Jesper Kleins egen tegning til sin bog. Den viser re sekvenser af hans fremførelse af Arnold Schönbergs opus 21
TAKT OG TOLVTONE
MED JESPER KLEIN
Var Jesper Klein ude på skrammer, da han skrev en bog om tolvtonemusik? Næh. Han var nysgerrig.
Jesper Klein: Takt og tolvtone. Fiskers Forlag. 64 s. Ill. Kr. 128.- Er udkommet.
NÅR man slår Jesper Klein op på Wikipedia kan man læse en overvældende liste over hans præstationer på forskellige områder. Spillefilm, tegnefilm, tv-serier, radioprogrammer, julekalendere, teaterstykker.
MEN bøger? Dem er der ingen af. Der er en bog om ham, men ikke af ham. Og dog. I 2002 udkom bogen ’Takt og tolvtone’, en lille bog i forlaget Fiskers Kulturbibliotek. Forfatter: Jesper Klein. En stump bog på 64 sider, titlen selvfølgelig snuppet fra Emma Gad, der lagde kursen for god opførsel i begyndelsen af forrige århundrede med ’Takt og Tone’. Nu er der kommet et ‘tolv’ foran ‘tone’ i titlen på Jesper Kleins bog. Det kan lyde, som om han er ude på skrammer. Men nej – han er snarere nysgerrig.
JEG stak hans bog med i kufferten sammen med Bodil Steensen-Leths ’Lily’, en solid sag på over 250 sider, der har stået for længe og ventet. Dén blev jeg snart kvalt i, fordi den kultiverede og flittige forfatter til flere udmærkede biografier denne gang har valgt en kunstig form for fiktions-dokumentarisme, der trætter. Emnet ellers interessant. Hendes bog handler om det franske søsterpar Lily og Nadia Boulanger. Lily, som mistede livet tragisk som 25-årig og Nadia, der levede til hun blev 92. Begge var komponister, Nadia blev en myte som pædagog og mentor for stribevis af yngre komponister, også danske, gennem det 20-århundrede. Det må blive til læsning en anden gang, hvor man måske kan overvinde bogens maniske og anstrengende bestræbelser på at bringe læseren på præsens-bølgelængde med begivenhederne. Nadia interesserer mig, fordi jeg besøgte den gamle dame i Paris med et tv-hold i 1970, men husker ikke meget andet end at hendes parketgulv i lejligheden nær Pigalle knirkede som et festfyrværkeri. Bogen må forsøgsvis læses til ende.
MEN altså: Jesper Kleins ’Takt og tolvtone’. Titlen snyder ikke. Meget kleinsk. Bogen handler om tolvtonemusik. Hvorfor skulle han ikke skrive en bog om den mest kontroversielle form for musik i vores egen tid – den sværest tilgængelige, den mest udskældte og mest provokerende? Oplagt som livtag for Jesper Kleins kringlede hoved – ingen skal komme her og foreslå ham, som forlaget Fisker gjorde – at skrive en bog om tolvtonemusik, uden at han siger haps. Altid parat til gøre noget uventet ud af noget uventet. Han er til musik på så mange ledder allerede. Og vi er faktisk ikke så langt ude, som nogle vil tro – Jesper Klein er jo komponist i mange sammenhænge, han har også studeret musik på knytnæveplan, da han valgte musikhistorie-studiet på Københavns Universitet i 1964 – ikke teaterhistorie, som der står i netbiografierne, hvor det selvfølgelig kan være en god pointe, at Louis Miehe Renard engang sagde til Klein: Hvorfor læse teaterhistorie og ikke lave teaterhistorie? Hvad Klein jo tog i kraven og gjorde.
MEN sådan er der mange forklaringer på Jesper Kleins brogede gøremål og angrebsvinkler med sine gerninger. Han har faktisk selv en forklaring i ’Takt og tolvtone’. Han fortæller, at ’det hele’ startede med, at han ved en bisættelse af maleren Wilhelm Freddie spillede Arnold Schönbergs opus 21 på klaveret. Bisættelsen fandt sted fra Arbejdermuseet i Rømersgade. Klein og Freddie havde kendt hinanden – Klein husede faktisk i en periode Freddie i et drivhus, han kunne bruge som atelier. Og dér spillede Freddie plader og cd’r med tolvtonemusik. Schönbergs Opus 21 er musikken til en sangcyklus med titlen ’Pierrot lunaire’ for sopran og lille kammerensemble, som han skrev i 1912 – ikke en tolvtone-komposition, for dér var Schönberg ikke henne før nogle år senere. Det er atonal musik, og det er heller ikke lige at løbe til.
