VÅGER I ISEN

’Frost’ er en fascinerende danseforestilling på Hippodromen i Nørregade. En kombination af lyd, billede og yderst vital dans. Og et flot nyt udspil fra Dansk Danseteater.

*****

Snemand Frost og Frøken Tø i ny udgave. Rykket fra bænken ved Søndersø ud i det uvisse. I – hvad der kan være Sibirien eller Peary Land. Eller dybt i vores forfrosne hjerter.
Steder, hvor smeltevandet kan bruse op og servere Snemand Frost i en kop – som det sker her i denne forunderlige forestilling, som ’Dansk Danseteater’ kalder ’Frost’, spillet på Folketeatrets Hippodromen, salen op ad de mange trapper – lidt nærmere den kolde stratosfære.
Sådan føles det faktisk i den nøgne, blåsorte scenografi, hvor eneste dekorative element på det store gulv er tre isnende tapper og et par vægge, der efter forgodtbefindende kan forbinde tapperne, så de står som vægge i et grønlandsk isfjeld.
Når de da ikke afgiver ensomme dryp af smeltevand, der lejrer sig som ringe  scenegulvet med den lyd, der kan få hvem som helst til at gyse, når et vandrør er frostsprængt, og blikkenslageren holder weekend fri.

SMELTEVAND
 
Dér, hvor smeltevandet pludselig bruser, er steder, hvor danserne i deres kuldslåede slimdress pludselig smyger al det frosne gys af sig og enten – som to af de mandlige dansere – leger den herligste tagfat med hinanden. Eller endnu mere overdådigt: Dér, hvor danserne parvis kaster sig ud i overgiven vals til tonerne af Leonard Cohen’s dårende ’Take This Waltz’. Er ’dårende’ ordet? Sangen og stemmen har undertoner af fjern uhygge. Altmodisch wienerstemning med torden i horisonten.
En uhygge, som rammer brutalt ind andre steder i ’Frost’ – i en lang sekvens, hvor en af de mandlige dansere til hamrende elektronisk bombardement nærmest jages af musikken, som var den et torturinstrument, en strøm sat til kroppen, videoskildret mod ’fjeldvægen’ som et sitrende displaypanel.

LYNFRYSNINGER
 
Der er voldsomme udsving i denne ballet Og de eminent dygtige ni dansere spiller sammen med et lyd- og video-regi, der er gennemført fascinerende. Deres kroppe efterlader aftegninger i gulvet, lysende udstandsninger, der ligner størknede kroppe, som vi ser dem i Herculanums overrumplede menneskekroppe, da vulkanen Vesuvs lava greb dem. Men her som kontrasten: Våger i isen. Eller lynfrosne ofre for ufattelige kuldegrader.
Ud over den glimrende, vitale kropslige udtryksfuldhed hos danserne er det bærende i denne forestilling netop de fantasifulde, præcise lyseffekter.
Og så vekselvirkning mellem total stilhed og lyd. Koreografen, den unge Tina Tarpgaard, er ikke bange for – sammen med komponisten Jens Hørsving – at nagle os fast i lang tid med lammende stilhed over optrinene, kun ledsaget af enkle elektroniske lydbaner, og pludselig trinene fra en danser, der forsvinder bag scenen  – og så som chok et inferno af maskinel larm og så igen overrumplende wienervals eller uventet speak. 

TIL KLIMADEBATTEN

’Frost’ er en spillevende, både rystende og munter kommentar til klimadebatten. Hvis man gider se det sådan.
Ellers ’bare’: En glimrende balletforestilling.

GregersDH.dk