HÆNDERNE OP OG BUKSERNE NED

Kopernikus, Lyby og Anders W. i formidabel psykoterapeutisk krigsdans på Bellevue Teatret.

*****

Det er godt at få en fordom til at sile ned af væggen og tørre ud: Finner KAN altså være morsomme. ’Panik’ er skrevet af en ung finsk dramatiker.
Stykket minder om Camilla Wargo Brecklings ’Pis’, der blev spillet på Det Kgl. i efteråret. I ’Pis’ fem, i ’Panik’ tre mænd på scenen. Ren mandehørm. Mænd i fri dressur, når ingen kikker dem over skulderen. Andre end altså publikum.
Og så med kvinder som emne. Så det pisker.
’Panik’ handler om tre fyre på ca. 40 år,  i – som sagt: Panik. Ind og ud samlet hos Max.

NERVØSE SAMMENBRUD

Max er designer, konen er rendt fra ham, han har været i terapi og er derpå gået i mentalt vinterhi. Paranoid og besat af sit terapeutiske mantra. Nervøse sammenbrud, hvis f.eks. døren til wc er lukket. 
John er tv-studievært, egomanisk på grænsen til det sygelige, formodentlig konstant påvirket af et eller andet euforiserende halløj. Kvinder er noget, der hænger løst.
Leo er ingeniør i ægteskabelig krise, lammet af konens pause-anmodning og i dyb vildrede.

PR. ELEVATOR

Alt kan blive komisk i mødet mellem disse tre størrelser. Selv at man som ingeniør er ekspert i elevatorer. Det er indbygget i dekoration og iscenesættelse, at den forfjamskede ingeniør Leo i Nicolaj Kopernikus’ skikkelse ankommer direkte til sceneriet pr. elevator  – ligesom personerne i Keith Warners løsslupne opsætning af Mozarts ’Don Juan’ på Det Kgl.
Leo er tilmed leveringsdygtig i overvågningsudstyr til den panik-klaustrofobiske Max. Derudover mest leveringsdygtig i hjælpeløse, men henrivende nødråb og stampen i jorden for at få de andre til at løse hans problem med konen.
At det er komisk at være feteret talkshowvært ligger i sagens natur. Opblæste talkshowværter bliver automatisk til rene Holberg-figurer. Stundesløse Jean de Francer. Troels Lyby levner ikke sin John en renvasket hjernevinding, alt går på ham. Mobiltelefon-pludder, bolle-aftaler, fyringer af researchere afvekslende med impuls-løsninger på hvad som helst, hans to kammerater har af øjeblikkelige problemer. 

TERAPI
 

Og det kan under ingen omstændigheder blive andet end lattervækkende, at Leo har søgt ly og beskyttelse hos en Max, der har sat sig selv i undtagelsestilstand efter sit eget kæreste-sammenbrud. Anders W. Berthelsen svinger mellem af være knappenåls-ømfindtlig og skråsikkert besat af det psykoterapeutiske bombardement, han lige selv har været igennem.
Der er kulminationer i vanviddet. Især to vidunderlige optrin:
I det ene har Max forslugt sig på åbningscenen i Almodovars film ’Tal til hende’, et gestaltterapeutisk klip om oprydning i en kvindes tvangsneuroser. Han viser klippet, gør det efter og fortaber sig i det, mens Leo måber og John fniser.
I det andet får han kammeraterne ud i behjertede, men dybt idiotiske og fortvivlende rollespil, der skal opbygge Leo til at møde konen igen.

SYDER AF KOMIK

Det uimodståelig komiske i spillet hænger sammen med stramheden og den påtagede seriøsitet hos de tre. Formodentlig styret af både rytmen og tempoet i Morten Kirkskovs instruktion og den kontrol, de tre spillere har over deres virkemidler. Den kontrol, man kunne blive lettere skeptisk over for tilstedeværelsen af, når man har set webside-klippene fra prøvearbejdet på ’Panik’. Det er sjældent betryggende at være vidne til komikeres egen enorme morskab over at være  – morsomme. Til gengæld stærkt stimulerende at se dem tage de desperate sceneture med fjæset i pokerfolder. Forhåbentlig er de skrappe nok til at undgå, at der går total revyfjas i forestillingen, selvom det må være nærliggende.
Som den er nu: En forestilling, der syder af komik.

Gregers Dirckinck-Holmfeld