HVAD Jesper Klein præcis har spillet fra opus 21 ved Wilhelm Freddie-bisættelsen, nævner han ikke. Det må have været noget fra ensemblets klaverstemme. Selve værket huskes af mange fra en opførelse i 1998 på Teater Kaleidoskop på Nørrebrogade – det nuværende Teater Grob. Dér har Klein måske fået inspirationen til at indstudere og spille noget ’Pierre lunaire’ fra. Man kan aldrig være helt sikker på Jesper. Som han skriver et sted i sin bog: ”Jeg har som princip, at man ikke øver sig, for det er tarveligt, så vil man aldrig være i stand til at bevise noget – på den anden side bliver det også svært at modbevise.”
DE kryptiske udsagn er løbende sider af Kleins tankegang, altid udtrykt med en underfundig selv- eller u-sikkerhed. I hvert fald sikkerhed for at lede os på vildspor. Men det står fast, at det var musikhistorie han studerede engang i 60’erne. Han nævner med omhu navne på medstuderende og lærere i faget i de år, han fulgte studiet. Bl.a. professor Jan Maegaard, der var Schönberg-specialist. Og da også instituttets leder, professor Jens Peter Larsen, som – da Klein ved en prøve fremførte et stykke af Henry Cowell, der indeholdt clusters, d. v. s. ’dér, hvor man banker hele armen i tangenterne’ – råbte: ”Kan De ikke spille noget, vi kan følge med i?” Det kunne han sikkert sagtens, men det var der jo ikke noget sjov ved. Han fortæller, at han var startet med at spille klaver på natklubber som 17-årig og tilføjer, at han ’efter 6 timers klaverboksning hver nat havde en højrehånd, men kunne grave have med’. Ikke meget var ham fremmed, og han kunne sagtens have diverteret professoren med en sats af en Mozart-sonate, hvis han havde villet det. Det ville han altså ikke. Og han ’blev dumpet’.
DET uregerlige forhold til musikken stimulerer ikke desto mindre Klein til at skrive en samvittighedsfuld gennemgang af udviklingen i det harmoniske system af tonearterne med nøgleeksemplet fra Wagners forspil til ’Tristan og Isolde’ som det magiske grundlag, og hvad der derfra er i vente af forsøg på at ordne tonearternes tolv toner efter forskellige systemer og i nye rækkefølger. Han har været inde hos en række komponister ud over Arnold Schönberg og studeret metoderne og gør sig faktisk grundig umage med at få ram på det væsentlige. Det er sagligt, men vi er aldrig borte fra markeringer af den grundtone, der gør hans fortolkninger kleinske. Især i citaterne fra de forskellige komponister, han tager under behandling. Schönbergs tidlige værk ’Verklärte Nacht’, som er udpræget senromantik, har fået nogle til at spørge ham, hvorfor han ikke længere skriver musik på den måde. Han svarer: ”Det gør jeg, der er bare ingen, der har lagt mærke til det!” Eller en eller anden, der siger til Schönberg: ”Deres violinkoncert kræver jo én solist med seks fingre på venstrehånd!” Og Schönberg svarer: ”Jeg er klar til at vente!”
DE korte afsnit med oplysende særlige kapitler om enkelte komponister, Alban Berg, Anton Webern, Fartein Valen, Stockhausen, Boulez, Edgar Varèse, Erik Satie og mange andre, der mere eller mindre engageret har arbejdet med tolvtoneteknik, slutter et sted hos Svend Gyldmark, film- og revy-komponisten – ’en overordentlig hyggelig mand, de besad et kæmpestort arkiv. Man trak bare en skuffe ud med ’Skovstemning’ for to violoncelli og soloviolin. Sådan var der tusindvis, og så kunne han bare lægge bunden for et orkester af den størrelse, han måtte få bevilget.’
JESPER KLEIN tilføjer: ’Verden har faktisk på mange måder været voldsom enkel, mens der sad nogle og talte til tolv.’
HANS bog er på sin egen facon lige så hyggelig som Svend Gyldmarks arbejdsfacon.
gregersDH.dk
