JEG ER GRÆNSELØST UTÅLMODIG

ATP’s direktør Lars Rohde om en opvækst, hvor telefon og tv var nyt i derhjemme og bil noget, andre havde. Om økonomistudier omgivet af munkemarxister på Aarhus Universitet. Om bluff og redelighed i professionel mødekultur. Om utålmodighed. Og om tilfældet, der bestemmer meget i hans liv.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

———————————————————

”Om der er noget, der irriterer mig?”
Lars Rohde holder en lang pause. Og tager en dyb indånding.
Så kommer det:
”Jo: At jeg er grænseløst utålmodig! Dét irriterer mig. Fordi jeg engang imellem kommer til at reagere uhensigtsmæssigt.”

– Hvornår?

”Hvis man f.eks. har gået længe og tumlet med et problem. Og man synes, man har fundet en løsning. Og man præsenterer den for andre. Hvor svært kan det så være for de andre at indse dét, som man selv har brugt et halvt år på at indse??”

– Du bliver irriteret over, at folk ikke straks forstår, hvad du siger?

”Ja! At det går for langsomt! Men det er da blevet bedre. Du skulle have set den unge ’L. Rohde’! Det var virkelig stygt! Jeg er nok – som psych.erne ville sige – blevet mere procesorienteret. Nok fordi jeg har løbet mig så mange stavere i livet, at jeg er blevet klogere. Det andet er jo hjernedødt og dumt.”

Utålmodigheden er noget, Lars Rohde vender tilbage til flere gange i vores samtale, som er begyndt i ophøjet ro i hans køkken, hvor han tilbereder Neskaffen med mælk fra kartonen. Vane og enkel livsførelse, gætter vi, fra de over tyve år, ATP-chefen har tilbragt i et kollektiv i Birkerød med børn om benene og fællesspisning.
Samtalen fortsætter afslappet i hans elegante og komfortable stue i villaen i Svanemøllekvarteret. Vi taler om denne mangel på tålmod, der har ført Lars Rohde vidt. Om tæmningen af den. Og så én ting til: Tilfældet.

”Jeg ved godt, at jeg på mange måder er voldsomt ambitiøs. Ikke tilfreds med 3.pladser. Du siger, at jeg skal have sagt, at ’arbejde er ledetråden i mit liv’. Jeg har nok, hvad man kan kalde en ’calvinistisk’ arbejdsmoral. Men når du spørger mig, om det er et tilfælde, at jeg ud af alle fag har valgt netop økonomi, så er svaret er rungende JA. Det er da tilfældigt. Jeg har altid haft en bred interessesfære. Da jeg gik i gymnasiet, kunne det have udviklet sig til alt mulig mystisk. Jeg overvejede seriøst at læse dansk og historie. Og på et tidspunkt at kaste mig over filmvidenskab. Jeg læste også meget skønlitteratur dengang. Men valget faldt altså på økonomi.” 

– Helt tilfældigt?

”Jeg var jo optaget af samfundsproblemer. Det var vi i gymnasiet. Jeg gik bl.a. i klasse med en datter af afdøde økonomiprofessor Vibe Petersen og kom i hjemmet. Det var ét af mange indspark. Det blev økonomi, men kunne også være blevet scient.pol. Sådan set: Et tilfælde. Ligesom da jeg på universitet gik og troede, at jeg skulle være forsker. Men jeg blev færdig netop omkring 1980, og da var universitetet næsten lukket for nye faste stillinger. Måske erkendte jeg også, at den økonomiske videnskab ikke led umistelige tab ved, at jeg holdt mig væk. Oven i: Udsigten til at skulle sidde og nørkle med artikler i halve og hele år for at finpudse detaljer! Det var mit temperament ikke til. Jeg er for utålmodig.” 

– 1980…Du har gået på universitetet i en strid periode: 70’erne.    

