Karen-Lise Mynster i ‘Sunset Boulevard’ (Foto: Brita Fogsgaard)
TEATERSTRØM PÅ ELVÆRK
Maribo har indviet sit nye teater med en kraftpræstation: Lloyd Webbers ’Sunset Boulevard’. Stor musical på miniscene. Mere ambitiøst end vellykket.
***
SÅDAN! De vil lave store musicals i Maribo på Lolland. Og de gør det. Jeg har ikke set de tidligere forestillinger, ’The producers’ og flere andre. De har været udendørs.
Men nu er Nørregade Teatret, som det hedder – uden at man skal forveksle det med Folketeatret i Nørregade, København – rykket inden døre i et nedlagt elværk.
El- og gasværker er øremærket af skæbnen til at blive konverteret til teatre rundt i landet, Edison på Frederiksberg, Østre Gasværk på Østerbro, Nordkraft i Aalborg, og sikkert mange flere – Turbinehallerne blev desværre puffet udenbords, da Det Kgl. gik bygge-amok.
Men altså nu: Elværket i Maribo. Det er lille. Som Maribo er lille, som Lolland er pænt stor, men lille i økonomisk muskelkraft. En nydelig bygning, køn som var den med i en julekalender, præcis 100 år gammel. Indmaden er revet ud. Man kan ikke bevare dekorative rør og turbiner, for så var der ikke blevet albuerum til hverken publikum eller scenekunst.
RESPEKT
Men stort skal det være, siger Maribo og teatrets dynamo Frank Rubæk. Også indendørs skal der laves musical i widescreen og med fuld musikalsk power. Respektindgydende.
Det giver selvfølgelig nogle problemer. I hvert fald med ’Sunset Boulevard’, der er sådan en storskala affære, en musicalversion af den gamle film med Gloria Swanson og William Holden. Den har ikke været spillet i Danmark før, så det er jo spændende, og vi giver på stedet produktionen en kredit, der rækker mindst så langt som USA’s aktuelle finanskredit.
Men problemerne ser vi hurtigt. Det er som bredformat på en mobil. En ’Sunset Boulevard’, der trækker skuldre og albuer ind for at være der. Dukker sig på den lille scene. Det har en vis klædelighed, at scenografen Nina Schiøttz lægger stumfilm-kulør over dekorationerne, og at instruktøren Michael Lindvad rykker scene på scene sammen i tætte klip og holder et godt tempo mellem situationerne. Men han undgår ikke, at de medvirkende i gruppescenerne slås om de sparsomme kvadratmeter.
ORKESTRET I GRAVEN
Sådan må der kompenseres, og vi konstaterer i hvert fald, at vi sidder med et godt udsyn til kukkasse-scenen. Publikumsopbygningen rejser sig fint – du ser ca. dobbelt så godt som du ser i over halvdelen af landets teater, selv de nobleste.
Men for nu igen at overveje storformatet i en musical som ’Sunset Boulevard’ lanceret på en scene som Maribos: Lydsiden! Orkestret – hvor er det henne? Er det der overhovedet, siger vi med det samme under ouverturen? Lytter vi til en båndoptagelse? Nej, nej. 17 mand spiller dybt i en orkestergrav, ikke til at se for os – de medvirkende har det på skærme.
Modellen har været, at elværkets jordforurening gjorde, at spaderne måtte dybt, og det er det, der nu er udnyttet. Det giver så plads dernede, endda til en ganske imponerende besætning.
Men vi vil egentlig i en musical gerne se orkestret, og vi bryder os ikke meget om at høre det over mikrofoner. Lige så lidt som vi i sådan en lille sal bryder os om at høre sangerne forstærket og ude af samspil med orkestret.
’Musicals er humans performing for humans,’ sagde Kennedy Opera Centrets lyddesigner Craig Jensen. Godt sagt.
SPIDSBELASTNING
Uligevægten i denne opsætning melder sig også hos de medvirkende. Og det er ikke kun i den konstante sanglige misbalance:
Den sympatiske Mads Knarreborg, der som den unge manuskriptforfatter, der bruger forholdet til den afdankede stumfilmstjerne som springbræt til en karriere, må satse sin perfekt fungerende skuespiller-sangstemme i spidsbelastning for at operere inden for orkesterrammen.
Og Karen Lise Mynster indtager selvfølgelig scenen som denne Norma Desmond, der blindt og tragikomisk styrer mod et come back, med næsten dyrisk nærvær, både i sine store udbrud og i sine nedsunkne mentale, traumatiske forsvindingsnumre. En karakterpræstation, der appellerer til alt, hvad denne skuespiller har af varmblodig katastrofekarisma og evne til at skildre både hjælpeløshed og raseri, men som i denne opsætning får et ’på trods’-strejf – den søvngængeragtige kurs mod fata morgana bliver let kunstig og manieret, det er, som om hun hele tiden overvejer sine virkemidler mere bevidst end hun behøver.
Måske fordi vi – igen – oplever den lydmæssige ubalance: Ikke kun over for den mixede lyd omkring hende, men sandelig også i hendes sange, hvor dynamik og ekspressivitet er på nippet til at bringe stemmen over styr.
SVÆR OPGAVE
Hun har sat sig på en svær opgave. Udenlandske forgængere i rollen har måske ikke haft det meget lettere – Glenn Close, Elaine Paige, Petula Clark, Rita Moreno – men de har nok haft stærkere støttepiller omkring sig.
Det siger vi uden at forkleine de udmærkede kræfter, der bidrager til den ambitiøse opsætning i Maribo: Frank Rubæk selv, der som Max næsten uhyggeligt ligner filmens Erich von Stroheim, hele holdet af nydeligt syngende damer og herrer, og naturligvis Mads Knarreborg, hvis nydelighed og naturlige fremfærd altid skaber fin troværdighed om hans spil.
Lloyd Webbers ’Sunset Boulevard’ er med denne modige Maribo-forestilling lagt til servering også på steder som Det Ny Teater eller andre med større muskler.
