Lise Davidsen (Foto: Det Kgl. Teater)

LISE DAVIDSEN

Stor stemme. OK. Men vigtigere: En kunstner!

Koncerten på Gamle Scene i aftes med sopranen Lise Davidsen fortalte om en sangkunstner ud over det sædvanlige.

*****

DET var, hvad vi kunne vente. Vel næsten mere. Lise Davidsen på Gl. Scene i aftes i blomstrende udfoldelse. Og så i en genre, der på en måde rækker videre end til bekræftelse på de nyheder, der lyner ind om hendes hurtige dramatiske karriere på verdensscenerne. På Metropolitan, Covent Garden, i Paris. Med store, centrale partier, senest Elisabeth i ’Tannhäuser’ i Bayreuth, en præstation, der allerede har sikret hende Sieglindes parti til ’Ringen’ næste år.

DET vi hørte i aftes, fortæller om et kunstnerisk format, der peger ud over, hvad hun præsterer i de glansfulde operapartier, som der skal mere end fem fingre til at opregne allerede nu. Flere – Wagner og Strauss – registreret på hendes debut-indspilning hos Decca.

HENDES program på Gl. Scene var en eksklusiv række af lieder. Brahms, Schumann, Sibelius, Grieg, Richard Strauss. Helt ind i den enkelthed og koncentrerede begrænsning, der er sanger med klaver. Vi var ikke i tvivl om, hvor og hvordan hun måtte befinde sig i den genre, da vi hørte hende i Tivoli for fem år siden, kort efter hendes debut fra Opera Akademiet, hvor hun var en munter og struttende-af-livskraft Rosalinde i ’Flagermusen’ på Takkelloftet og såmænd fik en Reumert talentpris for dét – og kort efter sang lieder i Tivoli, sange af Richard Strauss, helt ind til det ømmeste af dæmpet, vibrerende lys i ’Morgen’ – den sang, hun gentog i aftes på Gamle Scene som ekstranummer med en usvigeligt nedtonet nærhed og intim kontakt med klaverets net af klangligt spindelvæv omkring stemmen.

VI skulle i aftes ikke høre hende bekræfte al snakken om, at her var den store kommende Wagner-sopran, der selvfølgelig måtte synge Isolde eller Brünnhilde lige henne om hjørnet og banke til glorværdige myter om nordiske heltinder som Birgit Nilsson og Kirsten Flagstad – nu en ny norsk supersopran at skrive på plakaten!  Lise Davidsen er fra Bergen, men som vi hørte i aftes mellem et par af numrene, glimrende og rent formulerende på dansk, for hun tilbragte tre-fire år på Opera Akademiet i København.

DET var ikke supersopranen Lise Davidsen, vi skulle møde på Gl. Scene. Det var kunstneren. Sangeren, der søger udfoldelsesmulighederne i nærhed til det sublime materiale, som ligger i samspillet med en pianist, der som ham, der var med hende i aftes, den sydafrikanske James Baillieu, lytter og fornemmer kernen i sangene. Hvor begge er til stede dér, hvor komponisten er, når han skriver sangene.

LIEDKUNST er kammermusik, sammenspil. Det kan være romantiske udsagn, kærlighedsfortællinger som Brahms ’Von ewiger Liebe’, Schumanns mini-liecyklus om Maria Stuart, folketonenære sange af Grieg og Sibelius, højromantisk duftende lieder af Richard Strauss. De kan være strofisk enkle eller vidt spundne – men usvigeligt tæt sammensmeltede mellem klaver, stemme og tekst. Vi hører få sangere i disse år, som kan og vil den kunst, én hørte vi under sommerens københavnske operafestival, nemlig Kari Postma, der søreme også er norsk. Hun sang højt artikulerede Hugo Wolf-lieder sammen med Bo Skovhus.

MEN stilen viger i disse år for operaens bredspektrede kunst, hvor arten af samspil selvfølgelig har samme elementer i samspillet mellem orkester og operasangere på scenen. Dér er penslerne bare større. Man vælger ikke lieder for at søge tryghed i det enkle, men nærmest tværtimod for løbe risikoen for at bryde hårfine balancer.

DET er det, Lise Davidsen gør en aften som denne. Stemmens volumen og vældige udfoldelsesmuligheder aner vi, men vi behøver dem ikke – ikke få dem bekræftet. Så lidt som hun selv behøver benytte sig af dem. Det vil hun nok komme til også på disse breddegrader, hvis ellers mulighederne byder sig. På Operaen eller på Den Jyske Opera. Eller Malmø Operaen. Gælder det operarepertoire spænder Lise Davidsen allerede vidt. Glæden i aftes gjaldt først og fremmest hendes kunstneriske format i kammermusikalsk regi.

KONCERTEN var en engangsforestilling på Det Kgl. D. v. s. den gentages i Oslo på søndag den 29. september. God rejse.

gregersDH.dk