Simon Duus, Gert Henning-Jensen, Tuva Semmingsen og Palle Knudsen i ‘Maskerade’. (Tegn.: Claus Seidel)

MASKEFALD

Carl Nielsens ’Maskerade’ er for ringe et værk til, at det kan kaldes ’Danmarks nationalopera’. Og Kasper Holtens iscenesættelse gør ikke sagen bedre. Skriv den om til en kammeropera, og bed ham begynde forfra.

’Maskerade’ spiller endnu ti gange frem til 21. maj.

Carl Nielsen: Maskerade. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Marie i Dali. Medvirkende: Petri Lindroos, Randi Stene, Gert Henning-Jensen, Simon Duus, Jens Chr. Tvilum, Bengt-Ola Morgny, Ylva Kihlberg, Tuva Semmingsen, Sten Byriel m. fl.

**

NOGEN burde en dag lave en kammeropera-version af ’Maskerade’. Det ville den have godt af.
Så kunne man ved den lejlighed koge antallet af medvirkende ned til det centrale, orkestret ned til et intim-format. Og ominstrumentere, så sangerne fik ørenlyd, og Carl Nielsen en hånd til at luge ud i de tilgroede bede.
Som vi skrev ved denne opsætnings premiere i 2006: Vi forstår ikke det halve af, hvad sangerne synger, og det skyldes ikke bare dårlig udtale, men også – og især – ”at partituret ind imellem ligner Hovedbanegården i myldretiden.”
Det fremgik under pausen i aftes, at mange publikummer følte sig henvist til at læse overteksterne – de engelske overtekster! Til en opera, der bliver sunget på dansk! Og som nogle højtideligt kalder ’den danske nationalopera’!

SMÅT

Nu er ’Maskerade’ genoptaget i anledning af Carl Nielsens 150 års fødselsdag.
Genoptaget i den udgave, Kasper Holten satte op i 2006, en version fuld at pudsige ideer og ubrugelige idéer.
Hvis operaen fra Carl Nielsens hånd er en blanding af gode og mislige passager, så oplever vi igen Holtens iscenesættelse som et forsøg på at føre indholdet up to date, bringe os frem til en slags nutid, jakke og slips og mobiltelefonen klar ved hovedpuden.
Det er, hvad det er, og moderniseringen hjælpes på vej af Marie i Dalis scenografi, der smart udnytter teknikken i Operaen til, at vi i 1.akt kan flytte fra scene til scene i flyvende tempo. Den teknik kommer til gengæld netop til at understrege ’Maskerade’s karakter af kammeropera – det er en serie af intime scener, hvor vi på uendelige mange meters afstand i den store operahus ser på minimalistiske optrin, der ville gøre sig fint på en scene i f.eks. Teater Grob-format.
Hvorfor vi så på en anden side skal opleve 3.aktens store, konkluderende maskerade-optrin med mylderet af medvirkende balgæster sluset ind på nogle snævre kvadratmeter mellem røde, overdimensionerede klunketids-portierer… hvad mening giver det?
Det er det sted i operaen, hvor man virkelig kan ønske sig albuerum, så man kan følge den arme Jeronimus på forvirret og ulyksalig flakken mellem gæsterne for at finde sønnike Henrik, der ikke vil som han vil, og støde chokeret på sin kone, hemmeligt stukket hjemmefra for at kaste sig ud i den vilde dans. Ét turbulent balshow, det er, hvad handlingen lægger op til. Ét broget sceneri, hvor alt sker for vores øjne.
Tre-fire udenlandske luftartister skal hos Holten gøre det ud for stort anlagt cirkus. Småt!

MASKER

Her standser vi endda ved endnu en sær Holten-idé. De medvirkende bærer ikke masker ved maskeballet. De bærer til gengæld masker før og efter. Holten har haft den tegnebræt-idé, at det er i hverdagen, vi mennesker render rundt og skjuler os for hinanden, skjuler vores planer og tanker. Mens det er ved sådan noget som et løssluppent maskebal, vi afslører os. Røber de skjulte kræfter. Vores sande natur.
OK, så. Men fortænkt og ubrugeligt som scenisk idé. Det kunne igen – måske – gøres indlysende og interessant, hvis vi var så ’Maskerade’ som et intimt, psykologisk kammerspil med surrealistiske undertoner.
Prøv det. En anden god gang.
På de givne præmisser så vi denne repremiereaften sangeraktører, der på bedste vis leverede varen:
Simon Duus, teatrets nye unge baryton, som den frække tjener Henrik, der blæser på, hvor han er placeret i hierarkiet.
En lige så sprælsk bonkammerat, Gert Henning-Jensen som den unge Leander, hvis glade tenor kan trænger igennem de fleste Carl Nielsenske orkesterblokader.
Og Petri Lindroos, der har fornøjelsen af at træde i både Ib Hansens og Aage Hauglands mytefyldte Jeronimus-sko og synge den berømte klagesang om de go’e gamle dage, da der var fred i gaden.
Af de talrige andre medvirkende måtte vi dåne et øjeblik af rørthed over Randi Stenes spanske dans. ’Endnu en folie’ er bevaret som et bevinget dansk udtryk.
Resten er, om ikke tavshed, så udmærket standard.

gregersDH.dk