*
*
*
*
*
*
*
*
*
FRA LÆRDOMMENS TEMPEL
CaféTeatret lader sider af moderne lærdomsdelirium blomstre i en festlig lille komedie af dramatikeren Mads Mazanti Jensen.
****
SKÆGT, det stykke. Og ganske provokerende. På en eller anden måde er vi med ’Tankens kraft’ – i form og indhold – way back i 30’erne, hvor teatret vendte bunden i vejret på naturalisme og realisme, og hvad der ellers fandtes af noble spilleregler. Men også fremme i 60’ernes absurde teater, hvor det moderne menneskes paniske fortabthed er emnet.
Vi så Mads Mazanti Jensens stykke i foråret, hvor det blev opført som reading, med alt hvad det indebar af tilløb og skitsering. Det var på Husets Teater. Med de samme medvirkende som nu på Café Teatret.
Nu har vi det så i fuldt flor i al sin viltre besynderlighed. Kastet på banen til fornøjelse for alle de håbefulde universitetsstuderende, der lige nu bliver fyldt – og fylder sig – med alskens visioner om, hvad meningen med et universitetsstudium er. For ikke at tale om hele den kværn af politisk doceren om lærdommens, undervisningens, studiernes og den globaliserede videns betydning for nationens overlevelse, der prækes som et næsten religiøst mantra.
Den nye, avancerede teknologiske og managementdominerede livsform på de højere læreanstalter kan man mene om, hvad man vil. Den ligner en afart af et babelstårn bygget op som en bank- og kreditforeningspyramide. Støttet med hatten i hånden af politiske spinddoktorer.
LÆRDOMSLABYRINTEN
Mazanti får i hvert fald et munter og kaotisk spexagtig forestilling ud af at beskrive de absurde sider af den galopperende – og ind imellem åndelig smalsporede – beruselse i krisepanikken.
En ung uskyldighed – Andreas Berg Nielsen spiller ham med rødmende undren – forsøger at finde vej rundt i lærdomslabyrinten gennem en urskov af kode- og adgangskrav, hopper af og på limpinde, konfronteres med den akademisk indoktrinerede lærer Anette Støvelbæk, som selv vakler i troen på de velsignede systemer, da Data-Danny, præsenterer hende for enkel maskulin turbulens. Rasmus Hammerich har fornøjelsen.
Helt ubetalelig er Ole West-Madsen som fortabt gammelhumanist, der har glemt, hvad det er for nogle bøger, han render rundt med under amen, glemt, hvem han er, og derfor roligt kan påtage sig en enkel og begribelig funktion som afrydder i universitetskantinen.
RABLENDE MORSOMT
Alt sammen cirkulerer omkring videnskabsminister Kristian Halken, der i kaskader af fortvivlet selvrealisering kæmper med at afgøre med sig selv, om han er et normalt menneske, resterne af et sådant, eller inkarnationen af den moderne management- og teknologiprofet, som hans politiske status kræver, eller som han kan takke sin politiske status for. ”Mit sande jeg er endnu mere afskyeligt end mit falske jeg” erkender den noble stakkel. Det er rablende morsomt og grotesk, hvad Halken får ud af den rolle. Hans blanding af intellektuel arrogance og målløs Ebberød-klovneri er ubetalelig. Alene den måde han bevæger sig ind og ud af en dør på. Med et fjæs af politisk svindler – og skræmt af egne fiduser. Som en skatteminister og spindoktor ved synet af en Ekstrablad-journalist.
Line Paulsen har iscenesat med glimt i øjet og larmende sans for at få nyakademisk idioti gjort til totalforvirring på en scene som Nicolaj Spangaa har strakt ud i en længde, som man vil nægte at tro kan lade sig gøre i Caféteatrets trange lokaliteter.
Tankens kraft bærer måske ikke dette stykke til logistikkens tinder. Men morsom er denne satire.
GregersDH.dk
