Komponisten Alexander Zemlinski – var han da så grim som Alma Mahler sagde? (foto: Langgaard-festival/arkiv)
RYNKEDE BRYN
Tungsindighed og skønhed, enkelhed og knuder – vi er igen i Rued Langgaards Ribe-domkirke.
Rued Langgaard-festival. Ribe Domkirke. Værker af Rued Langgaard, Alma Mahler og Alexander Zemlinsky. Sønderjyllands Symfoniorkester, dirigent: Kristina Poska. Solister: Trine Bastrup Møller og Jens Søndergaard. Transmitteret på DR P2.
****
Rued Langgaard-festivalen i Ribe bringer os vidt omkring, et godt stykke ud over by, domkirke og marsk – og videre med den sære komponist og hans knugede og knugende løbebane. Denne aften er vi i Ribes rungende domkirke i selskab med begavede ånder fra Langgaards egen tid, komponister, der rammer nogle af de samme tangenter som han, og som er fanget af kreativitet i krydsfeltet mellem senromantik og modernisme. Det var Berlin, der satte Langgaards komponistkarriere i et skred, kald det et bjergskred, som tordnede ham mod berømmelsen – med opførelsen i 1913 af den 19-årige Langgaards 1. symfoni – men København, der lod ham blive bidt som af en hugorm, da det danske musikliv ignorerede ham i mut undren over hans sære begavelse.
HVAD oplever vi videre omkring den i første omgang forkrøblede Langgaard-skæbne – når vi nu hører musik af hans samtidige, udvalgt med kærlig hånd af festivalens arrangører? Langgaards omgivelser af begavede og fascinerende særlinge, der er med til at tegne perioden? Den erotiske magnet og femme fatale Alma Mahler f.eks. som kunne skrive musik, men blev bedt om at holde nallerne fra dén sport, når hendes mand Gustav nu havde brug for en kone, som ofrede sig for ham og ikke bildte sig noget ind. Hans krumspring i brevvekslingen med hende er udført af en klog, men uhjælpelig mandschauvinist, der presser hende op mod et hjørne, hvor hun har brug for den skarpeste snedighed og besindighed for at forblive overbevist om, at Gustavs status som dirigent og komponist hører med til hendes livsopgave. Indtil videre.
DENNE Alma hørte vi sange af. Sunget med varmeste sopran af Trine Bastrup Møller – lyrisk-dramatiske udfoldelser, som dokumenterede Almas Mahlers talent. Hun er værd at dyrke, Alma. Og selvfølgelig interessere sig for, også fordi hun som kvindemenneske nærmest eksploderer i beskrivelserne af sine erobringers utallighed. Remsen snubler mellem – ud over Gustav Mahler – den danske tenor Erik Schmedes, maleren Gustav Klimt, arkitekten Walther Gropius, forfatteren Franz Werfel o.s.v. Nogle, hun gifter sig med, andre hun strejfer med mere eller mindre skæbnesvangre følger.
EN af dem var den komponist, som Langgaard festival er med til at bjerge i land fra glemsel: Den ungarskfødte wiener, komponisten Alexander Zemlinski, på skift katolik, jøde, protestant – intet af det kan undre os i det hektiske kunstnerliv i det kejserlige Østrig-Ungarn hovedstad Wien omkring 1900-hundredeårsskiftet og tværs gennem 1. verdenskrig ind i 20’erne. Alma Mahler (der endnu hed Schindler til efternavn), bliver elev hos Alexander Zemlinski og får en snurrende forelskelse i læreren, selvom hun beskriver ham sådan i sin dagbog ifølge Valdemar Lønsteds Mahler-biografi: ”En rædsom gnom, slatten, tandløs og uhygiejnisk”. Men ”Ak, min Alex, jeg vil være dit hellige bækken. Skænk mig din overflod” – vi er i selskab med en avanceret kvinde.
ALEXANDER ZEMLINSKI, ven og svoger til Arnold Schønberg, komponerer flittigt og uanfægtet af sit ry som grim i de wienske kunstnerkredse – han ser for resten rimeligt nydelig ud på de billeder, der findes.
TRINE BASTRUP synger tre af Almas sange – de er skrevet til klaverledsagelse, men i Ribe tilført orkestral instrumentation af finske Jorma Panula, uden at man føler sig overbevist om, at sangene ikke havde stået sig ved den rene klaverledsagelse. Broget orkesterudfoldelse og mættende instrumentation kan fordunkle mange komponisters ærinder, det fik vi også et eksempel på kort efter ved koncerten, hvor der i pausen blev spillet en skarpskåret smuk strygekvartet-sats af netop Alexander Zemlinski. Og straks efter foldet orkestret fuldt ud i Alexander Zemlinskis ’Lyrische Symfonie’ et værk i syv satser til tekster af den indiske filosof Tagore. Tekster, der fremmaler et smukt og tænksomt kærlighedsforhold, skrevet på bengalsk, men med tysk oversættelse. Trine Bastrup Møller i øm, men distanceret dialog med barytonen Jens Søndergaard.
JEG havde det lidt med Zemlinski på samme måde denne aften som med Langgaard. Et par korte klaverstykker af Langgaard indlagt i pausen var musikalske tanker fra det tidlige 1900-tal, i tonefald, som fortæller så meget om tidens uheldsvangre anelser og registreringer, udspillet i næsten schumannsk enkelhed. Hvor klarheden i udtryk og stemning rykker anderledes tæt på os end gennem stort udfoldet orkester-komposition. Det kan være et tilfælde og en personlig øjebliks-oplevelse. Stemning af Untergang des Abendlandes. En oplevelse, der f.eks. i denne aftens transmission blev bekræftet også af Rued Langgaards kortere, men også mangfoldigt instrumenterede orkesterstykke ’Saga blot’, skrevet og omarbejdet flere gange af ham, sidst i krigsåret 1940 – angiveligt inspireret af den sorte folkevise om Ebbe Skammelsøn, der slår hele sin familie ihjel i jalousi over, at hans bror har drejet hovedet af led på hans kæreste hjemme i Thy, mens han var væk. Igen orkestermusik af Langgaard, der bringer lytteren ad deprimerende eller faretruende, tungsindige spor. Som hos Zemlinski via en instrumentation, der vælger at føre os med rynkede bryn gennem vildnis, og ikke som hos Mahler det klare lys.
TRANSMISSIONEN kan næppe bevidst have valgt at spille de valgte værker lige efter at vi i det forrige program ’Foyer’ havde sluttet med en af Gustav Mahlers ’Des Knaben Wunderhorn’-sange – lysende eventyr, enkelhed. Men jo, måske. Vi er ikke sat til at løfte komponister som Langgaard, Alma Mahler og Zemlinski mod evigheds kåring. Men for at finde dem en plads i vores klingende bevidsthed. Hvor det så bliver i det lange løb.
gregersDH.dk
