Fra ‘Monolith’ med Dansk Danseteater (Foto: Dansk Danseteater)

PISKET FREM AF MUSIKKEN

Dansk-kinesisk møde på Det Kgl. Gamle Scene bekræfter de kvaliteter, som netop har givet Tim Rushton årets store Reumert-pris. Se dans, der er drevet af musik  – forestillingen ’Monolith’ går endnu fredag og lørdag. 
 

*****

DANS er skulptureret musik. Musik omsat til billeder. Kroppe sat i bevægelse af musik.
Når nu Tim Rushton kalder det første af de tre værker, der blev danset i aftes på Det Kgl.s Gamle Scene, for ’Monolith’, så siger vi ja og amen til det, tingene skal jo hedde et eller andet – en monolit er en klippeblok, et stenmonument i naturen, og tæppet går op for fire-fem enorme søjler og en pragtfuld mørkblå baggrund med antydning af fjerne bjerge. Programteksten taler om Stonehenge, ok, ok – det ligner de søjler overhovedet ikke, men skidt så med dét, søjlerne er dansernes scenografi, og vi associerer gerne til fortid, natur og menneskeskabt mystik, men så er den ikke længere.
Det, der tæller, er en utrolig inciterende musik omsat til bevægelser hos danserne, som vi kan tolke og brodere historier på, sorte historier, kamphistorier, mænd og kvinder i tiltrækning og frastød, helt voldelige – kvinderne som undertiden nærmest udsat for en art mishandling. Til en musik, der ikke bare inciterer, men også insisterer i den grad. Det ene øjeblik celloen i vældige dobbeltgreb, det næsten bratte pauser og nye voldsomme tiltag med klaveret som det udfarende, hele tiden danserne, som om de bliver drevet frem af nye impulser, lystbetonet? Måske. Nej aggressivt. Måske begge dele.

SOM DRÅBER

Søjlerne er væk, vi er i næste værk, ’Dead Fire’ – uddød ild. Ja da. Men hvis den rødt klædte danser, der længe ligger ubevægelig i halvmørket mellem de sort/hvide dansere, er en slukket ild, så blusser han i hvert fald pludselig op, da han har hørt længe nok på den prikkende klavermusik, der som dråberne fra smeltende istapper lejrer sig som monotone, ophidsende, men sprøde fingerprints i vores modtagelige hoveder – han kaster sig frem mellem danserne, som en livsfarlig urovækker, en rød klud, indtil han på skrømt igen synker til jorden for så at få en sidste opblussen.
Igen en musikalsk drevet koreografisk udvikling, abstrakt, noget stereotyp i sit forløb, dyster men spændende. Djævelsk klaverspil af Anne Marie Abildskov pacer det frem.
Med fællestitlen ’Monolith’ er det et samarbejde mellem Dansk Danseteater og Beijiing Danse Teater i Kina.

RITUELT

Et tredje værk sætter Gamle Scene i vibrationer, da slagstøjsspillere og komponisten Mathias Friis-Hansen tænder for alt, hvad der kan mobiliseres af gonger og pauker på hans egenhændige slagmark i orkestergraven. ’End of loneliness’ er titlen, men mindst femogtyve minutter har den ensomme Friis-Hansen til at nå til vejs ende i sit bombardement, der bringer både Dansk Danseteaters og Beijing-danserne i animerede udviklinger, næsten som overværede vi en rituel dans mellem de vældige gong-lignende ornamenter, der pryder scenen.
Igen en Tim Rushton-koreografi, der bekræfter hans og hans danseteaters hæmningsløse udvikling af en kropsdans og en rytmik, der ubønhørligt stiller nye krav til dansernes drift mod yderpunkterne i deres formåen. Den dristighed, som gav Rushton årets Reumert-hæderspris.
Nå at oplev den på Gamle Scene. De danser endnu fredag og lørdag. Men kan også ses på Louisiana næste weekend.

GregersDH.dk