”Bestemt. Jeg studerede i skyggen af kapitallogikken! Jeg var studenterpolitisk aktiv. Men jeg havde meget lidt respekt for de enøjede synspunkter. Jeg tilhørte den udskældte midterposition, hvor typer som mig blev kaldt ’socialfascister’ og andre positive karakteristika. I dagligdagen i studiet var det ikke noget problem. ’Økonomi’ var en traditionelt borgerlig magtbase.”

– Mærkeligt. Økonomistudiet måtte da være en marxistisk højborg?

”Ja, sjovt, ikke? Munkemarxisterne var alle andre steder end dér, hvor de har deres udgangspunkt: I en økonomisk og materialistisk tilgang til livet. Men de befandt sig mest blandt psykologerne, idéhistorikerne, humanisterne…”

– Du kom selv fra et skolelærerhjem.

”Jeg voksede op i et trygt miljø i Højbjerg, en forstad til Århus. Med to lærerforældre. Et kulturelt og åbent miljø. Der blev læst meget. Også læst meget højt. Men det var materielt set småt – selvom min mor aldrig ville drømme om at sige, at vi manglede noget. Det var de sene 50’erne. Som barn kunne jeg følge den velstandseksplosion, der kommer i 60’erne. Vi havde ikke haft telefon før – det fik vi! Og fjernsyn! Min familie havde ingen bil. Og når venner og familie mødtes, så var det ikke til store middage. Det var en kop kaffe og en ostemad. Beskedent, men trygt og levende – også hos min morfar og mormor, hvor jeg kom meget. Min morfar var førstelærer på landet, 30 km syd for Aarhus – drev også aftenskole, sangkor, foredragsrækker. Han var en kulturinstitution midt i det lille samfund. Men som sagt: Alt på jævne vilkår. Bare med masser af support. Også økonomisk. Mine forældre støttede mig de første år på universitetet, hvor jeg ikke kunne få SU.”

– Puffede de til dine ambitioner?

”Ikke på den måde. Det, jeg har fået med mig fra min barndom, er nok en god social indlevelse. Respekt for andre, uanset deres baggrund. Omsorg for andre mennesker. Tage dem for, hvad de yder og hvad de kommer med. Men ambitioner? Da jeg var færdig på universitetet, stillede jeg bestemt med store, faglige ambitioner. Jeg ville gerne blive rigtig god til noget. Vel ikke anderledes, end hvis man spiller cello. Så vil man gerne være god til dét. I mit nuværende job synes jeg, jeg arbejder ambitiøst og målrettet i forlængelse af den sociale indlevelse, jeg taler om. Når jeg går på arbejde, er det for det, der er opgaven: At skabe de bedst mulige pensioner for den største del af den danske befolkning.”

– Du har sagt engang, at ’arbejdet er ledetråden i dit liv’.

”Ha! Ja, god calvinistisk arbejdsmoral! Som også indebærer, at det, man laver, skal have en samfundsmæssig mening. Men når vi taler om de personlige ambitioner, så måtte jeg konstatere, da jeg fik mine første jobs, bl.a. i Nationalbanken, at der var betydelig forskel på af have ret og at få ret. Og da jeg havde tilbragt nogen tid med at have ret og ikke få ret, så besluttede jeg mig til, at det måske var nyttigt også at få ret.”

– De skulle gøre, hvad du sagde!    

”Ja. Fornøjelsen ved at stå bagefter og kunne sige: Hva’ sagde jeg!?… Det er jo en noget ensom fornøjelse. Det har nok drevet mig. Så må man tage nogle slagsmål. Det kræver selvbeherskelse, og, nå ja, tålmodighed.”

– Kasper Holten, operachefen, taler om, at man af og til må bruge bluff, når man er leder.

”Churchill har sagt: ’Du kan narre mennesker i et kort tidsrum. Og nogle få over lang tid. Men du kan ikke narre mange mennesker i meget lang tid’. Det gælder om at være redelig. Og konsistent. Man skal kunne se en linje i det, du gør. Kunne regne med det, du siger. Mere svært er det ikke.”

