Janus Nabil Bakrawi, Steen Stig Lommer og Laura Christensen i ‘Under is’ (Tegning: Claus Seidel)
FREMRAGENDE TEATER
’Under isen’ på Caféteatret er et overbevisende argument for teatrets enorme livskraft. Bragt på enkel, men raffineret formel. Og et nyt gennembrud for Jacob F. Schokking som instruktør.
******
HVIS man skulle være i tvivl om, hvad teater kan i disse forfrosne tider, hvor teatret ind imellem bliver sat på efterløn og ventepenge, som om denne kunstart var en tøffende og prustende DSB-lokomitiv, der arbejdede sig træt og udaset gennem landskabet, overhalet af italienske IC-3-4-7 – eller hvor mange kalorier det nu er, de praler med – så skal man lige lægge vejen om ad CaféTeatret og sidde den halvanden time, stykket ’Under isen’ varer – bænket i et teaterrum, der er så knortet som min barndoms klasselokaler i Københavns Drengekors skole i Hindegade.
Det var en lang sætning. Men den tjener et godt formål: At fortæller om et stykke, der for det første er fremragende forfattet. For det andet fremragende spillet. For det tredje fremragende iscenesat.
Og dermed for det fjerde fører et fremragende bevis for teatrets muligheder i en tid, hvor der konstant bliver spurgt, om der dog er mening i at blive ved at ofre kræfter på den form for kunst, når folk nok hellere vil se fiktion udfolde sig på skærm, lærred eller – hvis det endelig skal være – på en scene, hvor en solosnakker kan fyre op under nationens hang til hurtige vittigheder, dens mindreværdskomplekser, dens dårlige smag eller dens almindelige kedsomhed ved livet.
LAMMENDE ALMINDELIG MAND
Vi tager det skridt for skridt:
Stykket er skrevet af den ret unge tyske dramatiker Falk Richter, som vi har set et par stykker af før. Men dette er det skarpeste indtil nu.
Det handler om en mand, der løber sur i vore dages galopperende karriereræs.
En lammende almindelig mand, der er udsat for hele bombardementet: Forældrene har ikke interesseret sig for ham, for de havde ikke tid – og for resten selv var kiksede. Især faren, der havde som livsopgave at dirigere fly på plads ved landing. Med det resultat ind imellem, at de forulykkede.
Det ruller videre for sønnen på skæv vis, han udsættes i sit arbejde for managementkurser af den mest jublende tjuhej-agtige art, og som det gennemgående omdrejningspunkt i stykket: Han skal af sted på en business tur fra lufthavnen, og går i coma over for projektet: Bliver kaldt ud og kaldt ud – ’Hr. Niemand til Gate 7!’, Hr. Niemand til Gate 7!’
Men han kommer ikke ud af stedet. Han er afhopper.
Vi kender typen. Ham, der står af. Viggo Kampmann gjorde det på rejser. Keld Olsen sprang fra en stjernekarriere i politik. Fallitter? Næh. Folk, der erkender – mere eller mindre konsekvent – meningsløsheden i at lade motoren kører dem frem mod uinteressante og urimelige mål.
LOMMER, BAKRAWI OG LAURA
Steen Stig Lommer spiller denne ‘arme Kerl’, Hr. Paul Niemand – selvfølgelig hedder han Hr. Ingen, og som sådan bliver han også indimellem kaldt i højtaleren i lufthavnen: Mr. Nobody.
Lommer spiller dette menneske med en hjertegribende målbevidsthed, en dyb forundring over den hvirvelvind af ulyksaligheder, der rammer ham hele tiden, men samtidig en intens opmærksomhed og næsten klassisk høflighed over for den skæbne, tilfældet har tildelt ham, især de business-management tilbud, der tilflyder ham i skikkelse af de to coach-bavianer og kursus-artister, der prøver at proppe moderne effektivitetsvisdom ned i struben på ham. Glimrende og meget stærkt spillet.
Den ene af de to bavianer spilles af Janus Bakrawi, der får sin figur til at vokse til det manisk uhyggelige, da han i en lang sekvens brænder evangeliet af, nærmest som en hysterisk udviklet peptalk til publikum om demokratiets lyksaligheder, d. v. s. – i virkeligheden: Demokratiets elendige mulighed for at få nationer til at makke ret og mennesker til at rette ind og forstå, hvad der er lykken: Vækst, effektivitet, kontrol.
Bakrawi nægter sig ikke noget scenisk. Hans totale amok som fanatisk kursus-indpisker er en hæsblæsende sportspræstation.
Den anden af Laura Christensen. Måske ikke den mest hårdkogte type til den strømlinjede ragekniv af en management-donna, som rollen er tiltænkt, men det er derhenad. Hendes samspil med Bakrawi er perfekt, og hendes nøgterne distance til den arme Hr. Niemand er gennemført fascinerende.
Hun er desuden tildelt stykkets epilog, der fører temaet – den totale fremmedgørelse – ud i det absurde, men samtidig ganske bevægende: Menneske-roller er overtaget af bil og tv-monitor – en makaber fabulering over fremmedgørelsen, der rykker stykket ind som forlængelse af Kafkas nihilisme.
SHOKKING
Endelig instruktion og scenografi. Det er nok det stærkeste og mest gennemført, vi til dato har set af Jacob F. Shokking. Han har gennem mere end ti år udviklet fantasi, teknik, præcision og billedskabende evner til noget, der nærmer sig det virtuose.
Hvad vi har set fra ham, lige siden han med sit foretagende Holland House skabte dramatiske billedmæssige sammenhænge i en række opera- og musikteater-forestillinger – ’Nuit des Hommes’, ’Stalingrad’, ’4.48 Psykose’ på teatre som Det Kgl. og Betty Nansen – er nu foreløbig kulmineret i en total beherskelse af symbiosen mellem scene, stills og levende billeder – som ikke bare baggrund for det levende skuespil, men som integreret action.
I ’*Under isen’ er scenen taget i brug i sin fulde bredde med totalbilleder af både grafisk effekt og handlingsmæssig substans, som har overvældende virkninger. Skuespillerne agerer i – og sammen med – billederne og den udspekulerede, men egentlig ganske enkle, sceniske opbygning.
Det minimale teaterrum udnyttet, så vi føler det ekspanderet til et halvt Gasværk.
LYDREGI
Det er også værd at lægge øre til de utrolig mange auditive effekter, som Shokking benytter sig af. Et lydregi, der kalder mindelser frem om den måde, den franske filmkunstner Jacques Tati kunne skabe forbløffende effekt med ganske små, men ultra raffinerede akustiske midler.
Det er noget, der også kræver stor præcision og lydhørhed hos skuespillerne, og de blevet brillant honoreret i denne gennemarbejdede iscenesættelse.
Såh – prøve lige at se og hør dette her: ’Under isen’ er en oplevelse.
En altfavnende forestilling, forløst med raffinerede midler.
Spillet på et af denne bys mest avancerede sidegadeteatre, der udadtil ligner suppe på en pølsepind, men ved, hvad der er godt, fornyende og væsentlig teater.