Bolette Schrøder og Lars Arvad i ‘Maskerade’ (foto: Bjarne Stæhr)
HATTRICK PÅ GRØNNEGÅRDEN
Med ’Maskerade’ som familieforestilling har Grønnegaards Teatret målet fuldt for denne sommer.
*****
De scorer på Grønnegaards Teatret denne sommer. Det må man sige.
’Kandestøberen’, ’Privatliv’ – og nu ’Maskerade’ som familie-forestilling om eftermiddagen.
Held i sprøjten. Se ’Maskerade’ sådan en eftermiddag som ved premieren fredag, en mini-’Maskerade’, ekspederet i en mini-dekoration bag den store ’Kandestøber’-scene. Med solen flimrende gennem træerne og i højt og frimodigt humør.
LØSSLUPPENT
Kommer man med Carl Nielsen-operaen i bagagen, må man til lejligheden barbere en masse musikalsk erindring bort: Glemme hele den dæmoniske maskebal-finale af dans og djævelskab, også 2. aktens lyriske stemning – en frisk reminder får man dog pludselig: Morten Hauch Fausbøll kaster sig som Jeronimus ud i ’Fordum var der fred på gaden’.
Men så æder vi på den anden side, at Magdelones prøve på sin ungdoms dansefærdigheder ikke bliver en ’Folie d’Espagne’ som i operaen, men Los del Rios ’Macarena’ i swingende rytme. Det er en af forestillingens skægge og løsslupne scener. Mutter vil med knægtene på maskerade og kaster sig frem på stuegulvet med Henrik og Leander i fælles selvforglemmende halløj, indtil fatter står der med stokken klar til spanking.
FORKLÆDNINGER
Instruktøren Gitte Siem har sat godt fart over løjer og forviklinger og strøget hist og her for at forenkle – f.eks. er Pernille forsvundet ud af billedet, så Henrik må nøjes med at snakke løs om sine erobringer.
Vi sluger også råt, at Jeanette Lindbæk Larsen ikke bare tumler rundt som Magdelone, men også klistrer sig et skæg på og får lov at spille hr. Leander, tilført jysk accent.
Børn i alle aldre snupper forklædninger. Teater er teater, og det er ikke bare Holberg, der finder fornøjelse ved skæg og blå briller.
Det er dobbelt festforestilling at lade et stykke, der handler om forveksling og maskerade blive tilført nye forklædninger: Enhver tilskuer med et rent, barnligt hjerte i behold leger gladelig med på at identificere Arv og Leonora som en og samme skuespiller – lynomklædt: Bolette Schrøder.
KOKETTERI
Komikken er til for at blive spillet ud: Som Leonora står diminutive Bolette Schrøder over for en Henrik, der i Lars Arvads mageløse volumen bringer de to i situationer, hvor kys må erstatte omfavnelser. Det stemmer glimrende overens med stykkets koketteri, om ikke med dets håndfaste erotik. Det sidste er overladt til Jacob Webles Henrik, og han må som sagt nøjes med at have det i munden, når han nu ikke er tildelt en Pernille.
Det hurtigflyvende sjov kunne ind imellem afleveres med lidt mindre stemmekraft – vi er herligt tæt på, og mindre kan gøre det. Men tempoet er flot, og komikken kontant.
