KNÆK OG BRÆK

’Blam’ genoptaget med fornyet styrke og slagkraft på Teater Republique
Spiller indtil 1.12.

*****                                                                                                                                                                              

DU sidder igen med nerverne på højkant. Hvad bliver det næste? Hvordan udløses lammende stilstand i eksplosion?
’Blam’ er tilbage. De fire drengerøve, der indleder deres forestilling som fire pæne fyre, der passer deres kontorjobs ved computer og kopimaskine, nedsunket i kedsomhed. Indtil de i små ryk graver sig ud af stilstanden, begynder at kyle med papirskugler og ender med at endevende kontoret og sig selv i gigant stunts, som var de et hjørne af slaget ved Borodino eller indlagt i en Bruce Willis-film.
Jeg anmeldte forestillingen ved premieren 27. januar i år, gav den fem stjerner af den gode grund, at vi – som det lød i anmeldelsen – ”var grusomt underholdt…af de fysiske præstationers ubegrænsede overskud og de evigt elskværdige smil trods de overmenneskelige anstrengelser og konstante udsættelser for hjernerystelser og brækkede ben.”
’Knæk og bræk’ som de siger i teateret i stedet for ’held og lykke’. Englænderne siger ’Break a leg’.

UD I VERDEN

Den genoptagne forestilling har enkelte justeringer og tilføjelser. Men de ændrer ikke grundlæggende ved noget i denne forbløffende, virtuose, artistiske legeplads – men opdager bare vinkler, man enten har glemt eller ikke haft øje nok for dengang: En skøn og uforskammet poesi i deres balletdansende leg med en idiotisk konstellation af to kontorlamper og en kildevandsbeholder, drømme, der er lige så lyslevende i kedsomheden som drengedrømmene om at sige ’bang-bang!’ eller for den sags skyld ’blam-blam!’ med skyderen.
Man genopdager de fysiske desperado-kvaliteter hos en skuespiller som Joen Højerslev, der har rollen som mellemlederen med spankinglysten.
Man genfinder nycirkusartisten Lars Gregersen i en sammenhæng, der lykkes bedre end hans soloforestilling ’Er du os’ på Københavns Musikteater i sommer.
Man imponeres igen over Didier Oberlés gennemført mimiske ro, uanset hvilke sindssvage kast han præsterer med kroppen – hans sorte hår sidder fra start til slut som kom han lige fra frisøren.
Og charmøren i hovedrollen, igen Kristján Ingimarsson, der bærer sig selv og os igennem uanede excesser af fysiske kanonsalver med sit frækkeste smil til publikum.   
’Blam’ skal ud i verden nu. Halvanden times ordløst artisteri. Overtekst-forfatterne kan holde fri, og publikum koncentrere sig om, hvad der sker på scenen.
Læs bloggens anmeldelse af premieren i januar for uddybende jubel over ’Blam’.

gregersDH.dk