Mads M. Nielsen og Mette Markmann i ‘F#ck’ på Café Liva (Foto Brita Fogsgaard)

KLIMAKTERIE-BLUES

Morild-kabareten i Café Liva er en venlig udlevering af danskere i panikalderen – med et 25 års studenterjubilæum som ramme.

Spiller indtil 20. oktober

***

VELKOMMEN til panikalderen! Det er temaet for Café Livas ’F#ck’ – velkommen til 25 års studenterjubilæum, hvor alle glor på hinanden og siger: Ka’ du huske??
På Liva får alle publikummer straks at vide, at de i hvert fald ikke har husket studenterhuen. Hvorefter de så bliver maltrakteret verbalt af de to medvirkende, Mette Markmann og Mads M. Nielsen, der vil hævde, at de i hvert fald ikke er midaldrende og ikke har problemer med at huske. I modsætning til os andre – sådan en samling ’Hr. og fru Passé’, der er ’gået sukkerkold….godt vi ikke er på samme hold!’
Vi slipper for videre tiltale i den lille sal. I hvert fald direkte.

PANIKALDER

Jacob Morild, der har skrevet hele bundtet af tekster, lader de to på scenen – i samarbejde med musikeren Jan Rørdam – kyle alle frustrationerne over tidens største, værste og mest dramatiske problem i hovedet på hinanden. Hvilket problem? Alderen. At blive ældre. At være i panikalderen.
Det kan man sådan set være i alle aldre, viser det sig. Mads og Mette (når han ellers kan huske hendes navn!) spiller i et af kabaretens numre et for alvor ældre ægtepar, der er forældre til studenterjubilarerne og ude efter grønskollingerne midt i fyrrerne, mens de selv gisper panisk af længsel efter ø-lejre.
Og Mads og Mette sætter i et andet nummer jubilæumsårgangens egne unger i desperat baglås, da deres forældre prøver at være ung med de unge ved at snakke fuck-sprog og vende kasketten omvendt. Og blive mødt med et ’Va?’

FED KAMP!

Men ellers bliver vi mest i klimakterie-alderen, og der er der mange gode grin at hente – f.eks. ved at sætte parret foran skærmen til TV-Charlie og falde trygt i søvn. Eller se på tv-fodbold. Det sidste ramt enkelt og sjovt ved at lade de to uafladelig skifte mellem at diskutere, hvad deres børn lærer i skolen, og ind imellem udstøde hyl af jubel eller raseri over kampen: ’Fed kamp!.. Dommeren: Tudefjæs!.. 
Selvfølgelig er sarkasmen over de midaldrende og deres elendige rend efter sundhedsrecepter nem at mobilisere. På den led er der ikke mange overraskende pointer. Det nærmeste er vel det nummer, hvor de offentlige tilbud om aktivering af den arbejdsløse Mads antager groteske former. Ellers er vi mest i de absurde overdrivelser, som når Mads beskriver ældelsesprocessens rædsler, der kulminerer i piblende hårvækst alle vegne. Eller Mette, der lammes af bekymring over en efternøler i det mislykkede ægteskab – den lille bliver jo student, når jeg er pensionist, hulk!
De fleste pointer når ikke ret langt ud over slagfærdige vitser, afleveret med fuld fart og overskud af de to i Lars Knutzons instruktion. Det hele har et vist bid. Men ikke bid, der gør ondt.
Morild kan være meget ondere. Her er hans midaldrende figurer klar til at konkludere som i den elskværdige afslutningssang: ’Den allerbedste tid er lige nu! Giv dit liv et pift!’

GregersDH.dk