Anna Malzer i tv-serien ‘Drama-dronning’ (foto fra skærmen)
MEN JEG ER JO SÅ UNG…
Karantæne-rapport VI – Anna Malzer tv-programmer fra Mungo Park
’HVIS ikke der bliver solgt billetter, så fyr mig!’
MUNGO PARK Teatrets nye direktør Anna Malzer går lige til sagen. Sådan. Alt eller intet. Der skal satses. Vi har fulgt de fire tv-programmer med hende – det sidste så vi i aftes – en lille serie, hvor kamera og mikrofon er tummelumsk og håndholdt i hælene på hende, den nybagte direktør på Mungo Park Teater. Det er godt tv i den forstand, at det er nødtørftigt redigeret, planlagt med bind for øjnene – hvad laver Anna Malzer? Hvad siger hun? Hvor render hun nu rundt? Og hvorfor? Hvad skal hun? Hvem snakker hun med og til? Og hvad sker der i hovedet på hende imens?
Vi snupper det hele. Tanker og replikker, der flyver. Private sorger, nattesøvnen, der ryger, medarbejdere, der svirrer om ørerne på hende, ensomme stunder, håret i vildrede, daglige indkøb i flugten.
ALT optaget som f.eks. en Morten Sabroe ville skrive et interview i hans unge dage. Var det gonzo-stil, det blev kaldt? Anna Malzers latter perler i små udbrud, mest forklarlige som en forståelig lille nervøsitet over alt det, der bliver sat i værk omkring hende, og som hun selv sætter i værk, nogle gange til sin egen forbløffelse, andre gange som uventede vilkår og nyslåede erfaringer, der kommer strømmende. Det lille Mungo Park-teater pulserer af kaotisk nyorientering og som fluen i flasken bliver hun kastet rundt mellem dem, hun kender og er dus med, og dem, hun støder panden ind i og kikker på med undren.
SELVFØLGELIG kommer der noget ud af det. Anna Malzer ved måske ikke selv helt hvad. Kun at der skal ske noget nyt, at det skal være ungt. Det er vi selvfølgelig med på. Sådan var det jo også, da Mungo Park blev født i sin tid – tilbage i 1979, da Nicolaj Cederholm og vennerne ryddede en nedlagt møbelforretning i Allerød og gjorde den til hjemsted for ’Dr. Dantes Desperate Renovations-Show’. Cederholm var 17 år. Vennerne var også deromkring. Anna Malzer fortæller i udsendelserne gang på gang om det utrolige i at være så ung – 28 år. Jo, jo, min pige, det er da ungt, siger den gamle teateranmelder. Men set før. Kasper Holten var 26, da han blev operachef på Det Kgl. Og Elisa Kragerup var 29, da hun skabte sine første succeser med etableringen af Det Kgl. Teaters epokegørende Røde Rum og oven i ramte publikum – netop det unge – med Sort Samvittighed-forestillingerne.
SÅ bare rolig, Anna Malzer, du skal ikke rende rundt med et nervøst flip over din alder. Blæs på, at udsendelserne kalder dig ’Dramadronning’. Vi forstår også, hvordan du hurtigt finder ud af, hvor du skal hen aldersmæssigt. I udsendelsen i aftes besøgte du gymnasieeleverne i Allerød og slog på tromme for Mungo Park. Du inviterer dem. Men de kom ikke. Din konklusion: Vi skal lave teater for de 25-35 årige. Hurtig action. Du vælger nye unge og ukendte skuespillere til rollerne i et stykke, du spontant skriver midt under de afsluttende prøver på ’De hovedløse’ om ’de gule veste’-oprøret i Paris. Fint nok. Og du rydder op i bulen. Ansætter nye spillere, der – som du siger: Spejler din egen alder.
Det kommer belejligt, at den modne skuespiller Marianne Mortensen selv siger op – hun har spillet stærke, bærende roller i repertoiret gennem nogle år på Mongo Park. Hun er en ‘darling’ på teatret, siger Anna Malzer, men de finder nok en ny darling… Der ler de sammen af i programmet. På hver sin facon. Marianna Mortensen skulle have haft et jubilæum i monologen ‘Fejring af et godt menneske’ til juni, som det fremgår af spilleplanen.
PROBLEMET er et andet på Betty Nansen Teatret lige nu. Samtidig med at udsendelserne med Anna Malzer har kørt i disse uger, har vi kunnet læse hendes direktør-kollega Elisa Kragerups beretning i Weekendavisen om situationen på Betty Nansen Teatret, da de afsluttende prøver på Strindbergs ’Leg med ilden’ blev afbrudt tre dage før premieren af Corona-krisens varsel om, at mennesker skal holde sig på et par meters afstand af hinanden. Opførelsen var forberedt gennem det meste af et år. Prøverne havde stået på et par måneder. Iscenesættelsen af trekantsdramaet indebar, at de tre skuespillere ville være ude af stand til at spille stykket på de nye, givne vilkår. De skulle selvfølgelig være tæt på hinanden i masser af situationer. Elisa Kragerup prøver at fantasere sig til umulige løsninger. Bortset fra at situationen selvfølgelig også indebar, at der ikke kunne sidde et publikum i salen.
TANKEVÆKKENDE dage på de danske teatre.
gregersDH.dk