Malin Brolin-Tani og Ludwig Bagin i ‘Faust – uden titel’ (Foto: Sheila Burnett)

DER ER PENGE I LORTET

Mikael Jeppesens dramatikerdebut ’Faust – uden titel’ reddes af musikken på Odense Internationale Musikteater

***

FAUST i kløerne på Mefisto? Parallellen er god nok i Michael Jeppesens opgør med kunstverdenens komiske absurditeter i stykket ’Faust – uden titel’, som havde premiere i aftes på Odense Internationale Musikteater.
Michael Jeppesen? Jo, jo, ham, der som en anden David slyngede sten mod hvem som helst på Ekstra Bladets bagside indtil for nogle år siden. Nu kunstanmelder på Information. Han debuterer som dramatiker med sin Faust-historie.

MUSIKKEN

Det er ikke noget rigtig godt stykke. Det bæres oppe af en stribe musikalske numre, som fungerer fint i den stil, OIM er gode til. En stribe finurlige kommentarer til handlingen med musikere og skuespillere tæt integreret i sammenspil, det hele skrevet af Chris Jordan. Man savner faktisk kun ham selv ved keyboardet, hvor han ellers altid er i stand til at anslå en tongue-in-cheek stemning, en uforvekslelig angelsaksisk blanding af humor og poetisk bid.

KNIRK

Musikken er nettet under en handling, der er enkel, men bare knirker som gamle parketgulve i sine dialoger og statements:
En ung kunstner tumler med åbent sind og blikket stift rettet mod succes i armene på en fløs af en rigmand, der gerne vil gøre sig bemærket med noget, han ikke har forstand på: Kunst.
Der er mere lallende dandy end Mefisto over smarte ’Mr. Jan’ i den flotte slovakiske skuespiller Ludwig Bagins skikkelse, vi kæmper lidt med at forstå hans replikker, men stadig – meningen er god nok: Latterlig uvidenhed og forsøg på at blære sig som kunstsamler er nogle af de pointer, Michael Jeppesen vil ramme med denne Stein Bagger-type. Udnyttelsen af, at der er penge og prestige i lortet. 

SELVRESPEKT

Vi er heller ikke i tvivl om, hvad det er for en ung kunstner, vi får serveret på et sølvfad: en fyr i flimrende usikkerhed, om hvad han skal med det hele. Blive duperet? Eller bide sig fast i sin kunstneriske selvrespekt? Han har det ikke nemt. Hans pige ryger på den med Mr. Jan, indtil hvirvlen af dollars og euro’er forsvinder i den blå luft i pyramidespillet.
Færdig med dansen om guldkalven for alle parter, inklusiv den langbenede strigle, der agerer mellemled som en art galleridame og kunsthandler. Hun hænger sig, men opgiver alligevel det teatralske forehavende for at træde afslutningsdansen med de øvrige, som i en Mozart-opera.

NØDLØSNING

Opsætningen indrammes i en slags overdimensioneret stue, hvor de agerende kommer til at fungere i nærmest marionetformat – spillet om kunst er som et spil mellem dukker, fjernstyret af penge og ambitioner. 
Midtvejs i stykket afholdes en konference om ’Forbud mod billedkunst’, hvor politikere og folk, der vil gøre sig kloge på kunst holder brandtaler. Antiteatralsk fyldstof og nødløsning. Det skal man ikke klandre debutanten Jeppesen for – al den stund en yderst professionel dramatiker, Christian Lollike er røget ud i samme misere i ’Fremtidens historie’ på Det Kgl. i øjeblikket.

VEL SYNGENDE

Budskabet går hjem, trods utydelighederne. Og vi har fornøjelse af gode medvirkende: De to Brolin-Tanier, Mads og Malin, nybagte fra Odense Teaters elevskole, vel syngende og spillende. Ligesom Sabrina Ruiz, den langbenede.
Anders Nyborg har iscenesat og skabt betydelig bevægelse i det firkantede manuskript.
Et aktuelt emne, dét med kunst, penge og tvivl om hvad der er hvad?
Selvfølgelig. På premieredagen læste man om Aros Museet i Århus, der har haft et revisionsfirma til at komme med bud på forbedring af den skrantende økonomi. – Lav nogle flere poppede udstillinger a la den for nylig med smarte bilmærker, lyder recepten fra bogholderkanten.
Arme kunstnere.   

GregersDH.dk