Kirsten Lehfeldt, Özlem Saglanmak og Sarah Boberg i ‘Børn er dumme’ (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

PÅ LÆRERVÆRELSET

 
Anna Bros nye stykke på Teater Grob er fuld af sjove situationer og kvikke replikker, men kollapser i slutningen.

***

Er børn dumme? Ikke dummere end voksne, hvis man skal tage Anna Bros nye stykke på ordet. Hun har kreeret et menageri af skolelærere, der til deres dumhed kan tilføje snotforvirring, mistænksomhed, paranoia, irritabilitet, usikkerhed og – jo, minsandten: Mangel på pædagogisk sans.
Det er slemt. Men stærkt underholdende.
De fem er samlet på lærerværelset for at planlægge et arrangement i anledning af skolens hundrede års jubilæum.
Mødet er dømt til at gå i hurtig og panisk opløsning.
Det lille festudvalg er sat sammen som et SF-udvalg, der skal vælge ny partiformand: Den demokratiske kreativitet vokser til mundhuggeri, men sygner hen i apati, splittelse, gnidninger og små personlige opgør.

PÅ LÆRERVÆRELSET

Sarah Boberg er den kreative Helene, som bare har det problem, at hendes nerver hænger i laser, hun er skruphysterisk, misforstår alt, hvad der bliver sagt til hende, søger trøst pilleskabet.
Per Scheel-Krüger er inspektøren Anders, der ind imellem krymper op på sin kontor og søger fred for sin mangel på beslutsomhed i gustne overvejelser. Måske over det forhold, han ved en eller anden lejlighed har haft til Helene. Men som det viser sig: Han er især en slapsvans, der brænder inde med det problem, at han er en elendig leder af en skole, der oven i købet er på vej til at blive nedlagt.
Simon Stenspils Lars flakker rundt med sin guitar – leveringdygtig med musikalske ideer til festen, hvis han ellers gad.
Özlem Saglanmak dumper til som den nyansatte lærer Melek, straks positiv, men lettere forvirret, da hun opdager, at hun har et gammelt udestående med Lars.
Hendes figur er uklar. Der er selvfølgelig lidt verbal chikane fra de andre over hendes etniske baggrund. Og det er slet ikke elskværdigt af Anna Bro og instruktøren Madeleine Røn Juul at lade denne Melek stå og lytte til en yderst ømfindtlig og hemmelig samtale, inspektøren fører i telefonen. Som hun derefter kolporterer indholdet af til de andre lærere. Og tilmed har misforstået. 
Hvad snakkede han da om? At skolen skulle nedlægges. Der bliver ikke så meget at feste for.

KIRSTEN LEHFELDT

Men Anna Bro lader alligevel forestillingen munde ud i jubilæum og festsang.
Slutningen gør i det hele taget knuder. Den femte lærer, Sigrid, har været på banen under al mødesnakken. Det er Kirsten Lehfeldt, og hendes Sigrid har med sin modne snusfornuft, glasklare replik og en ordentlig portion skole- og livstræt kynisme sat hele bundtet på plads hen ad vejen, inspektøren med: ’Tag det roligt. Det er en del af dit job at blive bagtalt’.
Hvorfor denne Sigrid skal udsættes for en ulykke kort før finalen, er ikke klart, og bidrager til at forplumre slutningen. Det er, som om dramatikeren Anna Bro har været i vildrede: Hvad skal det her ende med? Al den frisk sprøjtende dialog, der er varemærket stykket igennem, forstummer. 
Nu må vi nøjes med at opleve Sigrid som nøgleperson og mental drivfjeder i ’Børn er dumme’. Men sandelig: En perlepræstation af Kirsten Lehfeldt.           

GregersDH.dk