Peter Christoffersen, Julie R. Ølgaard og Marie Nørgaard i ‘Amokløb’ (MingoPhoto)
AMOKLØBET
Team Teatret i Herning skyder med skarpt med en forestilling, man kan kalde grænseoverskridende.
****
Grænseoverskridende. Tyg lidt på ordet. Et kækt modeord. Der er ikke grænser (øh!) for, hvad vi med let hånd kalder ’grænseoverskridende’. Enhver ny spegepølse hos Føtex har ’grænseoverskridende’ kvaliteter. Og hver anden ny teateropsætning lokker ordet på banen. I en eller anden sammenhæng.
Hvor går den grænse?
Og hvad skrider man over til på den anden side?
Da tyskerne skred over Oder-Neisse-linjen i august 1939, var der et Polen, der skulle smadres. Det var effektiv grænseoverskridning.
Ordet ryger ud af munden, når man skal beskrive det stykke, Team Teatret i Herning har sat op. Det ligger allerede i titlen ’Amokløb’. Amok er et malajsisk ord, der betyder ’rasende angreb’. Og for nu at blive i det sproglige: Man kan ’gå’ amok. Men her løbes der altså amok.
I EKSPLOSION
Jo. Grænser overskrides. Overløbes. Som Polen, der blev ’løbet over ende’. Det går lige så voldsomt til her. På sin egen måde.
Vi følger tre gymnasieelever, der befinder sig i en fase af uro, utilpassethed, oprør. De er i et diffust og ukontrollabelt hormonalt pløre. Unge i eksplosion. Hvad udløses eksplosionen af? Hvem rammer den?
Udgangspunktet, som har sendt den unge tyske dramatiker Thomas Freyer i blækhuset, er de ekstremt voldelige og tilsyneladende uforklarlige skyderier, der har sat skoler og universiteter i flere lande i panik gennem de senere år, når en enkelt elev pludselig har mejet lærere og elever ned med håndvåben. I USA, i Tyskland, senest i Finland for nylig.
SLAGMARK
Rummet i Team Teatret er endevendt af scenografen Thomas Ravnsgård. Publikum sidder i terrasser på fire sider omkring en spilleplads, der er som en kælder, et gravkammer, i midten. Tre store gitterbure er plantet i hjørnerne mellem publikum.
De tre unge har gange og trapper, bure og kælder som spilleplads og jagtmark. Skole, hjem, baggård, gade, skolegård, klasseværelse, lærerværelse. Alt er hjemsted og slagmark.
Som publikum er vi forældrene, de voksne, de kammerater, der er ofrene for deres aggressioner, deres ulykke, deres had, deres forstyrrede, kaotiske, snublende hjernevindinger. De er foran os, bag os, over os, mod os.
På den måde overskrides der nogle normale rammer. Det er totalteater. Hårdtslående og animerende i det lille Team Teater. Fysisk mere grænseoverskridende end en hvilken som helst stor musicalopsætning i Herning Hallen.
OMSTILLINGER
Spillemæssigt bliver der også rendt nogle grænser over ende.
De tre unge skuespillere, Julie R. Ølgaard, Marie Nørgaard og Peter Christoffersen er i lynhurtige skift forældre eller lærere eller sig selv som tre forvildede kammerater, der det ene øjeblik er alene i deres ingenmandsland uden for forældres og læreres rækkevidde, det andet øjeblik er en ubrydelig enhed i sammensværgelse med omverdenen, en enhed, der hvert sekund kan bryde ud i indbyrdes uoverensstemmelser og panik.
Som skuespillerpræstationer er det både en udfordrende leg med hurtige omstillinger fra det ene til det andet, glimrende styret og overrumplende gennemført. Intenst og fascinerende. Maria Vinterberg har instrueret de tre til højt tempo. Det er næsten som en øvelse i omstillingsevne. En eksersits.
Grænseoverskridende? For publikum, der leder efter ibsensk eller strindbergsk realisme, ja. For skuespillerne måske også. Teknisk og mentalt.
MELLEM LEG OG ALVOR
Fundamentalt er vi selvfølgelig i lag med et emne, der rykker os over nogle grænser og ind på områder, der er svære at forklare.
Thomas Freyer prøver. Med indlysende og enkle midler.
Måske for enkle. Forældrene er konsekvent skildret som søde, fornuftige, regelrette, flittige, omsorgsfulde, men også fortravlede, usikre, uforstående, uengagerede i det meste af, hvad der går ud over smurte madpakker, ’tal pænt!’ og ’læs dine lektier’. Ligesom skolens lærere er skildret som gammeldags, nærmest sorte skole-karikerede.
Temmelig letkøbte forsimplinger for at tydeliggøre oprøret.
Mere kompliceret og interessantere er forsøget på at skildre de tre unges vaklen rundt i grænseområdet mellem leg og alvor. Stykket har som undertitel ’Min barndomsleg’ – en svævende antydning af, at stykkets udpenslede skyderi på skolen med de tre klædt om i kamuflagedress og sorte hætter, kun er vores barndoms røvere og soldater eller cowboydere og indianere i avanceret udgave. Eller er det? Er vi så tæt på virkeliggørelse, at både skoleelever, skuespillere og publikum føler, at grænsen udviskes?
OVER GRÆNSEN
Denne kulmination på stykket er skruet så langt op, at den overbrænder effekten, men trods alt fungerer som illustration af amokløbets iboende egenskaber: Det urimelige og ubeskrivelige, som styrer de afsindige handlinger hos mennesker, der bliver bragt – eller bringer sig – ud af kontrol. Ud over grænsen.
På den måde har stykket relevans. Og imponerer ved sin konsekvens i dette Team Teater, der ledes af Mikael Helmuth i en tradition, som rækker helt tilbage til de tidlige 70’eres nyskabende initiativ, da Team Teatret blev grundlagt i Herning. I øvrigt et smukt teater at komme i, lækkert indrettet, velplaceret i byens hjerte.
