Tegning: Claus Seidel

TAKE FOUR

Fire nye balletter slynget mod os i Skuespilhuset i en blanding af voldsom musikalsk dynamik og en lille Schubert ind imellem til at hvile ørerne på.

’Take Four’ spiller kun få dage i denne uge. Sidste gang på lørdag kl.12.

****

BALLETAFTEN i Skuespilhuset. Hvorfor dér? Ja hvorfor ikke dér? Når nu ’Cabaret’ beslaglægger Gl. Scene, og der er luft nogle dage på Store Scene i Skuespilhuset?
Og de fire balletter klæder scenen udmærket. Ingen nævneværdig scenografi, kun lys og d’herrer og damer i kostumer af en art, der ikke antyder hverken Shakespeare eller anden pomp, men gerne Vorherres nødtørftige skrædderi, så tæt på, som han nu har skabt menneskenes børn.
En enkelt sej undtagelse: Sebastian Kloborg har begået en ballet, der hedder ’Strangers’, hvor vores interesse er naglet til en mannequinagtig mandsperson i nobelt jakkesæt plus hat. Han rører sig ikke et sekund i det meste af en halv time, selvom han udsættes for et bombardement af især Alexandra Lo Sardo, der med alle til rådighed stående tilnærmelser – hjulpet af venner og veninder – går løs på ham. Han er ikke en voksfigur – Benjamin Buza fremstår ved fremkaldelsen som særdeles levende. Budskabet i ’Strangers’ er panikken over for det ukendte, det utilnærmelige.

TIL ØRERS HVILE

Den ledsagende musik i ’Strangers’ er en forunderlig blanding af eksotiske blues i bl.a. barokmusikalsk regi.
Musikken til ’Schubert pas de deux’, som er et lille yndefuldt værk af Adam Lüders, den tidligere store solodanser, fortæller, at vi er på smuk og tryg grund med pianisten Thomas Rischel og danserne Holly Jean Dorger og Jonathan Chmelensky.
Det kan nogle ører sikkert også trænge til oven på Lowell Liebermanns klaverkoncert, der er det eksplosive underlæg til englænderen Liam Scarletts ’Viscera’, der indleder aftenen. Et værk med enormt tryk på, tretten af Den Kgl. Ballets dansere i eksplosiv tutti-udfoldelse, kun afbrudt af en enkelt pas de deux, hvor det rytmiske klaverbombardement afløses af en sval adagio.
Og hvis man ellers skulle savne action under den schubertske nirvana, så rolig:
Slut-balletten ’Krash’ lader ingen, hverken publikum eller danserne i ro. Alessandro Sousa Pereira, som mange kender bl.a. fra Dansk Danseteaters sommerforestillinger i Politigården, har skabt et kulsort gademiljø, hvor de tolv mandsdansere, der har den fêterede, mørke Sebastian Haynes med plus en enkelt kvinde, ifølge programmet Ida Praetorius – den første spotter vi enkelt nok, for han har en voldsom solo, den anden indgår – hvis programteksten holder – mere anonymt i et totalbillede af et nærmest militært opgør mellem grupper i truende uniformering, der i dramatiske konfrontationer driver en art gadekamp til hårdtslående musik af Outlandish-produceren Turkman Souljah.
Ikke musik for ældre damer til teselskab.
Men aftenen er fuld af krudt og værd at notere som friske bud fra nye koreografer.

gregersDH.dk

PS: Hvis man går til en af de få kommende opførelser af ‘Take Four’, så kom i god tid og hør Morten Eggert introducere sine kollegers forestilling. Han gør det blændende godt.