Andrea Pellegrini og Steffen Bruun i ‘Rigoletto’ (Foto: Roberto Fortuna)

VÆRLØSE: VI TA’R LIGE OG SPILLER RIGOLETTO

Intet afholder Teater Undergrunden i Værløse fra at spille stor opera. Det er blevet en vane.

Verdi: Rigoletto. Iscenesætter: Anders Ahnfelt-Rønne. Scenograf: Rikke Juellund. Medvirkende: Johannes Mannov, Adam Frandsen, Charlotte Hjørringgaard Larsen, Steffen Bruun, Andrea Pellegrini, Sten Byriel, Otte Ottesen, Bo Hedegaard Horsevad og Kristian Krebs. Kapelmester: Ulrich Stærk.

’Rigoletto’ spiller kl. 19.30 hver aften resten af ugen undtagen torsdag. Varighed: 2 timer 40 min. med 1 pause.

***

DER skal dæleme spilles opera i Værløse! – I Værløse?? Min nabo løfter øjenbrynene med et dobbelt spørgsmålstegn. Og ’Rigoletto’?

YES. Netop. Værløse og omegn skal ha’ ’Rigoletto’, Verdis knaldperle af operadrama. Min nabo tager jævnligt til Wien med ægteviven for at høre opera. Nu kan jeg anbefale dem Værløse til en afveksling.

DE vil nok opleve, at det er lidt anderledes i Værløse. Og det skal guderne vide. Anders Ahnfelt-Rønne, der leder foretagendet ved navn ’Undergrunden’ i Værløse, går frygtløst til de store operaer, iscenesætter den ene store klassiker efter den anden med sans for forhåndenværende søm, brædder og sejlgarn, en potte musikere på de kvadratmeter, der kan kaldes ’orkestergraven’, og så med den evne til at lokke gode sangere til fadet, som han har demonstreret, siden han begyndte sine frejdige opera-initiativer for en menneskealder siden i Teater Rialto på Frederiksberg, derefter slog sig løs i Aalborg på Nordkraft, og nu snart en række år på Galaksen i Værløse, omdøbt – når musikken spiller – til Undergrunden.

GLIMT hænger i baghovedet af en ’Bohème’ på Rialto, en ’Tosca’ og ’Rigoletto’ på Nordkraft – ren klaverledsagelse til den første, lidt instrumenter hægtet på dem på Nordkraft. Og især to ting siden Nordkraft: Talentfulde solister og sjove påfund for at udnytte de rum, der spilles i. I Aalborg rendte vi op og ned ad trapper fra den ene lokalitet til den anden for at følge med i ’Tosca’. I ’Boris Godunov’ på Undergrunden stod vi for et par sæsoner siden i øsende regn udendørs for at være folkemængde i den første scene.

I den nye ’Rigoletto’ er vi stående gæster med drinks i hånd på selve scenen hos hertugen af Mantua, da Rigoletto maser sig igennem for at svine den arme grev Ceprano til i overværelse af hertugen. Varmen er, så sveden hagler under lysekronerne, men heldigvis kan vi snart falde ned i salens stole og følge hofnar Rigolettos hævntogt mod hertugen, der har forført hans datter Gilda. Og undre os over Johannes Mannovs Rigoletto, der er så dystert sortklædt, som var han mere lejemorderen Sparafucile end bassen Steffen Bruun, der har dén rolle. Vi skal ikke forvente stilkostumer fra 1600-tallet. Snarere et udtryk for de klude, der har være til rådighed og gjort kostumeringen lidt tilfældig.

ALTSÅ de forhåndenværende søm. Som i dekorationerne. Scenograf Rikke Juellund har tømret et par to-etagers rønner af boliger op til hver side, i kongesiden: Rigolettos og Gildas, i damesiden lejemorderen Sparafuciles og hans søster Maddalenas lige så usle skur. Midten så overladt til de nedrige, hertugelige begivenheder under lysekronerne.

Ikke så ringe. Underklasse og overklasse. Hofmændenes bortførelse af Gilda op ad en vaklende stige, Maddalenas forførelse af hertugen op ad lige så vakkelvorne trin. Vi sidder lidt med livet i hænderne på deres vegne, måske for at vi skal gyse ekstra oven i det hårrejsende bestillingsmord på hertugen, der for Rigoletto vendes til mord på hans Gilda.

EN slutscene, der af Verdi males til akkompagnement af susende vindstød og buldrende torden i orkestret og ordløs, vokal summen fra et skjult kor – det må erstattes af Ulrich Stærks mægtige livtag med klaveret. Ligesom den lynende lyssætning på større teatre her må udfoldes af en enkelt eller to lamper, der glimter i loftet, så nogle sikkert tror, der er gået en pære.

MEN lige meget. Gilda, den så kønt og spinkelt klingende sopran Charlotte Bjerringgaard Larsen, Johannes Mannovs desperate Rigoletto med sin baryton i stor og forpint udfoldelse, Maddalena i Andrea Pellegrinis foruroligende ludermodel og Anders Frandsen som hertugen, der ikke har andet i hovedet end et nyt knald – det er disse fire, som til akkompagnement af Verdis uvejrsuhygge synger operahistoriens berømteste kvartet, en kvartet som fik Victor Hugo (der skrev romanen, som blev til operaen) til at stønne, at opera kan noget, som det talte drama ikke kan: Få fire personer til hver for sig at udtrykke, hvad de tænker. Samtidig!

SÅDAN følger de fire sangere den blodige tragedie til dørs – der er godt format over stemmerne – Anders Frandsens klingende tenor har vi netop hørt som Edgardo i ’Lucia di Lammermoor’ på Opera Hedeland. Der bliver virkelig sunget på livet løs i Værløse, måske lidt mere på livet løs end godt er nogle steder, solisterne kan deres partier, men er også ret overladt til sig selv og deres stemmeudfoldelse, mere end til en detaljeret karaktertegning – alt kan man næppe forvente af en opsætning, hvor både kapelmester og iscenesætter har hænderne fulde med at få det samlede apparat til at klappe. Og rigtig meget klapper faktisk.

VI undrer os over detaljer som slutbilledet med Sten Byriels Monterone, der som en saltstøtte står tilbage i hertugens sal – et memento om den forbandelse mod hertugen og Rigoletto, han i 1. akt har lammet alle med – La maledizione. Forbandelsen – den titel, der kunne være blevet operaens.

GODT tænkt med Monterone, der står dér. Men lidt overflødigt. Bortset fra det bliver dén ’Rigoletto’ hængende på grund af det originale initiativ og de godt valgte sangere.

gregersDH.dk