– Men der foregår vel altid et psykologisk spil under møder og forhandlinger. Hvordan vil du beskrive dét? 

”Det kommer an på, hvad det er. Hvis det er en forhandlingssituation, hvor man har modsatte interesser: Hvad lægger du på bordet, hvad lægger jeg på bordet. Kan vi finde noget, der er gensidigt acceptabelt? Det er én situation. Dér kan det handle om: Hvad foregår der egentlig på den anden side.”

– Dér kan man have brug for bluff og poker…

”Det kan du sige. Men hvis det er folk, du skal opnå resultater sammen med igen og igen, så er du nødt til at skabe tillid. Hvis du kun skal forhandle med dem én gang, så er det en anden game. Så er fristelsen til at bluffe ret stor. Og så er det igen noget helt andet, hvis det er forhandlinger internt i din organisation. Dér gælder det om at mobilisere alle omkring fælles mål og visioner. Det dur ikke, hvis man for egen vindings skyld eller for at positionere sig smækker en albue i ansigtet på kollegaen.”

– Folk, der bare sidder på spring og håber, andre dummer sig?

”Og siger: Så skal jeg hjælpe ham med at dumme sig? Ja, ja. Men med en sportsmetafor: Jeg skal have et hold op at køre. Jeg ved godt, at der er 48 spillere rundt om holdet, som gerne vil på. Men jeg er nødt til at finde elleve, der kan spille sammen. Jeg holder meget af begavede individualister. Men jeg kan ikke bruge min ledelsesmæssige kraft på at gå rundt og skille folk ad, der slås indbyrdes.”

– Man kan vel også komme i situationer, hvor man fornemmer, at nogen er ude efter én personligt. Ens eget job måske…

”Hvis man føler, at man skal kikke sig over skulderen, så er der ikke mange valg. Enten tager man slagsmålet. Og dét er et éngangsslagsmål. Eller også må man gå ud af døren. Jeg ved med mig selv, at sådan en organisation gider jeg simpelt hen ikke arbejde i. Om jeg har været ude for dét? Ja, det har jeg. For at sige det på jysk: Det er rigtig træls. Det tager enorme mængder energi ud af en organisation. Det er en af en ledelses fornemste opgaver: At slå ned på dét. Så må man engang imellem ofre gode individualister. Det betyder ikke, at det skal være et sovjet-system. Man skal bare sørge for, at kritik kommer op til overfladen. Bliver behandlet.”

– Noget, der kan få dig til at ligge søvnløs?    
 
”Jeg er ret robust. Men der kan da være situationer. Når der skal tages beslutninger, der kan blive fatale. Hvor du ved, at du har analyseret det op ad stolper og ned ad vægge – og beslutningsgrundlaget fortsat er ufuldstændigt. F.eks. sidste efterår, da de finansielle markeder bragede sammen, og man kunne tabe milliarder ved at trække vejret på den forkerte måde. Det kan godt give en smule søvnløshed.”

– Men utålmodigheden? Du har været elleve år i denne topstilling. Har du tålmod til at fortsætte elleve år til?

”Jeg ser mange nye udfordringer i det job, jeg har. Men som sagt: Respekt for tilfældet. Din bestyrelse kan sige en dag: Så er det nok. Tak for indsatsen! Eller der kan komme en helt ny udfordring forbi, der kalder på en. Jeg har fra jeg var helt ung interesseret mig for udviklingen i den 3. verden. Det er noget, jeg måske på et senere tidspunkt gerne ville beskæftige mig mere med. Hvordan? Måske konsulentvirksomhed på pensionssystemer rundt om i verden. Eller finansielle systemer mere bredt. Jeg kan ikke se det lige nu. Men i et andet set up. I en anden fase af mit liv. Måske ti år længere fremme på banen…”