Claus Riis Østergaard, Patricia Schumann og Thomas Levin i ‘En plads i mit hjerte’ (Tegning: Claus Seidel) 

INGEN NÅDE

Andreas Garfields ’’En plads i mit hjerte’ er et nyt attak på moderne danskeres miserable følelsesliv

*****

NÅDESLØST. Der gives ikke ved dørene i Andreas Garfields nye stykke ’En plads i mit hjerte’. Servér f.eks. en præst til at formidle en stump nåde, da katastrofen er indtruffet. Han får ikke en fod til jorden.
Stykket handler om et ungt ægtepar, hvis lille datter bliver dræbt ved en færdelsulykke på vej til skole. Hendes onkel har siddet bag rattet. Det kunne have været faren eller moren, næsten hvem som helst.
Nedturen, knuden, sjælens ubodelige skade er uafvendelig. Nåden er ingen steder at hente. Ingen gud. Kun uhjælpelige forsøg mellem de tre, mor, far og svoger på at kaste kroge ud til hinanden, selv få greb om dem, stående i hver deres kviksand af uformåenhed.

STUE MED KØKKEN

Teater Grob har igen plantet hånden lige ind i den gasovn, der er ’nu og her’, Livet, vi lever. Døden, vi dør. Realisme, som vi kan tage og føle på.
Stykket er som udsprunget af et af dagens korte tv-nyheder om en færdselsulykke med efterfølgende replik fra en efterladt. En stump statistik. En politiker, der siger, vi må stramme op. Velkendt situation med tragisk udgang. Og ’Så til de øvrige nyheder’. Eller ’historier’, som det hedder.
Det ubønhørlige og frygtelige i Andreas Garfields ’historie’ er disse tre menneskers hjælpeløse kamp for at løsne op. Møde hinanden med åbne kort, da det er gået galt.
Sceneriet er en stue med køkken. Parcelhus – ligesom i ’Hjem, kære hjem’ Garfields og Grobs knappe, stærke tragedie fra sidste sæson  – stykket om Irak-soldaten hjemme på orlov fra Irak-krigen og på besøg hos venner. Også et drama mellem tre mennesker.
Samme miljø. Og samme scene. Næsten. Denne gang blotlægges kælderen under stuen et par gange. Der ligger pigens løbehjul. Dér lægger faren den alfedragt ned, pigen har fået lige før ulykken. Kælderen i en belysning og til en musik med greuel-virkning som hentet fra en filmkrimi.

MAGTKAMP

Stykket er kort, intenst. Knap halvanden times pinefuld, fortvivlende magtkamp mellem de tre mennesker om at finde hinanden efter ulykken.
De er præcist defineret fra starten: Thomas Levin og Patricia Schumann er ægteparret, der har så travlt  – hun med sine filosofi-studier, han med et firma, som har er i gang med sammen med svogeren, spillet af Claus Riis Østergaard. Parret rastløs forkrampet i forsøgene på at få morgenbutikken til at køre. Små skænderier. Pigen kastebold for de voksnes forsøg på ikke at overse hende.
Der er et vældigt tempo over starten, alle tre spillere er moderne, lynhurtige replikbehandlere, og instruktøren Peer Scheel-Kryger håndtere effektfuldt den dramatiske opbremsning i spillet, da katastrofen er sket. Ned i gear.

SPILLET

Tomgang. Virkelig tomgang. Dødens tavshed. Og så de voksnes ubehjælpsomme nedgearing af deres evne til at overvinde sig til forsoning, tilgivelse.
Thomas Levin som den bløde, kompromissøgende ægtemand, det ene øjeblik som en gummibold af afbøjninger, det næste en desperado af aggression.
Patricia Schumann som kvinden, der sætter sig for at køre begravelse, præst, familie, efterspil, det hele, benhårdt igennem med praktisk sans og en hårdhed, der forskrækker de andre, men bare er forsøg på at indkapsle sorgen. Og må krakelere.
Claus Riis Østergaard ’lost’ som svogeren med de umulige undvigelsesmanøvrer.
Sune Bjørnvig er den fortvivlende outsider som kirkens sjælesørger, og Thea Stenbæk Jakobsen fin som pigen, der på sin vis er outsider og alligevel centrum.     

BUDSKABET

Det sorteste ved stykket er den bevidste uforløsthed. De tre mennesker gør sig helvedes anstrengelser for at nærme sig hinanden. Uden rigtig at nå nogen vegne.
Det synes at være Garfields ulyksalige budskab.
  
GregersDH