Korpsdanser, Gisela Stille, Erwin Schrott og David Pomeroy i ‘Siciliansk vesper’ (Tegning: Claus Seidel)

HUG TIL!

Verdis ’Sciliansk vesper’ er et imponerende livtag med en af Verdis ikke rigtig vellykkede opera. Superinstruktøren Stefan Herheim bruger hver stump af Verdis mislykkede 5. akt, og det får os til at se på uret, da vi nærmer os de fire timer.

Verdi: Siciliansk vesper’. Instruktion: Stefan Herheim: Scenograf: Philipp Fürhofer. Medvirkende bl.a.: Louis Otey (baryton), David Pomeroy (tenor), Giselas Stille (sopran) og Erwin Schrott (basbaryton).

’Siciliansk vesper’ spiller endnu otte gange på Operaen frem til 14. juni.

****

HVAD skal man stille op med Verdis ’Siciliansk vesper? En prægtig kolos, lige så uflyttelig som min morfars enorme pengeskab, fyldt med guf og sager, tanker og dokumenter i alle verdenshjørner. Hvad har den mand dog ikke tænkt og haft for?
Så vi spørger fra første tone i ouverturen på Operaen: Hvad mon Stefan Herheim, den fremragende norske operainstruktør har for med Verdis klods af en opera?
Et mesterværk er det jo ikke i sammenligning med den stribe af operaer, han lige havde fyret af på få år: Rigoletto, Trubaduren, La Traviata. Fyldt af rare sager, og så en masse andet. Gods og vraggods.
Herheim slår straks til med en kanonserv, som får os til at løfte os i sæderne: Tæppet op under den ouverture, som vi kender fra koncertsalen, og dér ser vi et fantastisk baroksceneri, vældige ornamenterede lofter og vægge, kæmpemæssige, farveglødende malerier, Ætna i udbrud på et af dem, vi er jo på Sicilien. Malerier, der kan forvandles til spejle, og scenen befolket med yndefulde balletpiger, sat på plads ved barren af en sortklædt mester.
Et vældigt set op, der leger med Operaens teknik, loftet kan løfte sig, væggene flytte sig, alt er i bevægelse.
En flok soldater bryder pludselig ind, kaster sig over pigerne, banker mesteren ned. Deres kommandant deltager på det groveste, men konfronteres af en lille fyr med sværd i hånd.

DEN FORTABTE SØN

Sådan sætter Herheim operaens handling og emne på plads på øjeblikke. Et drama af den slags, Verdi er vild med: Et barn, forbyttet eller forsvundet, er nøglen til magtkampe, til død eller forsoning, til lykke eller undergang.
Vi er i Siciliens Palermo, Frankrig har erobret øen, sicilianerne lurer på oprør med balletmesteren i spidsen. Han er læge, men det tager vi os ikke af. Vi er i operafrihedens verden.
Hvornår foregår det?
I 1282!!
Det kan Herheim heller ikke tage sig af. Vi er under Napoleonskrigene. Og så begynder det at blive interessant med det, han gør med Verdis tre og en halv times værk! Herheim kikker i historiebogen. ’Siciliansk vesper’ uropføres i Paris, skrives på bestilling til Pariseroperaen i 1855, og det stiller krav til bredde, pragt, store historiske optrin, og mindst ét stort balletnummer undervejs. Kejsertidens herrer i parkettet vil se damer.
Dér har vi en forklaring på, hvorfor Herheim propper damer ind fra ouverturen og frem. Alt efter, hvor det stikker ham. Yndefuldt. Men mest som en dekorativ, ironisk finte til de krav, Verdi dengang underlagde sig for at gøre Pariseroperaen glad og tilfreds.
Vi sluger det råt – danserinderne er ikke Den Kgl. Ballets, men Tivolis. De er glimrende og fungerer som maleriske supplementer til de folkelige optrin af sicilianere, der skjult eller åbenlyst deltager i tilløbene til oprør mod de slemme franskmænd.

