Cecilie Stenspil, Laus Høybye, Tom Jensen og Trine Pallesen i ‘København’ på Nørrebro Teater (Tegning: Claus Seidel)

Ali’vel så elsker vi byen

Morsom og nostalgisk trip rundt i Nørrebros og Vesterbros klassiske København. En usædvanlig teaterkoncert.

Spiller indtil 10. november på Nørrebro Teater

****

SÅ var der lige Katy Bødtger! Melodi Grand Prix 1960. ’Det var en yndig tid’ sang hun – om dengang man spurgte pænt mor om lov til at gå ud…
I teaterkoncerten ’København’ på Nørrebro får Cecilie Stenspil en potteplante i hovedet fra en førstesal og alt ender galt i tyveri og barnemord. Mens mor, Jannie Faurschou fælder tårer.
Sådan tager du fat i teaterkoncert-genren. Endevender meningen, modspiller, giver tekst og sang nyt liv og perspektiv.
Det er Rolf Heim, der har iscenesat, og det går frejdigt til med en stribe af sange, som alle handler om København – ikke altid i bogstaveligste forstand. Bortset selvfølgelig fra, når det er Dan Turells ’Gennem byen sidste gang’, hvor turen gennem Istedgade-kvarteret med rodebutikker fulde af fedtede marskandiservarer – mellem tomme, nedlagte butikker – er livskraftig, råhøvlet nostalgi.

 FORTIDSTRIP

Vi er virkelig på nærmest sentimental fortidstrip: Trine Pallesen segner omkuld i ’Jacobsen’s arme – den Jacobsen, som Aage Stentoft og Arvid Müller skrev til Dagmarrevyen i 1948 om slynglen, der charmer Erica Voigt i linje 5 – eller hvilken sporvogn, det nu var – laver et barn på hende i Dyrehaven, og smutter.
Og der indledes med PHs ’Byens Lys’, sunget af hele holdet – Cecilie, Trine, Jannie plus Laus Høybye og Tom Jensen – i vekslende soli – vi er straks klar over, at der skal graves i guldgruberne – ’Byens lys’ blev første gang sunget af Lulu Ziegler i Riddersalen i 1937: ’Her lever vi i skorstensskoven… ali’vel så elsker vi byen…’     
Eller ’Manden på risten’, Tom Jensen som den luvslidte drømmer, der nok henslæber nætterne på den varmende rist foran – jeg har altid forestillet mig, det måtte være det gamle Wivex – med udsigt til de riges ’lam i asparges’, men nu tager en grum revanche, bestiger vindueskarmen, napper fasanen og vælter bordet. 

GENNEMARBEJDET

Der er flugt over de næsten tyve sange. Laus Høybye får lov at trykke en af de nyere af – Rasmus Nøhrs ’Vesterbro står stille’ med forestillingens band i tæt follow up.
Stilhed og storm over København, kendte og mindre kendte sange, alt i smidige overgange, i køn og godt gennemarbejdet flerstemmighed, lige så gennemtænkte videoprojektioner til dekorationen – Vesterbro og Nørrebro-billeder.
Sjovt, at teatret har vovet den meget tilbageskuende vinkel. Men Nørrebro-klientellet er jo andre end teenagerne. Og selv de jublede med ved forestillingen, vi så denne tirsdag aften.

gregersDH.dk