Peter Larsen, Kristian Halken og Kristian Holm Joensen i ‘Ligkistemagasinet’ (Tegning: Claus Seidel)
PÅ MED LÅGET
Bedemand-satiren i ’Ligkistemagasinet’ visner mellem hænderne på skuespillerne på Betty Nansens Edison Scene. Manuskriptet er for ringe.
**
DET begynder morsomt. Stimulerer forventningerne. Scenen viser i sin fulde bredde hylderne i et ligkistemagasin. Halvtomme. En urne her. En kiste dér. Business er sløj. De visnende buketter er – som Peter Langdal betror mig – efterladenskaberne fra Betty Nansen Teatrets premiere på ’Moskva 7. oktober’.
OK. Vi skal til grin med en forkætret branche, der uanset sin mildest talt alvorlige opgave er udstyret med en maske, der har panden overmalet med salvelsesfuldt hykleri.
Let bytte for en farce.
Vi er også med på dén, da Peter Larsen, Kristian Halken og Kristian Holm Joensen kommer på scenen og præsenterer sig.
Peter Larsen som firmaets chef, fedtet og slap, med tjener Frandsen-diktionen printet som i blindskrift.
Kristian Halken som firmaets ligkusk med traurigheden drivende fra de trætte kinder.
Og så den energiske nyansatte, Kristian Holm Joensen, klar til at slynge noget moderne management direkte fra skolebænken ind i den hensygnende begravelsesforretning.
KLOVNERIER
Skæg og veloplagt start. Ført videre et stykke hen ad vejen.
Kristian Halken investerer sit talent for at underspille, så vi hele tiden venter på, hvad der kan bryde løs – i dette tilfælde chaufførens arsenal af præfabrikerede floskler og versificerede bonmot’er til enhver given lejlighed. ’På med låget, så ruller toget’. Og i den dur. Afvekslende med hurtige ryk af rent nonsense.
Og Kristian Holm Joensen tager kegler på det artistiske klovnetalent, vi har set ham udfolde i ’August’. Eller i Bornholmerrevyen sidste sommer. I Ligkistemagasinet drives der nærmest rovdrift på hans evner til at vikle sig ind i en støvsugerledning, endevende scenen som fuld mand eller demonstrere idiotiske management-teorier, så eventuelle tilstedeværende docenter fra relevante afdelinger i Copenhagen Business School i morgen vil sygemelde sig på grund af flovhed.
Holm Joensen er et livgivende, sprælsk tilskud til en forestilling, der ellers langsomt men sikkert løber tør for kraft og ide. Pointen med at lade det hensovende magasin få en indsprøjtning af modern business management udvikler sig sjovt, da firmaet indkøber 800 kinesiske discountkister, men opdager, at de er for korte til dansk gennemsnitshøjde på 175 cm. Måske ku’ de så sælges til IKEA, savet i stumpet og gjort til samlesæt som opbevarings-model.
TÅGEN SÆNKER SIG
Men derefter ebber pointerne ud.
Ideen med at lade foretagendet korrumpere i lavsindet business og inside druk fører til ligegyldig fjas, når nu udgangspunktet for stemningen i magasinet i forvejen er formuleret som idiotisk i forlængelse af vores fordomme. Det satiriske sigte er efter en halv time for længst forsvundet. Finanskrise, bjærgsomhed, aldersfascisme, velfærdsmoral – tågen sænker sig, hvor skal vi hen? De tre spillere virker selv efterhånden temmelig desorienterede og usikre på vindretningen.
Forsøget på at indlægge en sørgmodig morale som finale virker helt ubehjælpsom.
Latteren forstummer. Det er forfatteren Jens Kløfts tekst, der ikke holder, og Rolf Heims instruktion, der ikke er i stand til at kamuflere det.