FREM OG TILBAGE

Det, der primært fanger os, er det ind-og-ud, frem-og-tilbage-og lige-langt drama, der udspinder sig mellem far og søn på hver side af magten plus den østrigske hertuginde Helena, der er på oprørs-siden, er forelsket i sønnen og hader faren, der har ladet hendes bror henrette (Verdi har som så ofte komplicerede tråde og motiver nok til at en hele røverroman)
Den historie giver Verdi og sangerne anledning til optrin, der summer af herlige arier, duetter, ensembler, store scener med operakoret i udfoldelse, alt sammen til et orkesterakkompagnement med alt det, der giver pote hos Verdi af svulmende blæsere, håndfast velklingende strygere og rytmiske underbygninger af solister og kor.
Den slags temaer og rytmer, som mange gange vandrede lige videre i til de pyntelige lirekasser på gader og stræder på tværs af Europa. Herligt!
Der er steder, hvor vi lige fornemmer efterklang af ’Traviata’, f.eks. det kærlighedstema, som Verdi også bruger i ’Vesper’-ouverturen. Og ét sted en formidabel kvartet mellem hovedpersonerne, hvor vi – og sikkert Verdi selv – hører kvartetten fra ’Rigoletto’ summe i baghovedet.

SANGERE!

Når den slags klinger så prægtigt i denne kgl. opførelse, skyldes det brillante sangere. Gisela Stille er i formidabel form, hendes magtfulde tonedannelse og tekniske beherskelse ledsages af en scenisk situationsfornemmelse, der gør hendes figur troværdig i al dens teatralske udfoldelse – vi er som i alle Verdis tidlige operaer tæt inde på livet af belcanto-traditionens dronningetid.
Ved sin side har hun den canadiske tenor David Pomeroy, et glimrende bekendtskab, en stensikker stemme med perfekt højde, ikke napolitanske charmetrold-manérer, men kæk i den svære rolle som ynglingen, der vil det hele, elske og hade sin far, puffe sin oprører-kæreste til og fra, og lytte modvilligt til revolutionens mentor, den karismatiske læge/balletmester.
Ikke at forglemme netop ham – så vil vi blive lynchet af det publikum, der hørte ham i aftes. Hans navn i operaen er Procida. Hans navn i denne verden er Erwin Schrott, basbaryton, født i Uruguay, løftet til skyerne for bl.a. sin Don Giovanni i Mozarts opera, og – af hensyn de personalhistorisk interesserede: Barnefader til kollegaen Anne Netrepkos seksårige søn, og fast gæst på Covent Garden Operaen – vi kan vel henføre hans medvirken i denne opsætning af ’Siciliansk Vesper’ til, at opsætningen er en koproduktion med Covent Garden.
Erwin Schrott distancerer med flere længder den sanger, der har guvernørens store rolle. Vi har svært ved at interessere os for ham, Louis Oteys baryton er lettere falmet, og personen, der skal give os både gys og dramatiske følelelsesudsving, visner undervejs.
Men da Erwin Schott åbner munden til Procidas første arie – han er lige kommet hjem til Sicilien efter tre år som flygtning – vi er i 2. akt, vi er i ges-dur, tempoet er tungt og favnende – og nådada, så vokser vores øren: ”Oh du, Palermo…!” synger han. Verdi giver ham alt, hvad den stemme kan forlange for at få os til at dåne. Og dirigenten Paolo Carignani og Kapellet er med ham.

HOVEDET PÅ BLOKKEN

Denne basbaryton ledsager os operaen ud med sin enorme karisma.
Han får hovedet på blokken, han får det fjernet igen. Og her er vi åbenbart ved en af Herheims pointer: Vi skal ikke skånes for noget som helst. Slet ikke for en ’Siciliansk vesper’, der – når man tager revl og krat med – skummer over i ren Offenbach-operette, og til sidst i uendelig diskussion med sig selv, hvordan operaen i øvrigt skal slutte.
Verdi har været i kløerne på pariser-librettisten Scribe, som sikkert har været i kløerne på nogle andre.
Den sidste halve time af ’Siciliansk vesper’ har et kaotisk handlingsforløb, Verdi kikker i alle vindretninger, og ingen bliver lykkelige. Herheims forsøg på at pynte denne slutning op med alskens livlig action, fører os kun til – gab!… lad os nu komme hjem!
Andre iscenesættere har skåret og skåret. Det kommer Herheim også til med ’Siciliansk vesper’. I hvert fald, inden den skal op i London.
Nu har vi København været prøveklud for et forsøg. Så vidt, så…
Vi foreslår: Hug til på den blok.

gregersDH.dk