HVAD KAFFEKOPPEN GEMTE

Giftige baghold og knive i ryggen i Kirsten Vaupels opera-krimi

Kirsten Vaupel: ’I kulissen’ – kriminalroman. 301 sider. kr. 259,-  Som e-bog 159.-  Forlaget Mellemgaard

****

DER er energi i den krimi! Kirsten Vaupel investerer al den intensitet, hun er kendt for i andre sammenhænge – årevis som sopran i ind- og udland, og da dét ligesom var afprøvet med succes, fuld fart ind i avanceret showbizz med den trio, der i mange år har sunget land og rige tyndt som Swing Sisters – det var Kirsten Vaupel i ledtog med Liselotte Norup og Kirsten Siggaard. Trioen genkaldte suset fra Andrew Sisters, efterkrigstidens glade storm i whiskyglassene og til pulsen på Lucky Strikerne. Og gør det fortsat, når det af og til griber dem.

SKAL man kikke sig mæt på cv’et og nikke tilfreds, når man er midt i 70’erne? Nej tak. Kirsten Vaupel går til tasterne i sin tredje krimi med samme målbevidst energi som hun gjorde, da hun i 1970 dukkede op i København under sommerens opera festival og sang en fræk og muntert perlende Susanna i ’Figaros Bryllup’. Frisk fra fad efter fire års operastudier i Wien. Hvis der nu i dag ikke lige er bud fra opera- og musicalscenerne – de tyske har hun været gæst på gennem årene, og Den Jyske Opera var i næsten ti år i 70-80’rne fast arena for hende – så slipper scenen og lysten til at beskæftige sig med den ikke sit tag i Kirsten Vaupel. Hendes tredje krimi – og fjerde roman – hedder ’I kulissen’ og foregår ikke bare i kulissen, men også på scenen, i kældrene, i garderoberne og på gangene i et teater. Vi er med dér, hvor hun har levet sit halve liv.

HELE historien foregår under en opsætning af Mozarts ’Cosí fan tutte’. Vi er på turné med et operaselskab. Vi er det meste af tiden i Viborg og Randers – vi er steder, som Kirsten Vaupel har bukselomme-kendskab til, de fine små lokalteatre med balkoner og rødt plys og de stedlige pæne provinshoteller. Operakompagniet spiller ’Cosi fan tutte’, som hun selv har udfoldet sig i som kammerpigen, den fiffige Despina. Hende, der er baghjul i intriger, der skal afsløre, at alle piger falder i grøften for hvem som helst i uniform og med elegant overskæg. Et perle-es af en opera, som er både fjantet, underfundig og så dårende smukt komponeret, at man forstår, hvorfor Kirsten Vaupel vælger den som kulisse for sin historie. Hun kender sit miljø, spiller lidt på, at det nok er godt at vide, hvad Dorabella og Fiordiligi og Guglielmo, Ferrando og Don Alfonso er for nogle størrelser – men egentlig ikke på en måde, så vi skal være operaeksperter for at få hold på den intrige, som Mozarts librettist Lorenzo da Ponte strikkede sammen til forargelse eller henrykkelse for publikum.

DET er mere lugten af sminke og pudder vi får i hovedet. Knaset fra scenelamper, der er i fare for at dratte ned og sandelig også gør det, en em af mistanke mellem de medvirkende for, hvad der foregår i krogene af bagholdsangreb. Jalousi, stikpiller, nervøsitet for at sige noget forkert, historier om, hvad der engang gjorde hvad. Hvem der har noget at hævne, og hvem der har set hvad, hvem der erobrer rollerne og hvordan – på lagnerne hos instruktøren eller teaterchefen eller ved at rode sig ud i noget så dramatisk som et giftmord?

Kirsten Vaupel (foto i bogen: Robin Skjoldborg)

HISTORIEN har mindelser om ’Phantom of the Opera’, Kirsten Vaupel har nok også snuset til Agatha Christie. Der er langsom indkredsning af et mord – endda en helt Hercule Poirot-afhøring af mistænkte i det giftmord, der finder sted. Afhøring i hænderne på en høflig og sindig jysk kriminalinspektør, der er tydeligt fortumlet i det for ham besynderlige operamiljø. Vi bevæger os i alverdens hjørner undervejs i bogen, forfatteren har sikkert sine modeller til sangere og andre væsener i teater- og operafarvandet. Mere eller mindre vigtige brikker til handlingen. Kirsten Vaupel har stof og oplevelser og personer nok til at gøre os helt forpustede undervejs – skal vi nu lige lægge mærke til dén statist, dén påklæder, dén afdøde sanger, dén mistænksomme person på et helt andet teater, dén hændelse på en tysk provinsopera? Ja, det skal vi nok, tænker vi. Og glemmer det igen i alle de tætte og hele tiden skiftende hverdagsdialoger mellem hovedpersonerne. Redegørelsen for, hvordan mordet planlægges er sindrig, absurd, lang og knirkende. Fantastisk og ikke anbefalelsesværdig til kopiering for folk, der vil slippe godt fra at begå mord. Og vil det vanvittige forehavende lykkes i fortællingen?

KIRSTEN VAUPEL skriver ordrigt og fantasifuldt, bogen er sat sammen i ikke mindre end 57 korte og snappe kapitler. Vi skal ikke trættes af afhandlinger, men vi må til gengæld lige stoppe op en gang imellem og sige: hvem var det nu han eller hun var? Der er spor, der ender blindt, brikker, som flakker og fortaber sig i fortid, men alligevel nok betyder et eller andet – Kirsten Vaupels mange sceneerfaringer rører uimodståeligt på sig, mens hun skriver.

OM giften er tiltænkt nogen i dokumentarisk virkelighed, vil det være uforskammet at forestille sig. Men vi gætter på, at pigen, der hedder Sophie og spiller soubrette-rollen Despina i ’Cosi fan Tutte’, har snert af selvportræt af en pige, der har set og oplevet lidt af hvert.

gregersDH.dk