ÅNDEPUST
Karantæne-rapport V – Færøsk åndemusik og Peter Panum. Ham med Instituttet
MAN bliver ført af mærkelige veje her i det hjemlige, klausulerede internat. Hvem det så er, der fører. Men det var jo dagen – ifølge kalenderen – hvor jeg skulle have skrevet en anmeldelse af ’Made in China’, der var sat til premiere på Teater Sort-Hvid i aftes.
OG nu sidder jeg og lytter til en bratsch-solo og en musiker, der synger duet med sin bratsch! Hvad går der af manden? Han hedder Jákup Lützen. Sidder til daglig i Copenhagen Phil – han er fra færøerne, spiller bratsch, så mine ører stritter opmærksomt i den halvtime lange, ensomt duftende bratsch-solo, indtil han føjer sin sangstemme til mod slutningen, næsten som om han selv er blevet så grebet af den stemning af skovensomhed, han har færdedes i med sit instrument. I øvrigt: SKOVensomhed? Slet ikke. Det er hav, fjorde, fjelde. En naturens stilfærdige spejlinger omkring Færøernes lille øhav, hvor man må kunne føle sig virkelig alene.
DEN store sonate er skrevet af Jákups landsmand ved navn Sunleif Rasmussen, en komponist, der er elev af Ib Nørholm og påhæftet mange priser gennem hans snart 60-årige liv. Også andet end bratsch-overraskelser hører vi af Rasmussen på denne CD, som Dacapo nu har udgivet, og som da heller ikke er den første CD, han har fået udgivet, bare en bekræftelse på, hvor meget der skrives af begavet musik på de fjerne øer i havet. Bild mig ind, at disse blæser-brillerende små stykker, der også er på CD’en, ikke er natur i nærbilleder, henførte eller kølige. Stykker, der klinger som deres titler ’Fanfare Lontane’ – fanfare i det fjerne – ’Andalag’ – Åndepust af melodier. Spillet af et blæser-ensemble, der hedder ’Aldubarán’ – Lille bølge betyder ordet på færøsk.
TILFÆLDIGHEDERNES spil, at netop sådan en færøsk, musikalsk perle havner ved døren lige nu. Jeg har netop, da jeg skrev om kolera-epidemien 1853 i en af de forrige karantæne-rapporter, strejfet Peter Panum – ham, der har lagt navn til Panum Instituttet – en ung læge, der fik tag på flere af de store epidemier dengang, såmænd i det år, hvor min oldemor blev gravid med min farfar. Peter Panums navn er også knyttet til en voldsom mæslinge-epidemi, der var ved at tage livet af den halve befolkning på Færøerne i 1846. Den kun 26-årige lægestuderende Panum tog til øerne, erfarede, hvordan sygdommen opstod og bredte sig ad luftvejen mellem beboere, der var tæt på hinanden. Han kom hjem og skrev med det samme en afhandling, der siden blev berømmet blandt forskere og brugbar allerede under koleraepidemien i 1853. I årevis blev han kaldt ’mæslinge-lægen’.
TIL gengæld stod der nogle bemærkninger i afhandlingen, som gjorde mange færinger forbitrede. Nu havde Panum lige øvet en fin indsats mod mæslinger, så hvad bildte han sig ind at skrive f.eks., at på Færøerne er ’kulturen vist ikke nået noget højt trin og de sociale sindet opirrende kollisioner ved de patriarkalske forhold, som dér hersker, er så få… Der er måske næppe et land, ja måske ingen hovedstad, hvor sindssygdomme er så hyppige i forhold til folkemængden som på Færøerne”… Hos mange findes et ”stille religiøst vanvid, hvor de syge har syner og tror at leve i umiddelbart samkvem med åndeverdenen.”
DET tog lidt pusten fra danske myndigheder på Færøerne at måtte forklare færingerne, at den unge dr. Panum vist ikke mente det så bogstaveligt. Men det bekræfter for os, at sandheder og misforståelser mellem færinger og danskere ikke er noget nyt. I CD’en fortæller komponisten Sunleif Rasmussen, hvorfor han i slutningen af ’Fanfare Lontane’ lader en trompet blæse den samme tone ni gange i træk – solo: ”Som barn var jeg i kirke hver søndag med mine bedsteforældre uden at forstå et ord af den danske præst. Så ringede klokken ni gange, og jeg lukkede øjnene og mærkede en lettelse.”
gregersDH.dk
