Anette Støvelbæk og Stine Gyldenkerne i ‘Solformørkelse’ (Foto: Emilia Therese)
FAR, MOR – OG BARN?
Hurtig, lille familie-mundhuggeri i mørket fra af en solformørkelse
Dramatiker: Aleksa Okanovic. Iscenesætter: Camille Sieling Langdal. Scenograf: Francisca Zahle. Medvirkende: Ulla Henningsen, Anette Støvelbæk, Stine Gyldenkerne og Morten Brovn.
’Solformørkelse’ spiller på Teater Grob indtil 30. november. Varighed: 1 t 15 min.
***
NØRREBROGADE og omegn sejler af regn. Så man siger tak til, da Teater Grob slipper os direkte ind fra foyer til teater uden at skulle den sædvanlige kringlegang ad bagvejen gennem gade og gård. Romantisk på sommervarme aftener, men til at undvære, når naturen dikterer regn.
DÉR sidder vi så, og er til solformørkelse i Okanovics nye stykke, han mener vi skal delagtiggøres i et mere spektakulært blandt naturens luner – Den lille familie skal ud på scenens terrasse nogle minutter for at kikke på solformørkelse, og hvorfor skal den dét – lige netop da der er ved at gå hul på handlingen? Måske for at familiens unge herre, Henrik – som unge herrer kan have for vane – skal vifte os og familien med sin imponerende viden.
DEN snupper vi så, men det er eller ikke vildt nødvendigt, for det gør han sandelig nogle minutter senere, og det bliver mere interessant: Han har erhvervet sig en indgående viden om fertilitet og sæddonation af yderst personlige grunde: Han vil have et barn med sin kone – hun vil i hver fald med ham, og det er endnu engang blevet til ingenting. Han holder nærmest en forelæsning for publikum om emnet og sine sædtømningskvaler, mens resten af familien afventer hans genkomst i dagligstuen. Her sidder hans kone og er allerede i gang med at mundhugges på konens 35 års fødselsdag. Stine Gyldenkerne spiller den unge knuste ikke-mor, Anette Støvelbæk hendes mor, der i et anfald af logisk anstændighed fjerner fødselsdagsflaget på kaffebordet, men får flaget banket på plads igen af sin egen mor, der ankommer og fylder stuen med Ulla Henningsens knytnæve af en forsinket krudtugle fra Thylejr og kollektiverne – mere optaget af at slå sin civiliserede nyborgerlige datter i hovedet med fortællinger om skæve og livsglade mænd i hendes omgangskreds, f.eks. ham der egentlig var far til hende – Anette Støvelbæk udbryder chokeret, da moren fortæller, at hendes rigtige far også var bøsse: – ”Jamen, hvorfor fik du så mig???” Svar som et øksehug: ”Jeg vidste jo ikke det var dig!”
MEGET af dramatikeren Aleksa Okanovics kunst består i de friske hurtige replikker. De er løseligt fordelt mellem de tre piger og den ene, arme hane i kurven – Morten Brovn styrer sin uheldige sædproducent mellem latterliggørende selvironi og maskulin opbragt studshed (findes dét ord i ordbogen?). Stine Gyldenkerne trakterer unge fru Mia med et heltemodigt og imponerende organ (stemme-organ!), som må kunne nedlægge både en mor og mormor under kommende slægtsfejder. Men de sjoveste verbale hug falder mellem Ulla Henningsens kyniske 68’er og yuppie-datterens forenklende velfærdsmodel.
’Solformørkelse’ er ikke noget, jeg vil kalde et stort stykke. Bare en tæt sammenklippet lille komedie, sjovt spillet i en fiks in og out door-scenografi, der får den lille drejescene i fint sving.
gregersDH.dk
