Karin Bang Heinemeier og en eftertænksom Ali Mohamed Osman, inden han smider tøjet (Tegn.: Claus Seidel)

SORT PÅ HVIDT

Croquis-tegning som udgangspunkt for snak om pinefuld dansk hykleri og repressiv tolerance.

Manuskript: Morten Burian og de medvirkende Karin Bang Heinemeier og Ali Mohamed Osman. Instruktion: Morten Burian.

’Hvid tegner sort model’ spiller på Teater Sort-Hvid indtil 14. oktober. Varighed: Ca. 1½ time uden pause

***

VI røber ikke slutningen! Jo vi gør. For den er smuk. Og vi er aldrig i tvivl om, hvad den forestilling handler om, og hvor den skal hen. Den sorte mand – skuespilleren Ali Mohamed Osman – og den hvide kvinde – skuespillere Karin Bang Heinemeier – sidder nøgne tilbage ved scenekanten, regnen siler ned over dem, de ser bare på os. Håndfast symbolik. To mennesker. Som Gud har skabt dem. De har lige opført en fælles krigsdans under råbet ’Ingen kommentar’ – en afspejling af et samfund, der roder rundt med alt det, man ikke tør tage ordentlig stilling til. F.eks. sortes problemer i et hvidt samfund. Eller hvide kvinders i et mandsdomineret samfund. No comment. Ingen kommentar. Kvæl problemerne.

DET er lige på i denne køns- og racediskriminations-historie, der ikke er nogen historie, snarere en debat-opvisning med indlagt croquis-aktivitet. Der ligger bræt, papir og tegneblyant på alle sæder, vi kan øve vores tegnekunst, mens først Osman står model på en plint, derpå Heinemeier. To smukke, nøgne mennesker i skiftende positurer. Modet til at gribe blyant og papir får vi – hvis vi mangler dét – ved at de to også tegner hinanden og blæser deres resultater op på en kæmpe hvid baggrund til inspiration. Publikums tegninger fra et par forpremierer dekorerer allerede væggene i salen.

SÅ vidt, så godt. Sjov idé. Og de to nøjes ikke med at posere. De kan ikke holde deres kæft, som modeller ellers skal i den situation. Osman beretter snart for os i små eksplosioner af irritation om den måde, han bliver mødt på af omverdenen. Ude af stand til at gøre det rette, altid blive rubriceret som sort og fremmed, uanset sit flydende dansk. Ligegyldigt, hvad han gør. Ligegyldigt, hvordan han klæder sig. Ligegyldigt, hvad han siger. Hudfarven placerer ham. Selv hans egne rammer ham med diskriminerende bemærkninger efter en model, der hedder: Nå, du prøver nok at være bedre end os andre, hva? Føre dig frem?

HEINEMEIER lægger kortene på bordet som en kvinde, der i et mandssamfund må stå model til konstant skepsis. Det er op-ad-bakke for at manifestere sig, og man er evindeligt offer for seksuelle finter. Og når de to ikke hver for sig fyrer salver om undertrykkelse og fremmedgørelse af, bruger de deres aggressive veltalenhed over for hinanden til at hjælpe på vej. Der bliver næppe sagt ret meget, der ikke er sagt før, og som man ikke accepterer og nikker genkendende og mumler ja-ja til – måske er det dét, som får Osman og Heinemeier til at briste i deres frådende, desperate ’ingen kommentar!’-udbrud hen mod slutningen. De ønsker at ramme den danske repressive tolerance over for al verdens snak om både fremmedgørelse og kvindeundertykkelse. Det, der er alvor for nogle. Og plagsomt for andre, fordi sandheder er ilde hørte og trættende.

DET vækker munterhed, at de undervejs griber fat i Jørgen Leths famøse bog om sit liv på Haiti og på skift oplæser afsnittet om Leths forgribelse på en lokal teenager. De forsøger sig med at efterligne Leths drævende jysk. Udleveringen er rå og pinefuld dokumentation af seksuel macho-chauvinisme. Men falder ud af forestillingen som påklistret.

DET er en mærkelig skævt sammenstykket forestilling. Croquis-tegneriet for nogle nok det mest provokerende. Ikke fordi de to ´modeller´er nøgne, hvad skulle de ellers være, og nøgenhed på teaterscenerne er ingen sensation. I øjeblikket går også Det Kgl. Teater livligt til det med Platons ’Symposion’. På Teater Sort-Hvid er croquis-idéen godt tænkt som udgangspunkt for diskriminations-overvejelser. Forhåbentlig bæredygtige overvejelser ud over, om nu det var let eller svært at tegne menneskekroppe.

gregersDH.dk