Tom Jensen og Thomas Bo Larsen i ‘Emigranterne’ (Tegning: Claus Seidel)
TILVÆRELSENS ULIDELIGE MENINGSLØSHED
Stort spil af Thomas Bo Larsen og Tom Jensen i knugende, men også vittigt, absurd indvandrer-drama.
****
DET er virkelig ’tog til tiden’! Polakken Slawomir Mrozek’s Emigranterne’ er ganske vist et gammelt stykke. Fra 1960’erne. Noget så oldnordisk som absurd teater i stil med Ionesco og Beckett.
Tilmed skrevet under indtryk af noget så fjernt som polske emigranters liv i udlandet under det hårde kommunistiske diktatur dengang. Mrozek flygtede selv til Paris i 1968.
Men man skal ikke vende mangen en skrå på tungen for at se, at vi sagtens kunne være i selskab med emigranter af dags dato. Irakiske – eller hvad du vil have. Mennesker, som lever i et ubestemmeligt vakuum af fremmedgjorthed over for skæbne og omverden.
INDESPÆRRET
Der er kun to personer, to mænd, på scenen i Karin Trille Høys scenografi. Et kælder- eller loftrum, et hul af et sted at leve. Med bord, stol, vandhane og kogegrej, dåsemad og lyden af træk og slip fra over- eller underbo. I den sorte baggrund passerer af og til symbolerne på verden udenfor – en måge, en ko, et ur, der tikker tiden – den tid, der er gået i stå i rummet.
Men som trods alt fortæller, at klokken snart slår tolv, det er ved at være nytår, de to er på en måde som Poul og Nulle, da de begravede sig i hullet i jorden og legede julekalender for en menneskealder siden.
Her er det Thomas Bo Larsen og Tom Jensen – som personer navnløse i stykket, men ultra forskellige, blot tildelt en fælles skæbne, indespærret af deres egne tvangstanker om livets ubegribelige vilkår, opfyldt af håb og drømme, men totalt magtesløse over for virkeliggørelsen af drømmene.
Klarheden om, hvad der for alvor rører sig i dem, åbenbares først efter pausen, hvor den ene, den intellektuelle flygtning, taler om den bog, han vil skrive om magten og friheden. Den anden, fremmearbejderen, røber sin længsel efter kone og børn og hjemland.
FABULERINGER, DIT FJOLS!
1.akten er en række tilløb – en del for omstændelige, men i klumper stærkt underholdende.
Ikke mindst starten, hvor Thomas Bo Larsen fabulerer – med hele kadaveret hyperaktivt strittende – om sine oplevelser med en lyshåret dame på banegården. Men pilles ned til sokkeholderne af Tom Jensens ragekniv af intellektuel sarkasme: Fabuleringer, dit fjols!
Der står en løbende vekselvirkning af magtkamp og forbrødring mellem de to – helt ned i lattervækkende slagsmål om en dåse med hundemad og vand til téen, komiske og pinefulde drillerier, der kan vokse til nervespidsbelastede, klaustrofobiske mundhuggerier eller slagsmål, akkompagneret af isnende sus fra en omverden, der bryder ind som kværnende lyde eller osende hørm.
Spillet mellem dem er stimuleret af Thomas Bo Larsens eminente evne for at agere bondesnu og som dumpet ned fra himlen. Og Tom Jensens overlegne, uberegnelige farlighed.
LIVSFARLIGE
Peter Langdal har instrueret dem med utrættelig sans for deres individuelle muligheder i forbindelse med de typer, manuskriptet leverer.
I nogle passager en festforestilling. I andre, som sagt, en træden vande, der først ophæves af manuskriptets kontante udmeldinger i 2. akt. Hvor de tragiske og knugende konsekvenser af deres overvejelser om livets meningsløshed får fuld udblæsning. De kan forlade det. Deres hul. Men de magter det ikke.
Det er stort spil af de to, alene på scenen gennem næsten to og en halv time.
I et stykke, der konstant skaber uro i både spillere og publikum: Hvornår bliver vi mennesker livsfarlige – for hinanden og for os selv.
