'Den Hvide Mand' Teater Grob 25.5.2011 Anm.

Nadia Auda, Hassan Preisler, Roger Matthisen, Peter Frank Kouri og Sandra Yi Sencindiver  (Foto: Miclos Szabo)

GLADE OFRE

’Den Hvide Mand’ er et tankevækkende, indigneret udbrud fra en gruppe indvandrer-skuespillere på Teater Grob.

 

****

 

”DANSKERNE er et selvironisk folkefærd – selv ofrene er glade,” sagde teaterprofessoren Jørn Langsted forleden, da han blev spurgt om, hvordan han troede, revyernes latterliggørelse af politikere blev modtaget.
Som ’glade ofre’ – sådan reagerer publikum nok også på et stykke som ’Den hvide mand’.
Stykket er en på sinkadusen til danskere – vesteuropæere i det hele taget – som læner sig tilbage i tryg bevidsthed om, at Den Hvide Mand er noget særligt. Selvoptaget, højrøvet, bedrevidende, nedladende. Racist, når det bliver alvor. Men indtil da spækket med repressiv tolerance.
Og dermed et væsen, der gør livet surt for alle andre. Fremmede, indvandrere etc.

ARVEN FRA KIPLING

Stykket er fyldt af udmærkede og slagkraftige argumenter og eksempler på, hvordan Den Hvide Mand tér sig i sin bevidsthed om egen overlegenhed – ’The white mand’s burden’ som Kipling talte om – Den Hvide Mands byrde og forpligtelse over for denne tredje verdens individer, der i hans øjne befandt sig på et åndeligt og kulturelt plan, der var lidt uhåndterligt, om end fascinerende. I hvert fald så fremmed, at kløften er uoverstigelig.
’East is East and West is West’, and never the twain shall meet’ – skriver han et sted.
Jeg gætter: ’Den Hvide Mand’ vil blive modtaget med elskværdig nikken og venlige smil – Det blev stykket i hvert fald i aftes ved premieren. Selvom det edderma’me går hårdt til os – damerne med – der sidder der på rækkerne i Teater Grob og får al aggressionen stanget lige i masken. Stykket er skrevet af den koreanske fødte Joan Rang Christensen, der gik ud fra dramatikerskolen ved Aarhus Teater i 1904 og siden har skrevet flere stykker om indvandrere og racisme.
Det er iscenesat af den afrikansk-amerikanske instruktør Liesl Tommy og de fem skuespillere, der er på scenen, har alle indvandrerbaggrund, og er i øvrigt professionelt integreret i det danske teatermiljø, ikke mindst qua deres uddannelse.  

OVERRUMPLENDE

Vi kommer på nogle ordentlige rundture. Spillerne etablerer sig det ene øjeblik som et panel af ’forskere’, der latterliggør forældede teorier, det næste øjeblik er de ude på gulvet og oppe på rækkerne for at aflokke folk deres holdninger til de besværlige fremmede med den form for overrumplende spørgsmål, som kan karakteriseres som ’dramatisk interaktion’ og som – i hvert fald af et dansk publikum – kun kan mødes med den før nævnte glade offervillighed.
Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert modtog f.eks. på første række et kram fra den overordentlig nydelige Sandra yi Sencindiver. En kende forbløffet, men fattet. Frontalangreb på Den Hvide Mand kan føres med mange våben.

INGEN BALLADE HER

I teatret går man ikke til modangreb med lukkede, forstenede miner, som de mænd, der tonede frem på serien af videoer, som ledsagede de fem skuespilleres verbale opgør med Den Hvide Mand. De var tydeligvis valgt som had-udstrålere.
Vi er ’glade ofre’, når vi sidder der i teatret, forstående over for skuespillernes initiativ, fulde af nysgerrighed efter at finde ud af, hvor de vil hen.
Situationen er i sig selv interessant. Der et noget ’my home is my castle’ over os som teaterpublikum. Men vi siger ikke ’Nallerne fra os!’ Vi er venlige mennesker, bliver urolige, lidt generte og vælger så den glade offerrolle. Ingen ballade her.
Måske er det dér, stykket på et andet plan har noget, det vil fortælle. Nemlig at danskere har svært ved at gøre op, hvad de vil med de fremmede. En skuespiller, der går løs på mig korporligt i teatret, er en fremmed, jeg har svært ved at håndtere.

NØRREBRO

Der er altså nogle overvejelser at hente i ’Den Hvide Mand’. Selvom stykket er for langt, med for mange gentagelser. De medvirkende er Hassan Preisler, Nadia Auda, Peter Frank Kouri og Roger Matthisen foruden den nævnte Sanda yi Sencindiver. Og stykket spilles som sagt på Teater Grobs scene midt i det nørrebroske indvandrerkvarter, hvor hvide mænd af den støbning, som det henvender sig til, kun færdes i nødstilfælde eller for at slås.
Og så altså: Hvis de er nysgerrige efter at se, hvad den hidsige nye teatergruppe vil os.     

GregersDH.dk
    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *