil 24. november på Teater Republique

*

VILJEN ser Vorherre på, som Ingemann skrev. Så den – viljen – mobiliserer vi, mens vi minut efter minut ser på Kirsten Dehlholms seneste opus med titlen ’Den, der hvisker lyver’.
Minutterne vokser til tre halve timer. Man anstrenger sig indtil det voldelige for at sætte viljen i værk og lade al tvivl komme ’den hviskende løgner’ til gode. Den blomstrende foromtale har indgydt os den tro, at vi stod over for et gennembrud for en ny teaterform, over for en fortælling, der med magisk kraft og al Kirsten Dehlholms sagnomspundne, og ved gud da ind imellem bekræftede, stærke billedsprog.
Men nej, dødlignende kedsomhed sænker sig over billederne og den tekst og den historie, der bliver fortalt:
Unge Otto, som i Niels P. Munks nydelige skikkelse, drømmer om en kvinde ved navn Jenny, som i Rikke Lylloffs lige så nydelige skikkelse, er i den ærgerlige situation at være afgået ved døden og kun genstand for hans forliebthed i en slags absentia, dog manifesterende sig før og under ligbegængelsen, således at de to kan tage sig en stille vals.
Dette naturligvis til undren og skuffelse for kirketjeneren i Sarah Bobergs skikkelse og Ottos trofaste beundrerinde, som Özlem Saglanmak lægger krop og stemme til. Suppleret af to siamesiske tvillingebrødre, der i programmet står anført som ’kongen’, men hen ad vejen mere opfattes som samdrægtige kolleger fra det kontor, unge hr. Otto har sin hverdagsgang på. De to sat til den bestilling at kommenterer den fortabte sjæls nattevandringer i gravkapel og kølerum til opbevaring af de afsjælede.

FORGÆVES

Vi aner Don Giovanni-kommandantens kirkegårds-spøgeri eller stemningen fra ’Riget’, når fru Drusse tonede frem. Men venter grundlæggende og forgæves på de forventninger, der er skabt til de aldrig før sete, fortryllende farve- og lysvirkninger, der er bekendtgjort.
Kostumerne, jo da, men stort set ikke mere bemærkelsesværdige end de orange jakker, vejarbejdere bærer i morgendæmringen, og de grønne, som cykelbudene bærer gennem sol og regn på københavnske gader.
Udmærkede skuespillere stillede sig til rådighed. En bedre sag værdig. Kirsten Delholm selv tilsyneladende rådvild over for en tekst, der byder hende ukendte udfordringer. Måske slet ingen.
gregersDH.dk