Laura Kold og Anders Gjellerup Koch i ‘Stormene’ (foto: Jacob Stage)
Børsten Stygge Krumpen og hans dame
Børglum-biskoppens trængsler – en kvinde var stærkere end ham. Vendsyssel Teater med en prægtig og broget egnshistorie.
Manuskript: Maria Helleberg. Dramatisering: Maj Rørbæk Damgaard. Instruktion: Anders Lundorph. Scenografi: Steffen Aarfing. Medvirkende: Laura Kold, Anders Gjellerup Koch, Clara Ellegaard, Lue Støvelbæk, Merete Mærkedahl, Louise Davidsen, Jørgen Bing, Sune Kofoed og Hans Holtegaard
’Stormene’ spiller på Vendsyssel Teater. Premiere i aftes. Går frem til 28. marts. Varighed: Næsten tre timer inkl. en pause.
****
JEG ved ikke, hvor mange runde borge, Danmark har haft i middelalderen. Men vi er ikke et øjeblik i tvivl: Den konstruktion, scenograf Steffen Aarfing har stablet på benene i Vendsyssel Teater er borg og middelalder så det runger. Børglum, Voergaard, hvor som helst i det nordjyske på borge og i ringmur-udstyrede byer. De steder, hvor dramaet foregår, dramaet om biskoppen og herremanden Stygge Krumpen, som førte sig frem, tyranniserede befolkningen, skovlede til sig af rigdomme, og siden gav Thit Jensen anledningen til at skrive en af sine engang berømte og så vildt gennempløjede, historiske romaner. To bind blev det. To ordrige fortællinger.
Det, vi ser nu på Vendsyssel Teater, er Maria Hellebergs version af historien. Og hun har grebet fat i to ting: Stygge var nok en brutal slyngel, men også en mand, hvis hjerte kunne banke, og så var han en tragisk helt, der heltemodigt og stædigt bed sig fast i den katolske tro i reformationsårene. Eller hvad? Bankede hjertet for alvor for den dame, han faldt for? Er hans sidste ord til sin elskede Elisabeth ikke, at faktisk vil hun især være god til at styre hans godser – han havde jo opdaget undervejs, at hun havde ben i næsen. Og var hans katolicisme andet end en tro på, at man måske vandt i det lange løb, når paven i Rom stillede med hærskarer af tropper, der kunne banke protestanterne?
DEN historie snupper vi på Vendsyssel Teater, selvom den har mange kringlede sving – der er virkelig noget at holde fast i undervejs: Stockholms blodbad, Skipper Clement oprør, konger på rad: Frederik 1. Kristian 2., Kristian 3. Begivenheder og personer piber om ørerne på os, stednavne, historiske hændelser i opløbet til Reformationen i 1536, et Danmark i opbrud. Spids ørerne eller læs lige nogle sider om emnet i Politikens Danmarkshistorie, eller hvad biblioteket byder på. Og koncentrer dig så ellers om det, Marie Helleberg og stykkets instruktør Anders Lundorph vil have frem:
NEMLIG at Anders Gjellerup Koch spiller en Stygge Krumpen, der tilsyneladende kæmper en kamp for at bevise sin vilje til katolsk cølibat som den biskop, han er af titel, men i øvrigt ikke mener det mere alvorligt end om så. Og at Laura Kold kæmper lige så energisk imod alle tanker om flirt med andre. Om end en smule vaklende, når det kniber. Men hun er den Elisabeth, der trods alt er faldet uhelbredeligt for Stygge Krumpen, det charmerende, selvsikre mandfolk.
DET er en kærligheds historie under svære vilkår. En kvinde – Elisabeth – som flammer af selvstændighed og beslutsomhed over for en mand, der prøver at finde sin balance mellem at vinde og fastholde hende midt i den politiske turbulens – hvad er det, han siger til sidst, da hun har bragt ham frelst ud af fangenskabet – jo og godt, vi har hinanden igen: Og du vil også være god til at styre mine godser. Noget i den retning. Det er kvindekamp og emancipation i historien og både Thit Jensen og Marie Helleberg har fat i den vinkel.
DET er ikke småting af dramatiske situationer og interessante personer, vi er i selskab med undervejs i den brogede handling: Hans Holtegaard – dansk teaters jordskælv af robust scenefylde – først som et dumt svin af en herremand, der prøver at købe Elisabeth til ægteskab, senere som selveste kong Christian 3. der tumler med sin reformation og nedkæmpelse af katolikkerne. Jørgen Bing, der fører sig frem som den slibrige lensmand og godsejer Erik Banner, der fisker i ledige vande, glubsk efter rigdomme eller damer – og hvorfor ikke Elisabeth? – og naturligvis trosretninger, der er gevinst i. Hvad som helst. Fine roller til Lau Støvelbæk som en ung munk, der har noget for med en nonne-novice, spillet af Clara Ellegaard. Og til Merethe Mærkedahl og Louise Davidsen, Elisabeths søster og hendes veninde, to piger, der tvetydigt vimser omkring Elisabeth med en blanding af gode råd og jalousi – når nu din Stygge er blevet buret inde, siger de, så tag dog den unge lyshårede og hjælpsomme godsforvalter – Sune Kofoed er offeret, der da også frister.
MEN det er Laura Kold og Anders Gjellerup Koch, der holder vores interesse fast. Hun med Elisabeths flammende overbevisning om følelsernes holdbarhed. Han med Stygge Krumpens vaklen mellem hvor han skal lægge sin styrke – i forelskelsen eller i ønsket om position og magt. Den trosmæssige ansporing, Paven eller Luther, svinder egentlig ind til skeletagtige opstillinger og ydre rammer for dramaet. Fylder meget som drivfjedre for handlingen, men ikke for det menneskelige drama mellem hovedpersonerne.
gregersDH.dk
