SHAKESPEARE MED MOTORSAV

Blodet driver i ’Richard III’ på Kronborg. På en gang en gyser og en fniser. Fremragende spil af det engelske ensemble ’Propeller’

*****

PÅ Det Kgl. har vi sidste år set Shakespeares ’Richard III’ som et iskoldt spil skak. Med personerne i dobbelt-rokader, brikkerne manipuleret på det uhyggeligste af den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm og med Søren Sætter-Lassen som hans djævelske redskab på scenen.
På Kronborg er scenen rejst som et skafot midt i slotsgården – virkeligheden rykker makabert nær: Hvad er der mon ikke forgået af den slags på den gamle danske, kongelige røverborg? Og i England i 1500-tallet…
Det bemærkelsesværdige ved det Shakespeare-stykke er sådan set – ja, det er så meget, men det er bl.a., at dette historiske stykke har et helt vognlæs af virkelige personer i galleriet, men at det vistnok er løgn, at kong Richard III var sådan som vi ser ham hos Shakespeare: Det dummeste svin, det mest blodtørstige. Morderen, der rydder alt og alle af vejen for at blive konge, børn, kvinder, slægtninge, rivaler.
Sandsynligvis var han en rimelig fredsommelig og fornuftig konge. Shakespeare havde bare brug for at hylde Tudor-kongerne, der afløste ham, og så måtte Richard som forgænger svines til bedst eller værst tænkeligt.

VUGGEVISER

Og så alt det andet bemærkelsesværdige.
Lige fra starten: En bande af kittel- og maskeklædte herrer åbner scenen, gennem deres øjenhuler stirrer de på os og akkompagnerer derefter stykket igennem alle rædslerne med iskolde, vokale kommentarer, yndefuldt og flerstemmigt formuleret, som var det koret i en græsk tragedie – her frækt og satanisk. Når de to kongebørn myrdes i Tower synger de Schuberts vuggesang ’Schlafe, schlafe, holder süsser Knabe’, og i mord efter mors får vi ’Dies iræ, dies illa’, katolsk dødsmesse på det højtideligste, puls diverse engelske folk chanties a la ’Down among the dead men’. Mens vi ser udryddelserne eksekveret med motorsav, dolk, boremaskine og andre instrumenter, hvilke der nu falder for. Ofte udført til yndefulde dansetrin.

JOKES

Bemærkelsesværdigt også, fordi det engelske teaterensemble ’Propeller’ er et rent mandskompagni – som på Shakespeares tid. D.v.s. at de tilstedeværende dronninger, ex-dronninger og prinsesser spilles af mænd, og det har sin egen hjertegribende effekt, når f.eks. vores hovedperson, psykopaten Richard beslutter at kaste sig over sit næste kvindelige offer, nemlig den myrdede ekskonges enke Anna, så sker det tværs hen over liget af hendes mand – og dér får vi så det tredje bemærkelsesværdige: Et tryllenummer. Et af forestillingens små jokes: Han trækker en enorm buket blomster fem af inderlommen under sin charmeoffensiv.
Effekter af den art er der en del af i Edward Halls opsætning. Det er så latteren pibler hos os, selv når det går mest makabert løs.
For at fuldende f.eks. detaljen med Richard og Anne: Da hun får kniven som offer, vrister han forlovelsesringen af hendes finger, d.v.s. – den vil ikke af, så han bider hele fingeren af hende, spytter fingeren ud, og får så ringen flået af i 2. forsøg, så han kan plante den på næste levende billede: Elisabeth.
Fantasien blomstrer, også i mindre makabre detaljer: Da Richard når målet – at blive kronet – ser vi ham indtage tronen i et lille baglæns hop: Et varsel om, at han er for lille til den og må gå sin undergang i møde.
Det har sin dobbelte pointe: Skuespilleren Richard Clothier, der spiller Richard, er den højeste af samtlige medvirkende!

STORT SPIL

Så for nu at hænge endnu et ’bemærkelsesværdigt’ op:
Skuespillerne, hele holdet, er suverænt præcise i deres spil, og det gælder ikke mindst denne Clothier, som spiller den mest lurvede plattenslager, den mest ondartede lusker, den mest infame blodsuger, den mest beregnende udnytter af sine omgivelser, man kan se for sig, sølle i sin nedrighed, men også sølle i sin nedtur, da han på slagmarken vræler sit famøse ’En hest! Mit kongerige for en hest!’ Kan man se for sig en krydsning af Dario Fo, når han er mest sarkastisk, og så sommerens norske massemorder, når han ser med sine glasøjne frem gennem sit ubefolkede verdensrum af intethed, rammer man Clothiers Richard III.
Det er stort spil i Kronborg-gården. Akkompagneret af Sundets skrigende måger, af himlens jagende skyer, og på denne aften en lunhed, der næsten gør de udleverede tæpper overflødige.
Og publikum? Premieren på ‘Richard III’ trekvart fyldt. De siger, at ’Hamlet’ er udsolgt i næste uge. Men Shakespeares ’Comedy of Errors’ – det tredje gæstespil med samme kompagni – har svært ved at trække folk.
Sløjt. For det er fremragende forestillinger. Udfordrende.  men hva’ skal et dansk teaterpublikum med det?

GregersDH.dk