Malene Schwartz, Sonja Oppenhagen og Preben Kristensen i ‘Skærmydsler’ på Folketeatret  (Tegn.: Claus Seidel)

MELLEM  STRIKKEPINDE  OG  TROMMESTIKKER

Malene Schwartz og Sonja Oppenhagen funkler muntert i Gustav Wieds komedie ’Skærmydsler’ på Folketeatret.

Gustav Wied: ’Skærmydsler’. Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Chr. Tom-Petersen. Medvirkende: Malene Schwartz, Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen og Mathilde Norholt.

’Skærmydsler’ spiller på Folketeatret indtil ???

*****

”DINE bevægelser, Hertha!…”  ordene kommer som små knaldende rap fra Malene Schwartz. Hun er som en skolefrøken, der korrekser sin elev. Bemærkningen har hængt og flagret i det danske sprog, siden Det kgl. Teaters Betty Hennings sagde dem i 1901 ved premieren på ’Skærmydsler’.
Ordene er Tante l’s til Tante 2: ”Dine bevægelser…”.
Tante 2 er Sonja Oppenhagen på Folketeatret. Og her skal vi se bevægelser!
Vi aner ikke, hvad der ville have rørt sig af legemsdele på Ghita Nørby, som indtil for en uges tid siden skulle spille rollen som Tante 2. Men det har næppe lignet det, som dansk teaters vipstjert Sonja Oppenhagen udfolder.
Benene går som små trommestikker på hende, hun er som et uroligt barn, han kan ikke sidde stille i stolen ved sofabordet. Kald hende tante og giv hende strikketøj i hånden, hvad som helst – der er ikke ro på hende, pindene går og øjnene futter rundt i hendes hoved som tonerne fra en piccolofløjte i en Carl Nielsen-symfoni. Mens stramtandede Malene Schwartz sidder dér og har kludder i tråde, pinde og mønster og ligner salige, hvasse og elegante frk. Hind ved katederet i 3. mellem på mit frederiksbergske gymnasium.
Men elskelige er de, begge tanterne på Folketeatret – de spiller et par, som er blevet sat på stand by i livet, sidder på gud ved hvilket år i deres hyggelige stue, pebermøer, med fuldt udtræk i de små glæder og sorger, groet fast i skænderier, der nogle gange vokser til korte hurtige forsøg på at blive enige om verdens gådefulde sammenhæng. Er månen gul eller hvid? Tante Malene hugger den gordiske knude over: ”Månen har den farve måner skal have!”

TUMMELUMSK

Malene Schwartz er ved at knække de stridsomme strikkepinde af bar befippelse, og Sonja Oppenhagen flagrer stuen rundt i pirouetter, da professor Petersen kommer på visit, han er en mand, der i skikkelse af Preben Kristensen kan skabe virvar i hovederne på begge tanterne, selvom man også forstå, at de kan gøre ham lettere tummelumsk, da luften i den fredelige stue tilsættes nye strømladte svingninger med studine Ellen, tanternes niece, et pust fra en akademisk verden, hvor man kan diskutere, om mennesket er i besiddelse af begrebet ’sjæl’. Mathilde Norholt er et frisk pust i en forestilling, der i forvejen har de dejligste vindstød fra tanterne med professoren som høflig seismograf.
Christian Tom-Petersen har – sammen med Gøje Rostrup – (formodentlig helhjertet) skabt dekoration og kostumer, der krydser fra dengang til nu – bedsteforældre-hygge og pigen i sowboybukser.
Fini Høstrup sidder ene i orkestergraven og spiller på klaveret ’Are you lonesome tonight’. Og af og til nogle salonoplæg, der et sekund får os til at tro, at tanterne, professoren eller niecen nu vil bryde ud i sang.
Men nej – ’Skærmydsler’ er ikke gjort til musical. Det bliver Gustav Wieds lille perle såmænd nok en dag.
Man benytter lejligheden til at komplimentere teatret for en ombygning, der har gjort det lækkert, luksuriøst og mondænt i en stil, der bærer os nogle generationer tilbage i tiden.

gregersDH.dk