SPEEDET OP

Morten Kirkskov puffer Arthur Millers Willy Loman mod afgrunden i eksprestempo. Et godt bud. Vi lever i en neurotisk tid.

****

Hanne Windfeld og Ulver Skuli Abildgaard i ‘En sælgers død’ (foto: Lars Horn)

———————————-

’Ind i junglen!’ Ind i junglen og find guldet! Og bliv rig! Den idé runger igen og igen i Arthur Millers ’En sælgers død’. Det er den amerikanske drøm, skåret i tyk skive.
Vi elsker det stykke, fordi det så råt og smerteligt beskriver essensen af den drøm og det panser af løgn og selvbedrag, drømmen så tit hylder sig i. Selvfølgelig for amerikanere som en arv fra nybyggertiden  – det kunne for den sag skyld lige så godt hedde ’Op i bjergene!’ eller ’Ud på prærien!’.
Men vi elsker det også, fordi det behandler illusionerne og deres sammenbrud hvor og hos hvem som helst. Kontant og ubønhørligt.

KIKS PÅ KIKS

Lige på og brutalt: Willy Loman kikser sin sælgerkarriere, kikser sit familieliv, kikser alt, men opretholder skinnet af succes lige så indædt som Ibsens Ekdal i ’Vildanden’  – kun ikke bag lukket dør som Ekdal, men med konstant gennemtræk til omgivelserne, der spiller med og lader være at spille med, som det nu stikker dem. Eller rettere: Som de nu selv lever med eller griner, græder over eller flytter med ind i luftkastellerne.
Stykket gik for 30 år siden på Aalborg Teater med Erik Paaske og Gerda Gilboe som ægteparret Loman. En solid, traditionel opsætning, naturalistisk, godt spillet. I et andet og langsommere tempo end det, Morten Kirkskov vælger. Ikke bare fordi han har skåret stykket ind til benet, så det var en halv time mindre end det plejer. Også fordi der ligger et cyberspace af tv, video imellem. Dialogen, konflikterne mellem de to sønner, moren og faren er speedet op i takt med det skred i tempo, vi har været ude for. Både monitoren og videokameraet indgår oven i købet som logiske rekvisitter. 

TEMPOET

Tempoet klæder stykket, der ellers nok ville være på nippet til at virke lidt uflyttelig i sin fremdrift  – vi kunne trættes af den klare og entydige problematik: Faren, der vil ikke erkende sit nederlag, venner, familie og arbejdsgiver, der bokser med ham for at få ham til erkendelse, sønnerne, der kæmper for deres liv, men er dømt til at slæbe videre på den mislige arv af løgn og illusion, moren, der heltemodigt og arketypisk slider med at holde sammen på det hele.

NY SPÆNDVIDDE

For Ulver Skuli Abildgaard er rollen som Willy Loman en oplagt chance til at udvikle sin spændvidde. Han rykker hele tiden og udnytter sin tyngde glimrende i skift mellem det lallende selvbedrag, de spontan udbrud af fabuleren om chancer, forspildte eller evigt eksisterende et eller andet sted i hans hoved. Og Hanne Windfeldts fru Linda rummer hjertegribende svingninger mellem håb, eftergivenhed, moderfølelse – både over for manden og de fortabte, forvirrede og hjælpeløse sønner, spillet fint af Martin Geertz –  og Morten Burian, som går planken helt ud som fars mislykkede håb og desperate oprørskandidat uden nosser til at tage slagsmålet for alvor.

STAKÅNDET

Mindre roller er godt besat, og scenografien er enkel, så trist i kuløren som stykket beder om, og fuld af muligheder for hurtige ind- og udgang og dermed hurtigt, slagkraftigt spil. Stakåndet ind imellem. Som Kirkskov vil have det. Vi lever i en anden tid. Et godt bud.

GregersDH