‘Nilens Stjerne’ Glassalen Tivoli 8.10.2016

Den vilde jagt på et stjålent hjerte er et farverigt show i Eventyrteatrets 'Nilens Stjerne' i Tivolis Glassalen.

 

nilensstjerne_2016_fom-3964_presseFrida Reynberg i ‘Nilens Stjerne’ i Tivolis Glassalen. (Foto: Ole Mortensen)

EGYPTEN

TUR-RETUR

 

Den vilde jagt på et stjålent hjerte er et farverigt og sjovt show i Eventyrteatrets ’Nilens Stjerne’ i Tivolis Glassalen.

Dramatiker: Gunvor Reynberg. Komponist: Christian Dahlberg. Instruktør: Bo Skødeberg. Scenograf: Kirsten Brink. Kostumier: Christine Brink. Medvirkende: 100 unge knyttet til Eventyrtetret.

’Nilens stjerne’ spiller i Tivolis Glassalen i hele oktober.

*****

 

STORT er det, og stort skal det være. Vi taler om Eventyrteatret, som i aftes havde 25-års jubilæums-premiere i Tivoli.
100 medvirkende på scenen – vi har talt dem, ikke under forestillingen, for det kan ikke lade sig gøre, sådan som de i små og store grupper suser ind og ud. Men i programmet, hvor hele Eventyrteatrets enorme folkehold kan ses på billederne.
Vi kan ikke forklare os, hvordan det enorme omfang kan holde balancen. Kun konstatere, at det gør det. Formodentlig i kraft af flid og entusiasme, og et talent, der taler med.
Årets festforestilling hedder ’Nilens Stjerne’, en egyptisk historie om guder og helte, magtkampe, og om to danske skolepiger, der kidnappes under et besøg i den egyptologiske samling på Glyptoteket og bliver kastet ind i dramatiske forviklinger over to tusinde år tilbage. Og kommer fortumlet tilbage til nutiden.
En kamp om et stjålet hjerte, en kamp mellem onde og gode kræfter, en kamp med eventyrlige forviklinger og livlig deltagelse af både krigere, som rider på krokodiller af den mest mageløse konstruktion, af en mytologisk kat og en krigerisk hund, af store foretagsomme skarabæer, der triller med kæmpekugler af guf fra møddingerne – en økologisk finte! – samt en horde af mumier, der truende varsler død og ulykke.
De sidste er vi advaret om allerede fra Tivolis hovedindgang og frem til Glassalen – hvidklædte væsener danner hundrede meters spalier og mumler velkomst til os. F.eks. ’Pas på mumierne!’ eller ’I kreperer, vi balsamerer…!’

RIGDOM AF KOSTUMER

Det lyder måske dystert, men tro os: Det er en totalt farvestrålende eventyrforestilling, der overvælder med en kostumerigdom, der kan slå enhver opførelse af ’Aïda’ i arenaen i Verona. Det glimter af fjer og guld, drømmekjoler og forgyldt panser og plade.
Hvor har de det alt sammen fra? Jo, forstår vi på den næsten 100 sider store festbog, som Eventyrteatret er udkommet med i anledning af jubilæumsåret: Teatret har en gigantisk systue med kostumer udfærdiget gennem 25 år til forestillingerne. De bliver hvert år suppleret med nye eller omarbejdet til den aktuelle lejlighed. I år altså ’Nilens stjerne’.
Lykken for børn og voksne ved at overvære denne gigantforestilling er helt klart lige så meget det prægtige, sjove og musikalske, der styrer opmærksomheden, som det er den brogede handling, Gunvor Reynberg har stykket sammen omkring de dramatiske magtkampe om et stjålent hjerte. Og som hun iklæder visdomsord, f.eks. dem, der kommer fra en stjert af en mini-aktør: ”Uden mad og drikke, så får helten hikke” eller ”Mænd er ligesom kager, man kan ikke klare sig uden” eller ”Klog mand pisser ikke mod vinden”.
Reynberg har revysikkert greb om mange scener, og det hele fejer flot over scenen, professionelt håndteret af instruktøren Bo Skødeberg, med Christian Dahlbergs iørefaldende musik og en Kirsten Brink-scenografi, der flytter os elegant rundt mellem søjler, hieroglyffer og pyramider. For ikke at tale om den blanding af Zoologiske Have- og ’Cæsar og Kleopatra’-kostumering, som Christine Brincker har stået for.
Stort det hele. På alle ledder. Dygtige, sjove og talentfulde medvirkende. Det fremgår af jubilæumsbogen, hvor mange af Eventyrteatrets børn og unge, der med tiden er vandret videre i professionelle karrierer. Vi kan vente os ny aspiranter fra ’Nilens Stjerne’.

gregersDH.dk  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *