BLÅ ØJNE

Entré Scenen fra Århus slår til på Kaleidoskop med ’Kærlighedens optik’

****

Scenen er bygget om. For ligesom at få en ny optik på emnet.
Det er Entré Scenen i Århus, som er på gæstespil i København og har booket sig ind på Kaleidoskop 1 – Nørrebrogades eget kgl. teater, det stædige svar på Skuespilhuset ved Skt. Annæ Plads.

VED RINGSIDE

Emnet er ’kærlighed’, og scenen er en boksering. I denne sportsgrens særlige udformning, der vil sige: Firkantet. Sådan tegner man vel en ring, når man har fået et blåt øje, knækket næsen og hjernen banket skæv.
Det passer i hvert fald helt godt på Entré Scenens gæstespil, der har titlen ’Kærlighedens optik’. En titel, der klinger af analyse og klinisk tilgang, men som hurtigt viser sig at indeholde serier af blå øjne og nogle på sinkadusen til det behandlede fænomen.
Stilfærdigt begynder det ganske vist. Thomas Trier, der har skrevet stykket,  lader sangskriveren Marie Frank være alene på scenen, mens vi møver os ind ved ringside. Blød guitar og en indadvendt Marie med noget om  – yes: Kærlighed.

KNOCK OUT

Så bryder det ellers løs.
De fire unge skuespiller, Kathrine Høj Andersen, Marijana Jankovic, Pelle Nordhøj Kann og Troels Thorsen smyger sig ind på hinanden, ud igen, en kædedans omkring flirt, troskab, troløshed, scoreteknik, diskussioner om, hvad der er op og ned på parforhold. Erotisk tilnærmelse, udmattelse, ægteskab eller ej. Nedtur, når der er kommet papir på det. Knald med mandens bedste ven, fortielser, opgør, flugt og forfra. Lige venstre, urene håndkantslag, solar plexus, knock out. Trøst og knus.
Kærlighed – muligvis kogt ned til en kemisk proces. Besvær med at få kemien i orden.
På en måde ligner forestillingen de løse kædedanse, Kamilla Wargo Breckling har begået med ’Pis’ og ’Undskyld’ på Det Kgl. Formmæssigt. Selvom der er tynde tråde af handling. På en anden måde Mammut Teatrets ’Fobiskolen’ i den lattervækkende behandling af terapi-manøvrerne mellem parrene indbyrdes og de fingerede parterapeut-situationer.

TIMING

Det kønne ved forestillingen er den fine timing og rytme. Det charmerende balancen mellem personlig fortrolighed mellem skuespillerne og sangerinden Marie Frank, der åbenlyst spiller – både på sin egen kokette amatørstatus som skuespiller og sin outsiderstatus som sangerinde. Det provokerende, at slagsmål og opgør giver lige så mange blå øjne  – og er lige så herlig primitivt blåøjede! – som enhver kan genkende fra tilskuerpladserne med referencer til personlige erfaringer.
Det er en forestillinger, der lever på både overskud, smerte, og en afbødende lethed i afleveringen.
  
GregersDH