JEG KAN STADIG GÅ PÅ LINE
Født til cirkus. Spanien i blodet. Det er talentfulde Patricia Schumann. Nu tæt på spændende Teater Grob-premiere.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Anders Birch
————————
GÅ ind på hendes MYSpace. En farvebombe! Lige i hovedet.
Ikke Flügger og Co. Men en hel eksplosion af western, rock og sydens blomster.
Og midt i det hele: Det karakterfulde racedyr Patricia Schumann.
”Det med farver? Det må vel være min spanske afstamning. Farver. Røde og gule. Sådan ser der også ud hjemme hos mig. Plakater. Blomster. Og en masse rod for resten.”
Vi sidder foran Kaffesalonen ved Søerne. Prøven er lige slut henne om Nørrebrogade-hjørnet på Teater Kaleidoskop. En urpremiere forude: ’En plads i mit hjerte’ af Andreas Garfield.
Dyb vejrtrækning. Det strålende blik fæstner direkte:
”Når du nu spørger. Jo, min oldefar Charlie Rivels var spansk. Min farmor, Pauline, bor der nu. Syd for Barcelona. Hun er 85 og skælder stadig ud på sit dansk-spanske, når jeg besøger hende. Hun synes nok, at jeg skulle have holdt mig til cirkus-artisteriet. Træne, øve. En dag smækkede hun housecoaten ud. Hun havde ikke en trevl på under og sagde: ’Se her! Man holder sig i form!’”
– Du ER jo også cirkusbarn!
”Ja. Men jeg valgte alligevel noget andet. Selvom jeg har optrådt sammen med min far, Benny, og min storesøster Julia, da vi var børn. Det kan da rykke i mig nogle gange. Og jeg kan stadig gå på line, hvis jeg skal. Men mine forældre pressede mig aldrig til cirkuslivet. Det er skønt, at min far stadig optræder så meget. Jeg har også enorm respekt for min oldefar, Charlie Rivels, som formåede at udvikle sin figur som klovn gennem hele sit lange liv. Men det er også et ensomt liv. Og jeg har bare haft lyst til at gå ind i mange forskellige typer og opgaver, som man gør som skuespiller. F.eks. den kvinde, jeg nu skal spille.”
– Fortæl om hende.
”Stykket handler om et ungt ægtepar, der mister sit barn ved en trafikulykke, hvor en nær slægtning kommer til at køre deres lille pige ned. Et meget alvorligt stykke. En tragedie. Vi har arbejdet nogle måneder med det og haft stærke oplevelser, fordi vi bygger detaljer op sammen med forfatteren – vi tilbragte f.eks. en uges tid på Odsherred Teater, hvor vi gennemarbejdede en fødselsscene. På en briks i et baderum indrettet som fødestue. Jeg er ikke prøvet at føde. Men det var en imitation af virkelighed, der kom til at virke rigtig stærkt. Det er den ’method acting’, som Teater Grob tit bruger. Andreas Garfield har et manuskript – ligesom i ’Hjem, kære hjem’. Men ændrer undervejs. Sådan har jeg også arbejdet med filminstruktøren Johan Melin, som var min studiekammerat på Statens Teaterskole. Det giver stor lyst til at skabe. Bygge op. Opnå resultater i fællesskab.”
– Du kom sent på teaterskolen.
”Jeg brugte nogle år på alt muligt først. Højskole, tjener, børnehave, statist. Og jeg kom først ind på skolen fjerde gang jeg prøvede. Hvem jeg gik hos, inden jeg kom ind? Mig selv. Og så viste jeg det, jeg arbejdede med, for min daværende mand, Thomas Bo Larsen. For resten kan man også lære meget af at se på andre. Det har jeg erfaret.”
– Hvordan?
”F.eks. da jeg var fjerdeårs-elev på teaterskolen. Jeg sad som elevrepræsentant i det bedømmelsesudvalg, der skal afgøre, hvem der optages af dem, der søger ind på skolen. Jeg kan blive helt dårlig ved tanken om, hvor ansvarsfuldt det var at skulle træffe de afgørelser. Som elevrepræsentant er man med fra tredje fase af udvælgelsen. Der var 85 ansøgere tilbage. Jeg tror aldrig, jeg selv har lært så meget, som jeg gjorde dér. Ved at analysere det, man oplevede. Diskutere det med de andre i dommerpanelet. Se aspiranternes forskellige måder at gribe opgaven an på. Man holder nærmest deres liv i sine hænder. Deres fremtid.”
– Din egen nu: En vigtig premiere. Og så?
”Der bliver opgaver nok. Håber jeg. Bliver jeg arbejdsløs ind imellem, så må jeg bare klare det. Jeg går ud og skrubber gulve, hvis det skal være. Jeg vil ikke i arbejdsløshedskasse og ud i jobtilbud. Jeg skal nok selv klare det. Det er måske noget, jeg har arvet fra min cirkusfamilie.”