Nanna Cecilie Bang i  ‘True Story’ på Teater S/H (Foto: Petra Kleis)

NU

GÅR

JEG

Nanna Cecilie Bang ruller sig ud på Teater S/H som kvinden, der er selvsikker og – usikker. ’True story’ er titlen.

Dramatiker: Nanna Cecilie Bang. Instruktion: Christian Lollike. Medvirkende: Nanna Cecilie Bang.

’True Story’ spilles på Teater S/H i det tidligere Kødbyen. Varighed 1 time.

****

SE nu det billede. Nanna hedder hun, det yndige væsen. Læbestiften er tværet ud. Fotoet er ikke fra forestillingen. Det er ikke dokumentarisk.
Skulle det være det, skulle vi se Nanna – fulde navn: Nanna Cecilie Bang – med det tindrende smil, hun præsterer i sin monolog på Teater S/H. Det smil, der får hende til at ligne Caroline Wosniacki, når hun står der med favnen fulde af ketsjere og synes, det hele kører.
Vi holder normalt meget af, at fotos til anmeldelser er dokumentariske. Men her har vi så et lille stykke fotokunst, en slags fortælling om, hvad forestillingen handler om, ligesom når Claus Seidel tegner til anmeldelserne og vi ser, hvordan han fortolker det, han ser i stykket.
Nu altså Nanna med udtværet læbestift, stum og rund i betrækket som den solide due, der sad på vores altankant i morges på kik efter en han-due i farvandet, der kan gå til angreb på næbbets kulørte futteral.
Sådan skal det være, for Nanna Cecilie Bang monolog handler om at være på mærkerne, på jagt, på spanden, på sjov, på røven – på alt muligt i den kvindes liv, som hun snakker om, hendes eget og så mange andres. Sultne kvinders liv.
Det er hun egentlig også i Teater Momentums forestilling, som vi så i går på Skuespilhusets Lille Scene, og som vi – som det ses – heller ikke kunne dokumentere med et foto, men måtte nøjes med at fortælle om.
Nanna har alt det sultne skuespillertalent, overskuddet, det lystne, blodrige mod på at sige haps, nu æder jeg jer, og nu skal I få lov at æde mig. Det talent, som gav hende en Reumert talentpris i 2015 for ’Folkeskolereformen’ på Mungo Park i Kolding. Og som blev bekræftet med hujende sving året efter, da hun henne om hjørnet fra Teater S/H på Husets Teater på Halmtorvet i 2016 spillede en af de tre piger i det rablende anarkistisk selvopgør i ’Og nu, verden!’.
Der er det samme ’Kom an!’ over hendes monolog på Teater S/H, nu er det bare lige så meget en lidt eftertænksom appel til hende selv, midt i hendes styrtebad af tilsyneladende pågåenhed over for mændenes fristelser. Vildskaben og grådigheden er der, hendes egen og de mænds, hun ramler ind i, men der er hele tiden tvivlens sordin på – hvad fanden er meningen, hvad er min mening, hvad er de mænds mening med det hele?
Hvert eneste forhold – hvad enten det er mænd, hun fisker ud fra publikum eller fra sit eget hoved – får et år eller to, får et barn eller to, får en elsker eller to. Så hedder det: ’Nu går jeg’. Og det gør de, og det gør hun selv, for krudtet bliver vådt, dampen fordamper, også hos hende selv, alt plumrer til i overvejelser og mørnede beslutninger, mental sump.
Fortalt – ligesom i Momentum-forestillingen i går – med skiftevis latter og opgearet temperament – det er stort, som hun er stor, når hun brænder stemmen af i sin korte, styrede raseriudbrud. Latteren ligger og ruger, en latter, der er ægte, men den er ikke kun underfundighedens, men tvivlens latter.
Er det hende selv, der tværer læbestiften ud på billedet? En af mændene? Dem i hendes virkelige verden eller dem i hendes fantasi? Alt er tænkeligt i virkelighedens og de boltrende illusioner om samliv. En overvejelse, om man skal bide pikken af en mand, når alt andet under dynen i øvrigt er gennemsyret af spekulationer og forestillinger om hvad som helst, der sådan set er situationen uvedkommende. Noget skal der jo ske. Eller skal der? Den størknede sperma tørres af, man vandrer frit ud på gaden og strejfer lykkelige lidelsesfæller.
Således fremdeles.
Vi morer os med Nanna. Nyder hendes djærve slagfærdighed. Og lever med i de usikre tilskikkelser, som den udtværede læbestift antyder.

gregersDH.dk