Jens Jørn Spottag, Benedikte Hansen, Johanne Louise Schmidt og Thue Ersted Rasmussen i ‘Personer, steder og ting’ på Det Kgl. (Tegn.: Claus Seidel)

HVEM ER JEG ?

Johanne Louise Schmidt borer sylen i skuespillerens dilemma: Hvem er man – på scenen og i virkeligheden? Narkoen er støttepædagog i det engelske skuespil.

Dramatiker: Duncan Macmillan. Instruktør: Rune David Grue. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Jens Jørn Spottag, Thue Ersted Rasmussen, Esben Dalsgaard, Tabita Bowers, Mette Mølgaard og Gunvor Torp

’Personer, steder og ting’ spiller på Skuespilhusets scene Mellemgulvet (tidl. Røde Rum). Varighed 2½ time inkl. pause.

*****

DEN engelske dramatiker Duncan Macmillan har fat i kraven på skuespillerens centrale problem: Hvem er jeg, når jeg står dér på scenen og spiller en rolle?
Det er kernen i ’Personer, steder og ting’, der går på Skuespilhusets scene ’Mellemgulvet’, tidligere det ’Røde Rum’.
Det spørgsmål er der sagt ufattelig meget om, også ufattelig meget sludder, og det endevendes hele vejen rundt af begavede teoretikere som Stanislavski og Brecht. Af skuespillere selv og af publikum.
Ordene flyver i luften: Hun rammer, hun ligner, nej, hun er fuldstændig Nora eller dronning Elisabeth, eller hvem hun nu spiller på scenen – når hun som skuespiller stiller sig til skue.
Macmillan lader sin kvindelige hovedrolle begynde med en scene fra Tjekovs ’Mågen’, hvor Nina afviser sin tilbeder Konstantin. Vi er straks klar over, at det er mere end den afvisning, vi kender fra stykket. Det er en sort, hysterisk-neurotisk afvisning. Skuespillerinden, den kostume-indsnørede pige med håret bundet, op er mentalt ude i hampen. Sekunder efter falder hendes borgerlige garniture og scenens kæmpemæssige, tunge, kvælende røvballegardiner med et brag. Slut med Tjekhov, og vi er i et kridhvidt, hårdt belyst rum, en psykiatrisk klinik. Skuespillerinden står dér med håndtaske og irgrøn modepels, en moderne, forstyrret pige. Og vi fatter straks belægget for hendes sære, uberegnelige opførsel alene på hendes famlende omgang med smøger, piller og kokain: Hun er narkoman.

GRUPPETERAPI

Alt, hvad der følger handler om klinikkens forsøg på at behandle hende. Og hendes eget forsøg på at operere sig selv på plads i sin forvildede forfatning.
Johanne Louise Schmidt var et øjeblik Tjekhovs ’Nina’, nu skifter hun navn, hedder fra dåben Emma, men stikker andre navne ud til spørgeskemaer og journaler i et konstant opgør med både omgivelserne og sig selv. For hvem er hun egentlig inde i hoved og krop? Hun er på jagt efter sin egen identitet, er fuldt klar over sin diffuse tilstand som narkoman helt ude på kanten af grøften, men fuld af forklaringer og paniske overvejelser om, hvem hun er.
Ikke hvor hun er. Ikke hvad hun er. Kun hvem.
Hun har selv opsøgt klinikken. Den behandler hende og andre patienter – bl.a. en Paul, en sørgelig, forvirret skæbne spillet af Jens Jørn Spottag – som den slags vel behandles. Med samtaler og gruppeterapi – en gruppeterapi, der for pigen selv på den særeste måde er en kopi af opgaver på en skuespillerskole. Hun overtager nogle gange med magt og vold styringen af det rollespil, klinikkens ledere sætter i værk. Dels overlægen, der spilles med fagkundskabens venlige og uflyttelige talesæt af Benedikte Hansen, dels hendes assistent Thue Ersted Rasmussen. Johanne Louise Schmidt tumler utrætteligt rundt med personalet. Men endnu mere med sig selv i jagten på klarhed over, hvad hun skal stille op med sin forvirrede, forplumrede liv, belastet af en barndom og opvækst, der har gjort hende til outsider – skuespiller mod familiens ønsker.
Det sidste får vi klarhed over til allersidst i stykket, hvor hun vender hjem til et hjerteskærende forsøg på at finde sine rødder, men modtages af et isafkølet, træt forældrepar.
Johanne Louise Schmidt er på en gennemført, blødende jagt på denne Emmas substans af diffuse impulser og lynhurtige, intelligente klarsyn på sin situation og omgivelserne.
Hun møder nogle gange sin egen splittede natur som flimrende spejlinger og syner, konkretiseret af instruktøren Rune David Grue ved at lade sygeplejersker og andre patienter i korte glimte kredse omkring hende iført den samme opulente, rustrøde hårpragt som hende – et frækt kup, som teatret også udnytter i sit pr-materiale, hvor Schmidt figurerer med et snertende blik mod os mellem seks rygvendte, hårprægtige dobbeltgængere.
Rollen er et brillant eksempel på denne unge skuespillers evne til sætte sylen i en rolle og vende dens muligheder på formodentlig alle tænkelige muligheder.
Det er fascinerende.

ORM, DER GNAVER

Altså også – for at vende tilbage til udgangspunktet – i den måde, Macmillan trænger ind på en skuespillerrolles karakter af illusion, endda iskold manipulation, når vi bevæger os videre fra teaterscene til f.eks. reklamebranche.
Emma kredser nogle gange i 2. del af stykket rundt i sine egne billeder af en reklamefilm-opgave, hun har haft. En pr-tekst, hun har fremsagt med stålsat overbevisning om, at her var noget, hun gik ind for med fuldt og flammende hjerte. Teksten sidder som en orm, der gnaver, og bringer hele hendes indre dissektion om sit erhvervs mål og midler op at vende.
Vi har tidligere set, hvordan denne engelske forfatter kan føre os ind i menneskers irgange af overvejelser om deres egne handlinger. Det var på Husets Teater, hvor de for nogle sæsoner siden spillede ’Ilt’, et indtrængende opgør mellem to mennesker, et ægtepar, spillet af Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan.
Nu stikker han boret uhyggeligt langt ind med ’Personer, steder og ting’.

gregersDH.dk