ELEGANCE

OG

MUSKEL-

KRÆFTER

Det Kgl. Kapel ruller sig ud med orkestralt festfyrværkeri, et cello-geni og knytnæver af vokalsolister.

Wagners 2. akt af ’Parsifal’ og Strauss’ ’Don Quijote’. Koncert med Det Kgl. Kapel på Operaen. Medvirkende: Andreas Brantelid, Ann Petersen, Johan Reuter, Niels Jørgen Riis, Sofie Elkjær. Dènise Beck, Frey Holtbek, Mia Bergstrøm, Operakoret og Det Kgl. Kapel. Dirigent Alexander Vedernikov.

*****

MASTODONTVÆRKER! Det Kgl. Kapel for fuld udblæsning med et par musikalske jordrystelser. Richard Strauss’ tonedigt ’Don Quijote’. Og Wagners ’Parsifal’ – kun 2.akten, ellers havde vi siddet der endnu ved midnat. Nu sad vi med hovedet blæst fuld af tonerorgier og spekulerede over jordskredet af forskellighed, af afstand mellem de to værker. Uropført med bare 12 års mellemrum – ’Parsifal’ i 1882, ’Don Quijote’ i 1893. Og så himmelråbende fjernt fra hinanden, at man ikke begriber, at de er begået inden for den samme tid, den samme tysk-europæiske musikkultur.

JEG sad og tænkte på, at det er som at stå foran det gamle Aarhus Teater og fortælle en eller anden, at det nationalromantiske bygningsværk er tegnet af den samme arkitekt, som nogle år efter tegner Politigården i København i nøgtern nyklassicistisk funktionalisme. Men ok – Wagner og Strauss er af hver sin generation – og sandelig hver sit sted i livet. Wagner fuldender sit mægtige musikalske digterværk om kærlighedens vildveje med at fordybe sig i middelalderen myter om urkristen skyld. Strauss stormer frem med sprudlende ungdommelig fantasi og kaster sig over renæssancens spanske ’Don Quijote’, ridderen af den bedrøvelige skikkelse, der galopperer ud i verden for at frelse alle i nød, især unge damer.

’DON QUIJOTE’ er vildt spruttende eventyr, det store orkester udnyttet til en fortælling, der gnistrer af hittepåsomhed, skøre og sjove indfald, instrumenter, der leger indbyrdes julelege, som var det skæve smil af kammermusik, der stak dem. En enorm Quijote-rolle til en solo-cellist – og hvem sad der i centrum og gjorde alle trygge ved håndteringen af de hundesvære greb om celloen? Det gjorde den unge Andreas Brantelid, der rejser verden tyndt med det ene og det andet cello-mesterværk, men ikke før nu havde spillet portrættet af Don Quijote og leget med Richard Strauss’ krøllede musikalske hjernespind i titelrollen.

TRYGGE blev vi øjeblikkelig – tydeligvis lige så trygge som Kapellet nye chefkapelmester Alexander Vedernikov og mon ikke som Brantelid senior, der selv denne aften sad i Kapellets cellogruppe? – trygge, når Brantelid junior kastede sit hoved mod fjerne horisonter og strøg virtuose underfundigheder i dialog med sin følgesvend Sancho Pancha, orkestrets solo-bratchist. Eller med orkestrets koncertmester på 1. violinen. En intim snakkesalighed ind mellem drønende, pompøse udladninger fra messing og træblæser, det ene øjeblik cello-Quijote i kamp med susende vindmøller, det næste med grotesk brægen fra fåreflokke, der spærrer ridderen vejen på hans færd. Et helt og mageløst h.c. andersensk eventyr med alle tænkelige orkestrale finesser og finurlighed.

STRAUSS var 28, da han skrev sit tonedigt ’Don Quijote’.

WAGNER var ca. 60-70, da han skrev ’Parsifal’, mytologisk, religiøs, litterær musik som kulmination på årtiers udvikling af et tonesprog, en blanding af broad sheet og ledemotivisk raffinement. Wagners gamle fan filosoffen Friedrich Nietzsche beskrev i sin rasende lille bog ’Tilfældet Wagner’ værket som dekadent. Han citerede Goethe, der et sted beskrev den fare, der svæver som et Damokles-sværd over alle romantikere, nemlig ’Faren for at kvæles i drøvtyggeri på sædelige og religiøse meningsløsheder’. Nietzsche: ’Kortere udtrykt: ’Parsifal’.

DET KGL. Teater spillede senest ’Parsifal’ i marts 2012. Det var det hele musikdrama i en opførelse, som vi her på bloggen beskrev som ”gådefuld, narkotiserende og øredøvende smuk – prøvelse og balsam for rastløse – karismatisk oplevelse for kristne sjæle.”

DET gådefulde må have været mangedoblet for den del af aftenens publikum, der ikke har været forberedt på Kapellets koncertopførelse. 2. akten af ’Parsifal’ fortæller i vældig mange takter en enkelt episode af Wagners digteriske bearbejdning af myten – en scene, hvor kampen om Gralen – det bæger, der fyldtes med blod, da den korsfæstede Jesus blev såret med et sværd ved korsfæstelsen – står mellem ridderen Klingsor, der er raget uklar med andre riddere om ejerskabet til sværdet og gralen, og vil bruge kvinden, den tvetydige Kundry, til at hævne sig ved at hun pålægges at forføre den unge Parsifal. Vi har handlingsmæssigt kun den vidt spundne tekst, der synges på Wagners eget digteriske tysk, her med danske overtekster. Ellers – lykkeligvis, men omstændeligt – præsterer Johan Reuter, Ann Petersen og Niels Jørgen Riis en mageløst sunget fremstilling af hændelser og følelser, Reuters baryton fuldtonende i vrede og hån, Ann Petersens sopran i blændende beherskelse af det krævende parti, ikke mindst stærkt indlevet i forsøget på at forføre den blåøjede Parsifal til et skæbnesvangert kys. Og Niels Jørgen Riis med voksende tag på Parsifals tenorparti i forbløffet modstand mod både amourøse attak fra blomsterpiger i Kingsors have og Kundrys snedige tilnærmelser.

ORKESTRET toner med sit fortællende spind omkring sangerne – en strøm af mental og utæmmelig orkestral indpakning – hvad Goethe ifølge Nietzsche nok ville kalde ’drøvtyggeri’, ikke for at forulempe landbrugets leverandør af mælkeprodukter, men som en krigserklæring til romantikkens ’sædelige og religiøse meningsløsheder’. Wagner og Parsifal var uden for Goethes rækkevidde.

DIRIGENTEN Alexander Vedernikov var utilsløret og loyalt på Wagners side – som han var det i Odense sidste år med opførelsen af ’Ringen’. Professionel og fortrolig med orkestrets muligheder. Det så vi i går på flere breddegrader, sandelig også i Strauss’ ’Don Quijote’.

gregersDH.dk